Ud af det blå blev Klara Strand Mathiasen ramt af angst som 13-årig: “Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg var så bange”

Det er en helt almindelig aften. 13-årige Klara Strand Mathiasen har været sammen med nogle venner om dagen og ligger nu i sin seng i sit barndomshjem på Ærø for at sove. Hendes forældre er hjemme, de har sagt godnat, og alt ånder fred.

Som hun plejer, reflekterer Klara Strand Mathiasen over sin dag, og så sker det pludselig, at lynet slår ned i hende med fuld styrke. Eller det vil sige, sådan føles det. Det, der i virkeligheden sker, er, at hun for første gang i sit liv oplever den angst, der sidenhen har påvirket hendes liv enormt.

“Jeg bliver ramt af en helt vildt massiv klump i maven, der på den ene side føles som tomhed, men også som kvalme og ubehag. Jeg bliver ramt af tanken om, at når jeg tager i skole i morgen, og mine forældre siger, at de kommer og henter mig efter det første frikvarter, så kommer de slet ikke. De tager afsted fra mig og kommer aldrig til at se mig igen,” fortæller Klara Strand Mathiasen, der i dag er 26 år gammel.

Hun er på det her tidspunkt aldrig blevet glemt af sine forældre og har aldrig oplevet omsorgssvigt, som kunne give anledning til hendes pludselige bekymringer. De er egentlig fuldstændig ulogiske, men ikke desto mindre fuldstændig reelle.

“Det var helt vildt forvirrende, for jeg har aldrig haft de her følelser,” siger Klara Strand Mathiasen.

Efterfølgende går hun ud til sin far og fortæller, at hun er bange og ked af det. Han følger hende i seng og bliver hos hende, indtil hun falder i søvn.

Jeg bliver ramt af en helt vildt massiv klump i maven, der på den ene side føles som tomhed, men også som kvalme og ubehag.

Næste morgen er tingene umiddelbart, som de plejer igen. Klara Strand Mathiasen er okay, og hendes far kører hende i skole, men 10 minutter efter kommer angsten igen.

“Jeg nåede ikke ind i klasselokalet, før jeg var sådan: Det her, det går ikke. Det kan jeg ikke. Så jeg ringer til min far, og han har givetvis prøvet at overtale mig til, at han ville komme og hente mig om et par timer,” husker Klara Strand Mathiasen og fortsætter:

“Men jeg var bare sådan, nej! For jeg er bange for, at I ikke henter mig. Jeg er sikker på, at jeg ikke kan se jer igen.”

Den følgende weekend eskalerer følelserne indeni Klara Strand Mathiasen, mens familien er i sommerhus, og hun en morgen vågner op med en kolossal bekymring for, at hendes mor – som er ude for at løbe sin daglige tur – vil forsvinde for altid.

Hendes far forsøger at berolige hende og fortælle hende, at hun kommer lige om lidt, men det nytter ingenting.

“Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg var så bange for, at hun ville blive væk. Men de prøvede at stille spørgsmål. Hvorfor skulle mor forsvinde på en løbetur? Det gør hun bare. Kan I ikke fatte det?”, siger Klara Strand Mathiasen.

I perioden umiddelbart efter bliver hun 100 procent afhængig af sin mor. Hun kan ikke gå på toilettet alene, kan ikke sove alene eller være alene på noget tidspunkt i døgnet. Angsten fylder alt. Hele tiden.

Generaliseret angst

Episoderne er voldsomme, ikke kun for Klara Strand Mathiasen, men for hele hendes familie. Hendes forældre aner ikke, hvordan de skal håndtere den fremmede angst, som pludselig flytter ind i deres fælles liv og vender tingene på hovedet.

Det giver ingen mening.

For det gør angst på sin vis aldrig. Det fortæller lektor i klinisk børnepsykologi og leder af Center for Angst ved Københavns Universitet, Sonja Breinholst, i forbindelse med podcasten ‘Det, du ikke kan se’, der sætter fokus på de tusindvis af danskere, som lever med lidelser, man ikke kan se.

Man har ikke fred for sin angst, når man har generaliseret angst.

Hun forklarer, at der i Klara Strand Mathiasens tilfælde er tale om det, der på fagsprog kaldes generaliseret angst. En angstlidelse, som kort sagt handler om at bekymre sig.

“Generaliseret angst er, at man konstant er urolig og tænker: Hvad nu hvis, hvad nu hvis, og hvad nu hvis. Jeg plejer at beskrive det som sådan en snebold, man kaster, og som ruller ned ad et bjerg, og hvis ikke man bremser den, så bliver det til en lavine. Det er det samme, der sker i tankerne, at man får pludselig en eller anden bekymring,” siger hun.

Bekymringen kan have rod i samfundet og kan opstå på grund af krigen i Ukraine, coronavirussen eller noget andet, men det kan også være små og umiddelbart betydningsløse ting.

“Det kan også være sådan en lille bitte ting, som har vi husket mælk i kaffen, når farmor kommer i morgen, for hun kan ikke lide sort kaffe. Så man har måske ikke de der store angstudsving, men man er bare mere urolig, konstant og kropsligt, fysiologisk kan man mærke hjertebanken, svedige håndflader, muskelspændinger. Man har ikke fred for sin angst, når man har generaliseret angst,” siger Sonja Breinholst.

Faktisk er angst ganske udbredt i samfundet, og det er den psykologiske lidelse, der rammer bredest på tværs af køn og socioøkonomisk status. Det vurderes, at der sidder to børn med angst i enhver folkeskoleklasse.

Derfor er det vigtigt at have fokus på. Heldigvis er man de senere år blevet bedre til at opdage angsttilfælde, end man var tidligere, hvor man generelt havde mere fokus på de udadreagerende børn.

“Der var ingen, der opdagede den lille pige bagerst i klassen, som sad og bekymrede sig, fordi hun havde generaliseret angst. Eller drengen, som var blevet derhjemme,” siger Sonja Breinholst og forklarer, at det blandt andet er derfor, vi oplever en stigning i angsttilfælde i disse år.

Andre faktorer spiller også ind. For selvom man er blevet bedre til at opdage angsttilfælde, forklarer dét alene ikke den store stigning, vi oplever i disse år. Ifølge Sonja Breinholst skyldes det blandt andet, at samfundet har ændret sig på en måde, som blandt andet kan være med til at vedligeholde noget angst hos børn og unge.

“I dag har vi Aula, vi har mobiltelefoner, og aldrig har voksne været så engagerede i børns liv, som på den ene side er rigtig godt, men på den anden side, så bliver man jo ringet hjem, når barnet har den mindste smule ondt i maven. Og det kan man jo godt have, fordi man er bange. Og hvis man så bliver hentet af sine forældre og sidder derhjemme og ser tegnefilm og hygger, så bliver man i virkeligheden forstærket i undgåelse i stedet for at blive i situationen,” siger hun.

Hun peger på, at man i de tidligere generationer måske bare var blevet sendt ned til skolesundhedsplejersken i en sådan situation, og så sad man der og gloede ind i væggen, indtil man syntes, at det var for dødssygt og hellere ville ind i klassen igen. Og så gik det væk af sig selv.

Derudover spiller den konstante adgang til moderne og sociale medier via iPads, mobiltelefoner og smartwatches også ind, mener Sonja Breinholst.

“Rigtig mange børn i dag bliver bombarderet med nogle ikke alderssvarende informationer, som de ikke kan processere på egen hånd, og som skaber en masse bekymringer. I modsætning til tidligere – og nu lyder jeg måske som en sur gammel dame – hvor ens forældre så nyhederne kl. 20 om aftenen, efter børnene var blevet puttet.”

Usynlig lidelse

Når man opdager, at nogen har angst, kan det, ligesom det var for Klara Strand Mathiasens forældre, være svært at finde ud af, hvordan man skal reagere. Det er, fristes man til at sige, de skjulte lidelsers lod. Hvis nogen brækker benet, sender man dem naturligvis til lægen, så vedkommende kan få gips på og et par krykker. Med angst er det sværere at håndtere og kontrollere, fordi den ikke kan proppes ned i en kasse, og der ikke er en one size fits all-model.

Hvis man bliver ved med at undgå det, man er bange for, opdager man jo ikke, at det er urealistisk, og at det, man frygter, ikke sker.

I Klara Strand Mathiasens situation kommer hun imidlertid hurtigt til lægen, som hjælper hende med at få en tid hos en psykolog med det samme. En ældre dame, som passer perfekt til Klara Strand Mathiasens situation.

“Hun var lidt bedstemor-agtig, og det var rigtig hyggeligt. Det var vildt svært at snakke med mine forældre om det selv, fordi de græd hver gang, jeg snakkede om det. Men mine forældre gjorde også det, at de selv startede hos den samme psykolog,” siger Klara Strand Mathiasen.

Sammen aftaler de, at psykologen må snakke med Klara Strand Mathiasens forældre om, hvad hun ser af konkrete udfordringer, så de hurtigt kan komme i gang med en behandling, ud over selve samtalerne.

Klara Strand Mathiasen kommer i det, der hedder eksponeringsterapi, som er en af de mest effektive metoder til at komme angst til livs. Det går kort sagt ud på, at man skal udsætte sig selv for angstprovokerende situationer, hvilket er hårdt, fordi det virker kontraintuitivt, men i sidste ende gerne skulle give nogle nye erfaringer, idet man mærker på egen krop, at den givne situation ikke er farlig.

“Hvis man bliver ved med at undgå det, man er bange for, opdager man jo ikke, at det er urealistisk, og at det, man frygter, ikke sker. Så det er jo den ene ting, der sker ved, at man prøver det af. Man opdager, at ens forventning til situationen var faktisk forkert,” forklarer Sonja Breinholst.

Med børn og unge vil man normalt ikke anbefale medicinsk behandling som første valg mod angst. Samtaleterapi vil typisk være det første, og kun hvis det viser sig ikke at virke, kan man supplere med medicin.

Klara Strand Mathiasen har held med eksponeringsterapien, og det hjælper hende at udfordre sig selv i angstprovokerende situationer, sådan at kroppen vænner sig til angsten, og at den bliver mindre og mindre fra gang til gang. Hun gennemgår det, der i Sonja Breinholst verden hedder en ‘habituering’.

Men det føles ikke rart, mens det står på.

Hun husker en episode fra dengang, hvor hun har været på besøg hos nogle gode venner af familien, og hendes mor så fortæller hende, at hun vil tage hjem før hende. Det er en del af eksponeringsterapien, at hun skal blive hos vennerne en time længere, hvorefter de så vil køre hende hjem.

I må ikke pakke hende ind i bobleplast, ligegyldigt hvor hårdt det er.

Selvom vennerne er trygge og velkendte for Klara Strand Mathiasen, reagerer hun voldsomt og må nærmest holdes fysisk tilbage, da hendes forældre tager afsted.

“Mit humør gik fra at have leget med mine venner til at skrige og græde og hjertebanken og kvalme. Følelsen af, at du efterlader mig kraftedme ikke her. Det kan du bare ikke være bekendt. Og min mor var sådan, at det bliver jeg nødt til. Og jeg var virkelig, virkelig, virkelig, virkelig ked af det,” fortæller Klara Strand Mathiasen.

Men hun bliver. Der går en time. Og så kører de hjem, hvor hendes mor og far venter på hende.

“Når jeg tænker på det, tænker jeg virkelig, wow, hvor er det vildt, at mine forældre har formået at være der på den måde. Men de havde talt med psykologen, som havde sagt, I skal presse hende. I skal udfordre hende. I må ikke pakke hende ind i bobleplast, ligegyldigt hvor hårdt det er.”

Åbenhed er rigtig godt

Det er eksponeringsterapien, der gør, at Klara Strand Mathiasen i dag som 26-årig kan leve et fuldstændig selvstændigt liv.

For Klara Strand Mathiasen er det helt store gennembrud, da hun starter på efterskole efter 9. klasse. Noget, hun i første omgang slet ikke tør, og det får derfor angsten til at blusse op. Den første uge er forfærdelig, og hun befinder sig meget på toilettet, hvor hun taler i telefon med sin mor. Men alligevel går dagene, og angsten bliver mindre.

“Det skete meget ubevidst på efterskolen med, at lige pludselig kunne jeg meget mere, end jeg troede. At komme til et helt nyt sted, en helt ny by gjorde, at nu skulle jeg virkelig prøve at anvende de her redskaber, jeg havde lært. Og det skete bare af sig selv. Lige pludselig kunne jeg bare mærke sådan, øj, hvor er det også fedt,” siger Klara Strand Mathiasen.

Det er nok bare ikke noget, vi taler så højt om, og det er ret tabuiseret.

Da hun efterfølgende starter på gymnasiet, vælger hun for første gang at være åben omkring sin skjulte lidelse overfor sine nye venner. Hvilket er en positiv oplevelse, fordi der er flere andre, der genkender dele af hendes oplevelse.

Set i et større perspektiv er åbenhed om angst et vigtigt redskab, fordi det er med til at normalisere lidelsen, der er en af de hyppigst forekommende problemstillinger i den vestlige verden, fortæller Sonja Breinholst.

“Man vil nærmest hellere sige, at ens barn har stress, end man vil snakke om, at det har angst. Det er nok bare ikke noget, vi taler så højt om, og det er ret tabuiseret. Det er jeg lidt ked af, fordi det er en af de psykiske lidelser, vi kan behandle hurtigst. Og som man ikke har en øget sandsynlighed for at få igen, det vil sige tilbagefaldsrisikoen er meget lille. Det er en rigtig god ting at være åben om sin angst,” siger hun.

Mens Klara Strand Mathiasen går i gymnasiet, går det så meget fremad, at hun flytter hjemmefra og ind i sin egen lejlighed. Sidenhen starter hun på en højskole, hvor hun også vælger at være åben om sin angst. Meget åben endda.

"Jeg stod oppe på en talerstol i en meget flot foredragssal foran omkring 100 mennesker. Så var der bare fuldstændig stilhed, og det var bare mig, der havde ordet,” fortæller hun.

“Jeg husker da også, at jeg fældede en lille tåre. Og efter morgensamlingen fik jeg en stående applaus. At sige det til endnu flere mennesker. Det, synes jeg, er noget af det fedeste i mit liv. At få lov til at give det videre.”

I perioder har Klara Strand Mathiasen i dag slet ikke overskud til at dele sin historie, fordi hun stadig dealer med sin angst. Men når hun ikke har det dårligt, synes hun, det er en gave at kunne dele ud af sine oplevelser.

Hendes budskab til andre i hendes situation er, at man – hvis man gør en indsats – sagtens kan komme til at leve et godt liv med angst. Set med positive briller har angsten jo den egenskab, at den kan fungere som en navigation for, hvornår man skal ændre noget i sit liv, mener Klara Strand Mathiasen.

“I dag har jeg det virkelig godt. Jeg har stadig angst inde på livet. Det kommer aldrig til at forsvinde. Men jeg har valgt at sige, ved du hvad? Så fuck det. Du må sgu gerne være her. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det kom. Men jeg er faktisk glad for, at det kom. Det lyder måske sådan lidt mærkeligt. Men nu har jeg virkelig lært at bruge den konstruktivt.”