Et trafikuheld gav Marie Vimal Rasmussen PTSD: ”Jeg kunne dårligt sidde i en kontorstol til sidst”

Marie Vimal Rasmussen og hendes veninde er taget på en ferie til Tyrkiet. Ferien står mest på fest, men en dag beslutter de sig for, at der også skal ske noget kulturelt. De bestiller derfor en turisttur i bjergene. Da de skal ned fra bjerget, lægger Marie Vimal Rasmussen og hendes veninde sig til at sove, men pludselig vågner de ved, at de andre passagerer begynder at skrige.

”Jeg tænker, hvad fanden foregår der. Men så kan jeg se ud af forruden, at vi kommer ned mod en tværgående hovedvej, og instinktivt tænker jeg, at det her går virkelig galt.”

Bussen er på vej mod et T-kryds i foruroligende høj fart. I et forsøg på at undgå en frontal kollision drejer buschaufføren skarpt til venstre, men der er katastrofen allerede uundgåelig. Bussen vælter til højre, kurer hen ad asfalten og rammer en lygtepæl.

”Jeg kan huske, da jeg vågner, at jeg kan mærke mine øjne, men jeg kan ikke mærke noget som helst andet. Jeg kan mærke støv, og instinktivt tænker jeg, at bussen går i brand. Jeg skal ud. Jeg kan ikke huske, om jeg sagde noget til min veninde, jeg skal bare ud.”

Udenfor er alt kaos. Flere er alvorligt sårede, en svensk dreng og en dansk kvinde har mistet livet. Marie Vimal Rasmussen konkluderer dog, at hun har alle lemmer i behold og går straks i overlevelsesmode. Der er ikke plads til at mærke efter.

”Min veninde havde hurtigt brug for at ringe til sin far. Jeg blev meget styrende. Nu stiller du dig der, jeg henter lige noget vand, det kan være, der er nogen, der skal bruge hjælp.”

Får diagnosen PTSD

På hospitalet i Tyrkiet er der ingen krisehjælp at få, og 48 timer senere er Marie Vimal Rasmussen og hendes veninde igen hjemme i Ålborg. De er umiddelbart i god behold, men Maries mor foreslår alligevel, at hun skal tage til læge. Hos lægen bryder Marie Vimal Rasmussen grædende sammen, og da lægen finder ud af, at hun ikke har fået krisehjælp, sender lægen hende på sygehuset med det samme.

Men så kan jeg se ud af forruden, at vi kommer ned mod en tværgående hovedvej, og instinktivt tænker jeg, at det her går virkelig galt.

Marie Vimal Rasmussen gør, hvad der bliver sagt, men i virkeligheden er hun stadig i chok. Det eneste, hun har fokus på, er at komme tilbage til sit arbejde som socialrådgiver.

”Jeg tænkte, at jo mere jeg kom tilbage til min normale hverdag, jo mere normalt ville jeg få det igen. Så jeg var ret hurtig til at starte”.

To måneder efter ulykken er Marie Vimal Rasmussen allerede tilbage til at arbejde deltid. På daværende tidspunkt ved Marie Vimal Rasmussen ikke, at hun har fået PTSD. Det bliver dog hurtigt klart, da hun bliver sendt til en psykiater i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab skal afdække mén efter ulykken.

Denne diagnose sætter podcasten ’Det, du ikke kan se’ fokus på i dette afsnit. Her fortæller lektor ved Københavns Universitet og Ph.d. i psykologi, Karen-Inge Karstoft, hvordan traumer kan sætte sig og udvikle sig til PTSD.

PTSD har en kendt årsag

”PTSD er en af de få psykiske lidelser, hvor der faktisk er en kendt årsag. Og den kendte årsag er eksponering for et potentielt trauma. Når jeg kalder det et potentielt trauma, så er det fordi, at det er oplevelser, som mange af os vil blive udsat for i løbet af et langt liv. Det kan være voldelige overfald, trafikuheld, at være vidne til naturkatastrofer, seksuelle overgreb osv. Det vil selvfølgelig påvirke alle, men en del af dem, der udsættes for de her potentielt traumatiske begivenheder, vil udvikle PTSD.”

Der findes tre grundlæggende symptomer på PTSD; genoplevelse, undgåelse og øget alarmberedskab, forklarer lektor Karen-Inge Karstoft.

”Genoplevelse er det, vi kender fra krigsfilm, hvor man ser veteranen vågne op badet i sved, fordi personen har haft et meget livagtig mareridt. Det kan også være i dagtimerne, hvor man har påtrængende tanker om det, der skete eller decideret flashbacks, og det er netop det, der er så udmattende. Så er der undgåelsesadfærd. Hvis man hele tiden genoplever det, der skete, så prøver man at undgå ting, der minder om traumet. Den tredje er øget alarmberedskab, som kan medføre, at man måske har svært ved at sidde med ryggen til en dør, fordi man tænker, der kan være noget farligt bag en.”

Ren overlevelse

Marie Vimal Rasmussen har svært ved at acceptere sin diagnose. Den eneste, der ved, at hun er syg, er hendes mand, Kevin. For selvom hun godt ved, hun ikke er rask, vil hun heller ikke ses som en, der er syg. Som socialrådgiver møder hun ofte klienter med PTSD, som har det meget værre end hende selv, mener hun. I mange år går hun derfor rundt i et overlevelsesmode, hvor hun finder på en masse overlevelsesstrategier for at klare hverdagen.

”Jeg lagde afgørelsen i skuffen uden at forholde mig til den, og så jeg kørte jeg videre med mit arbejde næsten, som jeg gjorde inden ulykken. Men jeg fik gradvist fik det værre og værre. De første fem-seks år har jeg overhovedet ikke været bevidst om, hvad der foregik.”

Jeg lagde afgørelsen i skuffen uden at forholde mig til den, og så jeg kørte jeg videre med mit arbejde næsten, som jeg gjorde inden ulykken.

Dette er dog en naturlig forsvarsmekanisme for folk, der lider af PTSD, forklarer lektor Karen-Inge Karstoft.

”Det, der er særligt ved PTSD, er, at det ofte opstår ret pludseligt, og derfor vil identiteten og identitetstab være ret markant. Det kan være en ganske fornuftig strategi at sige, man skal tilbage til den hverdag, hvor man er tryg. Marie har kunne opretholde en grad af normal hverdag i flere år, men har også brugt mange kræfter på at holde angsten for døren og fungere på sit arbejde.”

Men i 2018, fem år efter ulykken, har Marie Vimal Rasmussen opbrugt alle sine kræfter.

”Jeg overlevede i at overleve på mit arbejde, men jeg var tom indeni. Jeg kunne ikke mærke, når jeg var glad. Jeg kunne ikke mærke, når jeg var ked af det. Min krop var det eneste, jeg kunne mærke. Jeg var ekstrem træt i kroppen, og jeg begyndte at få ondt. Jeg kunne dårligt sidde i en kontorstol til sidst.”

Kroppen siger fra

Samme år tager Marie Vimal Rasmussen og hendes mand Kevin på en ferie til Malaga, og her siger hendes krop fra. Hun begynder at få blærer over hele kroppen og ekstreme smerter i sine ben. Da, de kommer hjem, forsøger Marie igen at genoptage arbejdet, men denne gang kan hendes krop ikke.

”Min krop siger helt fra. Min læge siger, at jeg bliver nødt til at sygemelde mig, for jeg skal have fuldstændig ro. Til at starte med bliver jeg sygemeldt i tre måneder, hvor jeg ikke skulle forholde mig til andet end behandling, men jeg har kun fokus på, hvornår jeg kan komme tilbage til arbejde igen.”

Under sin sygemelding bliver Marie Vimal Rasmussen opsagt på sit arbejde. Nu har hun pludselig tid til at mærke efter. Både, hvad hun har lyst til, men også hvad hun har brug for, og netop dét, mener lektor Karen-Inge Karstoft, er gavnligt for mennesker med PTSD.

”I forbindelse med genoplevelsessymptomer er en af komponenterne også, at man kan reagere ekstremt fysisk, så en øget bevidsthed omkring, hvad der sker i ens krop, og hvad den fortæller, vil være enormt gavnligt. Kroppen bliver udmattet af at være i alarmberedskab, så den vil have brug for mere hvile og mere restitution.”

Da, der er gået fire måneder med ro og hvile, tager hun en yogauddannelse, og det gør, at Marie Vimal Rasmussen har det så godt, at hun ikke længere føler, hun fejler noget. Hun kommer derfor på arbejdsprøvning, men efter 14 dage går det galt igen.

”Jeg begyndte at råbe og skrige, da jeg kom hjem. Der var for meget pres på, og jeg begyndte at afskære private ting for at kunne møde ind i praktikken. Hvordan kan man gå fra at have det godt til at have det dårligt på så kort tid”

Diagnosen er kommet for at blive

For første gang går det op for Marie Vimal Rasmussen, at diagnosen er kommet for at blive. Hendes læge og psykolog vurderer, at hun ikke skal i flere arbejdsprøvninger. Det er simpelthen for stor en belastning. Samtidig sender kommunen Marie til en ny psykiater, som vurderer, at hun har diagnosen kompleks PTSD.

”Kompleks PTSD er en nyere diagnose. Man har rene PTSD-diagnoser, som er det, vi kender fra veteraner, hvor det handler meget om mareridt af det, de har oplevet, flashbacks og at være på vagt. De symptomer vil man også have, hvis man har kompleks PTSD, men i tillæg vil man også have forstyrrelser i, hvordan man opfatter sig selv, og hvordan man relaterer til andre. Man vil typisk have et negativt selvbillede. Det kan fx være en fornemmelse af, at man ikke formåede at passe på sig selv i situationen. Man har også sværere ved at indgå i forpligtende og ligeværdige relationer og have svært ved at regulere sit emotionelle niveau,” forklarer lektor Karen-Inge Karstoft.

Jeg er hele tiden klar til, at der skal ske noget, og hvad gør man, hvis man er trukket op i det hjørne, så reagerer man.

Hos Marie Vimal Rasmussen kommer kompleks PTSD til udtryk ved, at hun i perioder lukker helt ned og ikke kan mærke sult. Hun oplever også paranoide tanker om, hvad andre mener om hende, og så har hun fysiske smerter i ryg, nakke og hoved. Hun kan heller ikke håndtere uforudsete hændelser, og det går til tider ud over hendes mand Kevin.

”Kevin skulle handle, og så har han glemt et eller andet, og jeg reagerede med ’Hvorfor har du sagt ja til noget, som du ikke har hørt’, for det viser, at han ikke har hørt efter. Det er mest det, der trigger mig. Jeg reagerer i frustration. Jeg er hele tiden klar til, at der skal ske noget, og hvad gør man, hvis man er trukket op i det hjørne, så reagerer man. Jeg bliver udadreagerende, fordi jeg tror, at der er sket noget, eller fordi jeg ikke kan læse ham.”

Marie Vimal Rasmussen har det ikke godt med, at hendes diagnose også påvirker Kevin, og lektor Karen-Inge Karstoft forklarer, at det især er i parforholdet, hvor kompleks PTSD kan være udfordrende.

”Symptomer på PTSD kan komme forskelligt til udtryk, men en af tingene kan netop være vredesudbrud, som selvfølgelig er svært at stå model til i et parforhold. Men der er nogle behandlingsmetoder, hvor man inddrager partneren, især når det er kompleks PTSD, hvor det kan være svært at indgå i et ligeværdigt forhold.”

Lært at acceptere diagnosen

Marie Vimal Rasmussen får diagnosen kompleks PTSD i slutningen af 2020. I 2021 får hun erkendt førtidspension, og her er det som om, tingene falder på plads. Hun erkender, at hun har PTSD, og at det er okay at sætte sig selv og sit helbred først. Hun har pludselig fået sit liv tilbage, men det er også hårdt, da hver aktivitet har sin pris i form af, at der kræves mere ro end tidligere, og det er svært at navigerer i.

”Det er faktisk det, jeg synes er hårdest. At finde ud af at det også kan være udfordrende at tage ud med veninderne eller tage ud og spise med Kevin. Men det er blevet bedre, og jeg håber, at det bliver bedre.”

Det er 10 år siden Marie Vimal Rasmussen var udsat for den traumatisk busulykke i Tyrkiet. På de år har hun lært at acceptere sin diagnose, og at alting ikke skal gå så hurtigt.

”Jeg har muligheden for faktisk at leve et godt liv, men jeg har også selv et ansvar for at rykke det. Selvom jeg også har fået nogle nederlag, så har jeg også lært noget hver gang.”

For Marie Vimal Rasmussen er det også blevet vigtigt at tale om kompleks PTSD. Hun har selv kæmpet mange år med at sætte en facade op, men nu er det slut. Hun har accepteret sin diagnose, og det håber hun at kunne give videre.

”Det er vigtigt at tale om kompleks PTSD, for det er virkelig komplekst. Man lever ved siden af sig selv, og det er der ikke nogen der ved. Jeg synes, jeg er nødt til at være med til at give noget viden og forståelse for, at man faktisk godt kan se sund og rask ud, men stadig have det skidt.”