Hjernerystelse: "Jeg ligger mest i stuen med tæppe og solbriller på"

Alexander Lomholt har netop sagt sit trygge webudviklerjob op i Oslo for at leve tilværelsen som selvstændig. Han vil gerne selv kunne strukture sin arbejdsdag, rejse til varmere lande og tage sit arbejde med. Han har planlagt det i flere år og glædet sig.

Da Alexander har haft sin sidste arbejdsdag, tager han på en fejrings-skitur til Østrig med familie og venner. På vej op til en pist begynder det at sne voldsomt. Så voldsomt, at de er nødt til at køre ned. De kan næsten ikke se hinanden, så Alexander vender sig om for at få øje på de andre.

”Idet jeg ser dem, så mister jeg faktisk balancen og falder bagover. Det går så hurtigt, at jeg ikke når at reagere og tage fra. Så hamrer jeg baghovedet ned i pisten. Jeg var øm på bagsiden af hovedet, og jeg kunne mærke at jeg havde fordrejet nakken lidt.” fortæller Alexander Lomholt.

I starten mærker han ikke meget til sit fald. Han er lidt øm i nakken, men hans hjelm har ikke fået en eneste skramme. Han kan dog godt mærke, at han er lidt øm i nakken, og der hvor baghovedet har ramt pisten, men ellers mærker han ikke noget.

Okay hvad sker der med mit hoved lige nu, hvad sker der med min krop. Jeg kan ikke forstå det.

Da Alexander kommer hjem fra sin skitur, begynder han dog at få en brummende lyd i hovedet, som en motor, der står i tomgang.

”Der går faktisk kun et par timer derfra, til jeg begynder at få det så dårligt, at jeg tænker: Okay hvad sker der med mit hoved lige nu, hvad sker der med min krop. Jeg kan ikke forstå det. Jeg begynder at have svært ved at finde ord til sætninger, og den der brummen intensiveres. Jeg begynder at få blodsprængte øjne, spændinger rundt om øjnene, og så kommer hovedpinen. Det er en hovedpine, som jeg ikke har oplevet før.”

Symptomer på hjernerystelse

Det Alexander Lomholt beskriver er symptomerne på en hjernerystelse. Det anslås, at omkring 25.000 mennesker, hvert år får en hjernerystelse. For mange fortager hjernerystelsen sig efter nogle uger, men for cirka en tredjedel vil senfølgerne ikke have fortaget sig efter tre måneder.

Disse senfølger sætter podcasten ’Det, du ikke kan se’ fokus på. Men hvad sker der egentlig i hjernen ved en hjernerystelse? Det forklarer lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet og Bispebjerg hospital og leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter.

”Hjernen er i bund og grund et kæmpestort netværk, som fungerer i kraft af, at hjernecellerne snakker sammen uafbrudt. Ved en hjernerystelse bliver kommunikationen mellem hjernecellerne mindre effektiv. Den foregår ikke lige så hurtigt. Der kan også være nogle mikroblødninger. Når, der er mikroblødninger, betyder det igen noget for, hvordan hjernecellerne kan skabe energi til det, de skal.”

Symptomer for hjernerystelse kan se forskellige ud, men de symptomer Alexander Lomholt beskriver er meget almindelige.

”Man kan ikke tænke klart. Man er konfus, forvirret, måske har man svært ved at huske. Efterfølgende er der nogle symptomer, der enten er meget fysiske, såsom hovedpine, svimmelhed og lyd- og lysfølsomhed, men det kan også være symptomer, der påvirker ens tankeprocesser. Man har svært ved at koncentrere sig, og hele tænkningen er langsom. Der kan også være nogle følelsesmæssige reaktioner. Man kan være mere irritabel, end man plejer,” forklarer lektor Hana Malá Rytter.

En uro vokser indeni

Dagene efter symptomerne begynder at melde sig, får Alexander Lomholt det gradvist værre. Han tager derfor til læge og får at vide, at han skal holde sig i ro, så vil symptomerne formentlig fortage sig. Det gør de bare ikke, tværtimod.

”Jeg er ikke i stand til ret meget. Jeg ligger mest i stuen i en sækkestol med tæppe og solbriller på. Jeg har også et par lydisolerende høretelefoner på, fordi de mindste lyde simpelthen er for meget.”

Alexander Lomholt begynder at blive bange. En uro vokser indeni ham, som begynder at udvikle sig til angst, for hvad skal der ske nu? Hvor lang tid skal det forsætte? Han føler sig alene og magtesløs. Han har også lige sagt sit job op, hvordan skal han klare sig? De tanker er ikke unormale, fortæller Hana Malá Rytter.

”Vi kalder det for længerevarende symptomer, og det kan godt have en rigtig stor påvirkning på personens liv, både det faglige, familie og generelt det sociale liv. Man kan lige pludselig ikke alt det, man plejer at kunne. Man kan sagtens have en kort samtale, man kan sagtens lave små ting derhjemme, men det er jo ikke det vi forbinder med det moderne liv.”

Forsøger at forfølge sin drøm

Omkring seks uger efter ulykken får Alexander Lomholt det lidt bedre. Nu kan han gå en tur uden at skulle sætte sig ned efter fem minutter, og det tager han som et godt tegn. Han tager derfor til Gran Canaria for at forfølge sin drøm om det selvstændige arbejdsliv sydpå. Han lejer sig ind i et kontorfællesskab, men efter lidt tid foran skærmen lukker hans hjerne ned.

”Det, der er på min skærm, begynder at blive sløret og hoppe op og ned. Det er en meget ubehagelig oplevelse, hvor jeg føler, der er en osteklokke rundt om mit hoved.”

Det, der er på min skærm, begynder at blive sløret og hoppe op og ned.

Han giver sig selv fri nogle dage og prøver igen, men med samme resultat. Hjernerystelsen har påvirket hans syn i sådan en grad, at han ikke kan sidde foran en skærm.

”Når man har længerevarende følger efter hjernerystelse, så er en af de ting, hvor man kan blive påvirket på evnen til at sidde foran en skærm. Når man får et slag mod hovedet, så kan ens øjne også blive påvirket. Det er noget forholdsvist nyt, som vi er blevet opmærksomme på, og der kommer mere og mere viden om det. Der er en del personer, som har rigtig svært ved at kigge på en skærm i mere end 10-20 minutter. Vi har ikke tilstrækkelig forskning om, hvad det skyldes, og hvordan vi kan hjælpe, men der er mere forskning på vej, og det er ikke sjældent, vi hører det,” siger Hana Malá Rytter.

En dag knækker filmen

Alexander Lomholt beslutter sig for at tage tilbage til Norge. Her bliver han undersøgt og udredt. Han besøger samtlige behandlere, og svaret er altid det samme. Hans hjerne er sund og rask, og prognosen er dog god. Han skal nok komme sig, men ingen ved hvornår, og efter et år med motion, omlagt kostplan og behandling er der stadig ikke sket mærkbare forbedringer. Uvisheden bliver for meget for Alexander Lomholt, og en dag knækker filmen.

”Jeg fik et sammenbrud. Lige pludselig fik jeg det rigtig dårligt. Jeg begyndte at ryste. Jeg havde det, som om jeg havde feber, så jeg lagde mig i sengen og efter en halv time, så panikkede jeg simpelthen. Jeg ringede til min bror, som kom susende og kørte mig på hospitalet. Her konkluderede de, at jeg havde haft et meget kraftigt angstanfald”

Angstanfaldet kom som reaktion på hans hjernerystelse og mangel på bedring. Det blev for meget både for hans krop og psyke. Hele hans liv er blevet taget fra ham. At gå på arbejde, være social og hvad med dating? Hvordan fortæller man en date, at det eneste, man laver, er at hvile sig og gå tur.

Jeg fik et sammenbrud. Lige pludselig fik jeg det rigtig dårligt. Jeg begyndte at ryste.

Desværre er det ikke ualmindeligt for folk med senfølger efter en hjernerystelse at få angstanfald eller depression, fortæller Hana Malá Rytter.

”Man skal forestille sig, at man går fra at kunne det hele til at tæppet bliver revet væk under en, og man er afhængig af andre menneskers hjælp. Samtidig har man usynlige symptomer, og det er svært at få hjælp.”

Et wake-up call

For Alexander Lomholt er dette angstanfald dog et wake-up call. Han ved, han er nødt til at lave sit liv om for at tilpasse det sine senfølger. Han ender med at blive tilbudt en plads på Center for hjerneskade. Her har de en tværfaglig tilgang til behandling af senfølger af hjernerystelse. Alexander Lomholt får tilknyttet en neuropsykolog, en ergoterapeut, en fysioterapeut og neurooptometrist (en, som skal hjælpe ham med at træne synet op igen). Og langsomt begynder han at få det bedre.

”De depressive tanker fortager sig. Mit stressniveau og min angst begynder at fortage sig, og efter halvanden måneds tid har jeg det faktisk rigtig godt psykisk. Jeg kunne begynde at overskue mit liv igen. Så jeg fik først og fremmest hjælp til at komme ovenpå igen, for så at kunne begynde at fokusere på nogle af de fysiske symptomer.”

Også det fysiske begynder at gå fremad. Alexander Lomholt låner en motionscykel. Til at starte med kører han 3-4 minutter hver dag. Bagefter er han så udmattet, at han må ligge ned, men efter mange uger kan han skrue op for sit aktivitetsniveau, og pludselig er han oppe på et kvarter. En kæmpe sejr selvom det tog lang tid.

”Jeg begyndte at tage på igen og føle, at der sker noget godt for min krop nu. Det var en lang proces, men det har gjort, at jeg løbende har fået det bedre og bedre. Nu er jeg et sted, hvor det ikke er et problem længere”.

En uforudset bonus

Behandling af senfølger efter hjernerystelse er meget individuelt. Nogle har brug for psykologisk hjælp, andre har brug for fysioterapi og nogle gange, at man kombinerer to eller flere indsatser, mener Hana Malá Rytter.

”I den ideelle verden skal man helst i behandling tidligt, altså hurtigt efter den første måned. Man har muligvis behov for en tværfaglig ekspertise, det vil sige forskellige fagpersoner, der både kan hjælpe med det fysiske og det psykiske og pege på, hvad den enkelte har brug for, og hvad de selv kan implementere i deres hverdag.”

Selvom forløbet med at vende tilbage til livet både har været hårdt og langtrukkent for Alexander Lomholt, er der også en uforudset bonus. I en selvhjælpsgruppe møder han en kvinde på sin egen alder. Han inviterer hende på en gåtur, det ene tager det andet, og i dag er de kærester.

”Jeg kunne spejle mig i en anden person, som forstod mig helt ned i mindste detalje. Alle symptomer forstod hun, og jeg skulle ikke forklare mig hele tiden. Jeg kan bare få lov at være. Fordi man trods sin sygdom ikke er sin sygdom.”

Alexander Lomholt ved stadig ikke, hvordan hans fremtid kommer til at se ud. Han er stadig i en proces, hvor han er ved at samle sig omkring, hvad der videre skal ske. Han arbejder hårdt på at komme tilbage til at kunne sidde foran en skærm, så han kan programmere igen, selvom han er meget afklaret med, at det også sagtens kan være, at det ikke kommer til at ske. Til gengæld er han helt sikker på, at han skal have en rolle indenfor behandling af hjernerystelser.

”Hvilken kapacitet det bliver i, ved jeg ikke endnu. Men jeg ved, at jeg skal være en del af at hjælpe mennesker med senfølger af hjernerystelse.”