Tankerne og ritualerne styrede Lisa Larsens liv: ”Jeg tænkte som barn, at bakterier er lig med sygdom”

Lisa Larsen har, siden hun var barn, følt sig anderledes og alene. Hovedet var fuld af tanker, der fik hende til at udføre tvangshandlinger og ritualer. Hun holdt vejret, når hun skulle fodre familiens kaniner for at undgå at få bakterier i munden, hun stod op om natten for at tjekke, at hendes forældre stadig var i live, og hun vaskede hænder igen og igen.

Lisa Larsens største frygt var, at der skulle ske noget med menneskerne omkring hende. At de skulle blive syge eller dø. Hun var især bange for, at hun skulle komme til at smitte andre med sygdom.

”Jeg tænkte meget som barn, at bakterier er lig med sygdom. Jeg kan huske en periode, hvor jeg gik og spyttede rigtig meget, og det var mine forældre ret irriteret over. Man kunne tit se, hvor jeg havde gået ude på fliserne, fordi jeg gik og spyttede. Jeg følte, der var bakterier, så for mig var det altafgørende, at jeg kom af med det. Særligt tanker og sætninger fyldte. Jeg var bange for, at hvis jeg tænkte noget kunne det blive virkeligt.”

Efter en episode i skolen, hvor hun kom til at spytte ud over sit bord, stoppede hun dog med at spytte, men det betød bare nye tanker og nye ritualer. Hun var forsat bange for bakterier, og at gøre nogen fortræd, mens hun sov. Hun tog stadig med på lejrskole, men det var en meget anstrengende oplevelse.

”Når de andre lagde sig til at sove, skulle jeg først til at rode med min taske og gemme ting, der var farlige, for nu havde jeg også ansvar for alle andre, der var med. Jeg har uden tvivl ønsket at være ligesom alle andre. Uden de her problemer.”

Fulgte med ind i voksenlivet

Tankerne og ritualerne forsatte ind i Lisa Larsens voksenliv. Da hun flyttede hjemmefra, var hver dag et forhindringsløb for at undgå bakterier. Bare det at gå i bad kunne tage flere timer. Når hun tog tøj på, måtte hun ikke ramme noget, og hendes fødder måtte ikke ramme hendes trusser.

Jeg var bange for, at hvis jeg tænkte noget kunne det blive virkeligt.

Da Lisa Larsen var i starten af 20’erne, så hun tilfældigvis en dokumentar i fjernsynet. Her skulle fire danskere med OCD igennem et behandlingsforløb. Dokumentaren viste både de tvangshandlinger og tvangstanker, som deltagerne kæmpede med, og her gik det op for Lisa, at hun var det, hun led af.

”Det var virkelig den brik, der hele tiden har manglet. Den kunne jeg nu sætte på plads. Det var så vanvittigt.”

Denne diagnose sætter podcasten ’Det, du ikke kan se fokus på. Her fortæller psykolog og børneforsker, Julie Hagstrøm, hvad OCD er, og hvordan det viser sig.

Fik sat navn på det, hun havde kæmpet med

”OCD kalder vi på dansk obsessiv kompulsiv tilstand, hvilket betyder, at der er tale om forstyrrelse af tanker og handlinger, så det består af det, der hedder tvangstanker og tvangshandlinger. Tvangstanker er tanker, som bliver ved med at dukke op i hovedet, som er uønskede og trænger sig på, som forstyrrer i hverdagen, og som skaber en form for angst eller ubehag, man gerne vil have til at gå væk. Det ubehag kan man så fjerne ved at lave sine tvangshandlinger.”

Endelig var der et navn på det, Lisa Larsen havde kæmpet med hele sit liv, og det var en stor lettelse for hende. Nu havde hun mulighed for at få gjort noget ved alle sine tvangstanker- og handlinger. Hun ringede straks til sin læge og blev sendt videre i systemet. Der var ingen tvivl. Lisa Larsen havde OCD.

Det dækker over, at man skal udsætte sig selv for det, der giver angst eller ubehag.

Hun startede i eksponeringsterapi. En behandlingsform, der er udbredt til mennesker med OCD, forklarer Julie Hagstrøm.

”Det, man anbefaler, og det man har bedst evidens for, er det, der hedder kognitiv adfærdsterapi med eksponering og responsprævention. Det dækker over, at man skal udsætte sig selv for det, der giver angst eller ubehag, og så skal man lade være med at lave den tvangshandling, der hører til at få ubehaget til at falde. Tanken er, at man kan slukke for ubehaget ved at lære hjernen, at det ikke er farligt, og at handlingen ikke er nødvendig for at få angsten til at forsvinde.”

Hos Lisa Larsen var det hendes bakteriefrygt, der blev sat på prøve. Hun skulle røre ved gulvet. I starten var det voldsomt ubehageligt for hende, men hun startede med en pegefinger, og til sidst kunne hun røre med hele hånden.

”Jeg kan huske, at jeg grinede. Det var sådan en befriende følelse sådan en; ej okay, det er slet ikke så slemt. Det var en overraskende følelse. Det er det, eksponering kan.”

Gennemfører en uddannelse

Men på trods af eksponeringsterapi og stor støtte fra sine venner forsvandt OCD’en ikke, og da Lisa Larsen besluttede sig for at starte på uddannelse, vidste hun, at hun ville få brug for hjælp til at gennemføre. Og allerede på introduktionsdagen mødte Lisa Larsen den studievejleder, som gennem hele uddannelsen blev hendes støtte.

”Hun kendte til OCD, og det var en stor hjælp. Hun fandt nogle videoer frem og sagde: Jeg er godt nok ikke uddannet inden for OCD, men hvis du har lyst, så lad os prøve at se en video sammen. Så vi så en video om en dreng, der havde OCD. Det var noget, der kunne vise mig, at der er andre børn, der har det sådan. Så vi begyndte at eksponere, og vi endte med at gå ud og røre toilettet sammen.”

Lisa Larsen gennemførte sin uddannelse med hjælp fra sin studievejleder, og kort tid efter startede hun i arbejde som frisør. Hun havde dog svært ved at finde ro og tryghed i sit arbejde og endte med at måtte sygemelde sig. I mellemtiden fik Lisa en mand, som gav hende den tryghed, hun havde brug for. Men med sit nye forhold kom der også en anden vigtig beslutning. Skulle hun have børn?

Beslutningen om et barn var det, der skulle til

”Det har altid været et stort ønske, men jeg vidste ikke, om jeg ville i forhold til, at jeg var så tynget af OCD’en. At sætte et barn i verden, er jo en stor ting, uanset hvem man er. Det var bare så vigtigt for mig, at jeg kunne være den gode mor, som jeg ønskede at være, og det følte jeg ikke, jeg kunne være, da jeg var helt alene med OCD’en.”

Men jo tættere Lisa Larsen kom på sin mand, jo tættere kom hun på at tøjle sin OCD. Og dermed begyndte hun også at kunne se, at det med børn måske ikke var helt umuligt. I 2017 blev Lisa Larsen gravid, og det gav hende en ny motivation for at slippe af med OCD’en, en gang for alle.

”Jeg fandt et gear, som jeg ikke havde før i tilgangen til min behandling. Jeg havde altid tænkt, at jeg gerne ville af med det, men alligevel skete der bare et eller andet, som gjorde at jeg tænkte nu, er det nu. Det er sidste mulighed.”

Som en del af den nye behandling blev Lisa Larsen tilbudt gruppeterapi. Noget hun ellers aldrig havde haft lyst til. Hun brød sig ikke om tanken om at dele sine værste tanker, men denne gang var hun parat, og timingen var god. I starten havde hun det anstrengt med ikke at vide, hvad der skulle ske, men hun fandt ro i, at de andre havde det lige så svært ved at være der som hende selv.

Den her følelse af, at lige meget hvad man kunne finde på at sige, så var der minimum én, som sad og nikkede.

”Det, at de virkede så almindelige, og at de ligesom mig havde en usynlig lidelse, gjorde, at jeg tænkte: ’Det er okay’. I det øjeblik forstod jeg, hvad de mente med, at gruppeterapi var en god ide. Den her følelse af, at lige meget hvad man kunne finde på at sige, så var der minimum én, som sad og nikkede.”

Er et godt sted i dag

I dag har Lisa et flexjob på et kontor. Hun er glad for sit arbejde, for der er plads til, at hun kan være sig selv. Hun har overskud til at uddanne sig i weekenden, og hun er færdig om et år. Det kan hun blandt andet takke sin mand for.

”Min mand er en stor støtte, og han har hjulpet mig enormt meget hele vejen igennem ved blandt andet at holde sig opdateret. Hvis der er noget, han ikke ved, så læser han sig til det. Noget af det, han har hjulpet mig med i OCD’en er, at han lader være med at gå med på den.”

Og netop den tilgang til mennesker med OCD, mener Julie Hagstrøm er den bedste måde at støtte på.

”Hvis man med forståelse og medfølelse kan hjælpe sin partner til at kæmpe imod trangen til at lave ritualer, så er man godt på vej.”

For Lisa Larsen hjælper det også at tackle OCD’en med humor. Hun husker en episode, hvor hun havde pakket en kjole ind i en plasticpose, fordi den havde rørt ved nogle blade. Hun var bange for, at der var bladlus på kjolen, og hvad de ville gøre. Men en dag opdagede hun tilfældigvis at kjolen var væk, og da hun spurgte sin mand, svarede han:

”Nå, så du opdagede det. Så spørger jeg, hvad han mente med det. Jamen han havde pakket den ud og hængt den på plads. Han skulle lige se, hvor lang tid der gik, før jeg opdagede det. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Både fordi det var risikabelt, men også fordi det er så dejligt, at han kender mig så godt, og han ved, hvad der faktisk skal til.”

Og måske har netop humoren været med til, at Lisa Larsen i dag har det godt. Der er forsat gode dage og mindre gode dage, men OCD’en får ikke længere lov til at fylde og styre hendes liv, som den før har gjort.