Steven lider af ADHD: ” Opgaven i at gøre rent var så uoverskuelig, og det var så klamt, at jeg bare smed det hele ud”

I folkeskolen følte Steven Borgwardt sig anderledes. Han havde svært ved at koncentrere sig og fik konstant fortalt af sine lærere, at han var klog, men ikke opmærksom.

Steven Borgwardt har ADHD, men det vidste han ikke, da han var barn. Dengang måtte han høre metalmusik for at falde i søvn. For mange lyder det sikkert ikke særligt beroligende, men for Steven Borgwardt overdøvede det larmen, der fyldte i hans hoved.

Diagnosen ADHD sætter podcasten ’Det du ikke kan se’ nu fokus på. Her forklarer klinisk psykolog og seniorforsker ved Aarhus Universitet Hospitals børne- og ungdomspsykiatriske forskningsafsnit, Anne-Mette Lange, hvordan ADHD viser sig.

”ADHD er ikke noget, man kan måle med et instrument og se nogle kemiske forandringer i hjernen. Men vi kan se på adfærd, hvis der er tale om ADHD. Man har meget hyperaktivitet, man er meget impulsiv, og man er uopmærksom. Symptomerne på ADHD hos børn manifesterer sig ved, at barnet f.eks. har svært ved at koncentrere sig om leg. Så er der hyperaktivitetssymptomerne, som gør, at barnet måske har svært ved at sidde stille, og impulsivitet, der kan gøre, at barnet nemt bliver frustreret og handler for hurtigt. ”

For Steven Borgwardt viste ADHD’en sig ved hele tiden at have brug for at beskæftige sine hænder. Han havde i skolen svært ved at sidde stille og lytte aktivt. Han havde lyst til at rejse sig op og gå rundt. Det resulterede i, at han følte sig forkert og anderledes.

”Nogle gange ville jeg næsten hellere vide, at jeg var dum, end at få at vide ’du kan godt, men du gør det ikke.’ For så ligger der en større skyld på mig. Som barn, når man ikke er så reflekteret, så føler man sig anderledes og ikke god nok. Helt fra jeg var barn har jeg fået at vide ’du kan meget mere. Du har meget potentiale’. Og dengang kan jeg bare huske, at jeg følte mig meget ensom og meget skævt placeret i verden.”

Nogle gange ville jeg næsten hellere vide, at jeg var dum, end at få at vide ’du kan godt, men du gør det ikke.

Da Steven Borgwardt fyldte 17 år flyttede han hjemmefra, og selvom alt udefra så ud til at gå helt fint, var helt almindelige dagligdagsgøremål svære for ham at overskue. Den lille ungdomsbolig han boede i forvandlede sig til en svinesti, hvor der hverken blev gjort rent eller vasket op.

”Jeg var den første der flyttede hjemmefra, så vi holdt alle fester hos mig. Vi var der rigtig meget, og jeg var rigtig dårlig til at gøre rent og rydde op, så der var mega beskidt. For mig var det at vaske op ikke bare at vaske op. Det er alle de her trin. Alt skal op ad håndvasken, så skal jeg stille det her frem, så skal jeg gøre det her, og så skal jeg vaske det. Det er rigtig mange trin, og hvis man på forhånd er træt, så er det enormt svært at overskue. Opgaven i at gøre helt rent var så uoverskuelig, og det var så klamt, at jeg bare smed det hele ud.”

Venner syntes, det var sjovt, men for Steven Borgwardt var det pinligt. Han var flov over ikke at kunne overskue de mest basale ting, men det var ikke bare rengøring Steven Borgwardt havde det svært ved, også hans økonomi hang i en tynd tråd.

”Jeg faldt i et kæmpestort hul med kassekredit. Det er jo fantastisk, når man bliver 18, så tilbyder banken, at man kan få en kassekredit på 500 kroner. Så jeg brugte hele min løn plus 500 kroner, og når jeg så ramte dem, så spurgte banken, om jeg ikke ville have lidt mere. Det blev ved indtil jeg havde minus 25.000 kr. i kassekredit.”

Et liv uden hjælp

Steven Borgwardt var udfordret på mange punkter, og de udfordringer kan ofte få konsekvenser for mennesker, der lever med uopdaget ADHD, forklarer Anne-Mette Lange.

”Det betyder typisk, at man har gennemlevet et helt liv uden at få hjælp, og mange internaliserer de udfordringer og tænker, det er fordi de er dovne og dumme. Så vi ser, at voksne som bliver diagnosticeret sent i livet, typisk har et dårligt selvbillede. Men man er ikke dum. Vi ved samlet set, at mennesker med ADHD har en normal IQ. Det er ikke intelligensen, der fejler noget. Det er de andre ting i hjernen, som går galt. Det kan være problemer med at organisere, planlægge og skabe overblik i hverdagen over de ting, som virker naturlige for de fleste.”

Mennesker med uopdaget ADHD er også i større risiko for ikke at kunne gennemføre en uddannelse, eller for, i højere grad end andre, at gå ned med stress. Her klarede Steven Borgwardt sig dog fint. Igennem sine 20’ere uddannede han sig først til elektriker og senere til fysioterapeut. For mennesker med ADHD er ofte gode til ting, de synes er interessante.

”Det kan være, at et menneske med ADHD som voksen er meget iderig. Andre kan måske have det, vi kalder hyperfokus. De kan virkelig fokusere og koncentrere sig helt ekstremt på én ting ad gangen,” fortæller Anne-Mette Lange.

For Steven Borgwardt betyder dette hyperfokus, at han kan lære noget nyt, hvis han synes, det er spændende. Men det kan også gøre, at han kan blive så fanget af noget, hvor han i virkeligheden burde lave noget andet. Især under Corona lockdown var det svært.

”Jeg var vant til at lave rigtig mange ting, og pludselig lavede jeg ingenting, så jeg begyndte at spille guitar. Jeg sad og øvede en skala i 10 timer. Det lyder helt vanvittigt, når jeg siger det nu, men jeg spiste ikke, jeg drak ikke, og jeg gik ikke på toilettet. Det var det mest vanvittige hyperfokus-hul jeg faldt i. Efterfølgende fik jeg en kæmpe overbelastningsskade på min underarm, fordi jeg fysisk havde smadret min arm fuldkommen.”

Med det høje tempo begyndte Steven Borgwardt at brænde ud. Hans evne til at hyperfokusere begyndte at påvirke ham negativt, og det har psykolog Anne-Mette Lange set faren ved hos andre med ADHD.

”Det kan være en superkraft, at man kan arbejde intensivt uden pauser, men det er ikke en superkraft, hvis man bliver ved og ikke får bremset op, for så brænder man ud. Hjernen kan ikke holde til de. Så hvis man får en forståelse for, hvad ADHD gør ved en, at man har den her superkraft, og hvordan styrer man den, så kan man netop begynde at blive bevidst om, at man ikke bare kan køre med 200 km i timen.”

Det lyder helt vanvittigt, når jeg siger det nu, men jeg spiste ikke, jeg drak ikke, og jeg gik ikke på toilettet.

Men Steven Borgwardt anede ikke, at han havde ADHD. Det var først, da han var omkring 30, at en kammerat, som også lider af ADHD, gjorde ham opmærksom på, at hans rastløshed og irritation kunne skyldes ADHD.

”På det tidspunkt spiller vi i band sammen, og vi har de her mange øvesessions, hvor man sidder og skal skrive ny musik. Man er rigtig mange timer i et øvelokale, og der sidder to guitarister og spiller et riff, og så sidder de og diskuterer, om den skal sige det ene eller det andet i to timer nogle gange. Jeg sidder og bliver mere og mere frustreret, og jeg er bare sådan; ’kan vi ikke lave noget, kan vi lige øve en sang, kan vi ikke lige gøre noget’. Eller kan vi ikke sige, jeg kommer tilbage i næste uge, når vi har fundet ud af det her. Der er ingen grund til, at jeg sidder her. Den diskussion havde vi rigtig meget, og det var på baggrund af det, at han sagde til mig, at det måske kunne være ADHD.”

En svær erkendelse

Pludselig begyndte Steven Borgwardt at se sit liv med helt nye øjne. Han begyndte at sætte tingene i en kontekst. Men det gjorde også ondt. For Steven Borgwardt havde ikke lyst til at have ADHD, og det tog ham mange år, før han rent faktisk gjorde noget ved det. Da han tre år senere besluttede sig for at kontakte sin læge, fik han en henvisning til en psykiater.

”Det viste sig, at der var 36 ugers ventetid. Nu havde jeg endelig gjort noget ved det, og så skulle jeg sidde og vente i så lang tid. Det var meget demotiverende. Det, der skete mens jeg ventede var, at fordi jeg nu havde accepteret det og kunne se, at jeg højst sandsynligt har ADHD, så blev jeg mere opmærksom på det.”

Med det øgede fokus blev Steven Borgwardt symptomer derfor værre og værre. Han sov dårligt, selvom han gjorde alt for at få en bedre søvn, men intet virkede. Hans tanker kørte videre. På sit arbejde som fysioterapeut kunne han heller ikke rumme mere, og det resulterede i han brød sammen foran en kollega.

”Det var meget ubehageligt. Jeg tror, det er svært at beskrive for folk, der ikke har oplevet det, men jeg kunne overhovedet ikke mere. Jeg tror grunden til, at jeg nåede til det punkt, hvor jeg knækkede i tiden mellem min henvisning og udredning kom af, at jeg endelig havde erkendt det, og at jeg havde accepteret det.”

Steven Borgwardt chef tog sig dog godt af ham, og i løbet af få uger var han igen tilbage på arbejde. Han fik også tid hos den psykiater, han havde ventet 36 uger på, og selvom det første gang bare var til en forsamtale, var psykiateren ikke i tvivl.

”Jeg kan huske, at han smilede til mig, kiggede på mig og sagde; nu skal vi selvfølgelig vente på svaret, men jeg er ikke i tvivl om, at du har ADHD. Han baserede det ud fra, hvor meget jeg snakkede, hvor hurtigt jeg snakkede og min fortælling af min livshistorie. Jeg kan huske, jeg kom igen 14 dage efter og udfyldte de her spørgeskemaer, og her forklarede han rigtig godt, at jeg har meget ADHD.”

En følelse af at være anderledes

I dag er Steven Borgwardt 34 år, men det var først for halvandet år siden, at han blev diagnosticeret med ADHD. Han er dog langt fra den eneste om at få sen ADHD-diagnose. Faktisk viser tal fra sundhedsdatastyrelsen, at antallet, der får en ADHD-diagnose, næsten er tredoblet de seneste 10 år, og fordi ADHD er noget, man har haft med sig siden barndommen, er mange sendiagnostiserede vokset op med en følelse af at være anderledes.

”Vores viden om ADHD er simpelthen blevet bedre. De symptomer, vi ser hos voksne med ADHD, kan være lidt anderledes end hos børn, men vi er blevet bedre til at genkende dem hos voksne. Vi tænker derfor, at der kommer flere til os nu, som ikke er blevet diagnosticeret i barndommen. Hos voksne ser vi mere, at symptomerne er i uopmærksomhedsområdet. Vi ser voksne, som har svært ved at koncentrere sig og fastholde opmærksomhed ved en lidt kedelig opgave. Det kan vi alle sammen have, men hos voksne med ADHD har man det hele tiden, og det kan være frygtelig belastende,” forklarer psykolog Anne-Mette Lange.

Da Steven Borgwardt endelig fik sin diagnose, var han enormt lettet. Nu kunne han endelig sætte ord på det og fortælle det til andre mennesker, men han var også ked af at være syg. Det var svært for ham at forklare, at hans hoved er anderledes.

Jeg er ADHD. Jeg er mig.

Når man er blevet udredt for ADHD, er der behov for flere indsatser. Det kan være psykologforløb og generelt hjælp til at få strukturer i hverdagen til at glide lettere. Medicin bliver også anbefalet. Medicin påvirker nemlig dopaminsystemet i hjernen, som forskning peger på, reducerer symptomer på ADHD forklarer Anne-Mette Lange.

”Medicin for ADHD kan betyde, at hjernen bliver bedre til at regulere sig. Den bliver bedre til at styre opmærksomhed. Man bliver mindre impulsiv, og man kan også blive mindre hyperaktiv. Især at forbedre koncentrationen kan være en kæmpe lettelse, hvis medicinen virker. Derudover er der rigtig mange voksne, som har fået et rigtig dårligt selvbillede, som har brug for psykologisk indsats eller coach.”

For Steven Borgwardt var medicin en stor befrielse. Pludselig kunne han selv bestemme, hvad han ville have fokus på, og derfor ikke skulle bruge en masse ekstra kræfter på at koncentrere sig.

”For mig virker den ved, at jeg ikke brænder ud, og jeg ikke ender der, hvor jeg bliver helt vildt frustreret eller begynder at isolere mig. ”

Det er dog også en ambivalent følelse for Steven Borgwardt at skulle tage medicin for at have det som alle andre. Han har ikke lyst til at fylde sin krop med medicin, men han er også klar over, at det er nødvendigt for at fungere, og i dag, halvandet år efter sin diagnose, har han generelt affundet sig med sin diagnose.

”Jeg har sluttet fred med det, og det lyder voldsomt, men det er faktisk sådan, at jeg tror, det er sådan, at da jeg fik diagnosen, skulle jeg finde ud af, hvad ADHD er, og hvad er mig. Jeg skulle skille de to ting ad, og nu har jeg ligesom samlet det igen, og forstået jeg har ikke ADHD. Jeg er ADHD. Jeg er mig.”

Men selvom Steven Borgwardt har affundet sig med sin diagnose, er der en ting, der nager ham. Han bryder sig ikke om, hvordan ADHD til tider bliver omtalt i medierne.

”Den her debat, der er omkring overdiagnosticeringen af ADHD, er enormt sårende for de mennesker, som har de her problemer. Jeg tror ikke, folk forstår, hvor hårdt det er at få at vide, at jeg gerne vil have det. Nej, jeg vil ikke have det. Hvis jeg kunne være fri for det, så havde jeg det skønt. Der er ikke nogen, der gerne vil have ADHD bare for at have det. Folk spørger om hjælp, fordi de har brug for det.”

Steven Borgwardt er dog glad for, at der i dag er flere tilfælde af ADHD, der bliver opdaget. Han er selv begyndt at arbejde som mentor i ADHD-foreningen, netop for at give sine personlige erfaringer med videre til andre, som også skal vænne sig til at leve med en ny diagnose. For ham er det vigtigt at forklare, at ADHD kan være svært at spotte, men ikke desto mindre meget invaliderende. Og netop derfor er det vigtig at få den rette hjælp. Gerne så tidligt som muligt.

”Jeg har tit tænkt på, hvad der ville ske, hvis jeg havde fået den her diagnose som femårig. Så havde jeg nok fået værktøjer i skolen til at kunne koncentrere mig. Hvis jeg havde vidst det om mig selv, havde jeg også været meget sødere ved mig selv. Jeg tror ikke, jeg havde været så hård ved mig selv.”