Da Marcus fik at vide, at han havde HIV, følte han sig nærmest radioaktiv

“Jeg skal aldrig nogensinde ikke have kondom på under sex.”

Sådan sagde den dengang 18-årige Marcus Beyer til en sygeplejerske, da han for første gang blev testet for kønssygdomme, herunder virussen HIV.

Sygeplejersken lagde en hånd på hans lår.

“Det kommer du sikkert til en dag. Og hvis det går galt, så er vi her også der,” svarede hun.

Siden da blev Marcus Beyer testet regelmæssigt, cirka en gang hvert halve år, som en helt almindelig ung og seksuelt aktiv fyr. Og som en helt almindelig ung og seksuelt aktiv fyr, så opstod der i årene efter situationer, hvor spontaniteten tog over, og han glemte at beskytte sig.

Det, der skulle have været et helt almindeligt rutinetjek en januardag i 2021, blev derfor omvæltende for ham, da resultatet af testen viste sig at være positiv for HIV-virus.

Den dag er Marcus Beyer ude for at gå en tur med fyr, han dater. Hans telefon er på flight mode. Men da de kommer hjem, slår han telefon til, og så vælter det ind med ubesvarede opkald. På appen Min Læge har han fået en besked om, at han skal ringe til deres akuttelefon.

“Jeg står inde i hans stue og siger til ham, at jeg går lige udenfor, fordi jeg tror, det er alvorligt. Jeg står på hans altan og ringer til min læges akutnummer og får fat på en meget sød læge, der præsenterer sig selv og siger, at alle mine prøver er negative på nær min HIV-prøve,” siger Marcus Beyer.

Tankerne begynder at køre rundt i hovedet på ham. “Du har HIV. Du har HIV nu, Marcus.”

Resten af samtalen husker han ikke så godt, men han opfanger, at han skal komme dagen efter kl. 9.30 ude på Infektionsmedicinsk afdeling.

Bagefter fortæller Marcus Beyer sin date, at han har fået konstateret HIV og får pludselig en følelse af, at han bare må ud af hans lejlighed. Bare væk. I forvirringen skriver han en sms til sin ven om, at han har HIV.

Jeg står på hans altan og ringer til min læges akutnummer og får fat på en meget sød læge, der præsenterer sig selv og siger, at alle mine prøver er negative på nær min HIV-prøve.

I bilen på vej hjem begynder han pludselig at hyperventilere og tårerne presser sig på, og Marcus Beyer føler, han får et angstanfald.

“Jeg føler virkelig, at nu skal jeg dø. Da jeg kommer hen til det sted, jeg boede, går jeg ud af bilen og står lidt bare og kigger, og pludselig står min ven der. Det første, han gør, er at give mig nok det længste kram, jeg nogensinde har fået,” siger han.

Der er stille. Ingen af dem siger noget. Og Marcus Beyer ved ikke, hvor lang tid der går lige der. Men resten af dagen går med at tale sammen og krisehåndtere.

Det fortæller Marcus Beyer i forbindelse med podcasten ‘Det, du ikke kan se’, der sætter fokus på de tusindvis af danskere, som lever med skjulte lidelser.

Ikke farligt, hvis man behandles

I dag siger man, at HIV-kurven er knækket i Danmark. Med kun 81 smittede i 2021 håber man på i de kommende år at blive et af de første lande uden nye HIV-tilfælde. Og selvom det ikke er behageligt at blive smittet, er det i dag ikke farligt at have HIV, når man er i behandling – ligesom at man heller ikke smitter. Man er det, der i fagtermer kaldes “rask med en velbehandlet kronisk sygdom”.

Der er omkring 6.800 danskere med sygdommen i dag, og lidt over halvdelen er mænd, som har haft ubeskyttet sex med mænd. Virussen HIV, som er nedbrydende for immunforsvaret og med tiden kan føre til andre sygdomme, smitter nemlig blandt andet via sex, men uanset køn.

Når man først er i behandling som HIV-positiv, så smitter man ikke nogen.

Derudover kan man blive smittet gennem blodet og fra mor til foster, forklarer Tine Laursen, der er psykoterapeut, ansat på Skejby Sygehus og har mere end 35 års erfaring med HIV.

“Smitten sker kun, hvis man ikke er i behandling. Det er nok noget af det vigtigste at sige her. Når man taler om HIV og smitteveje, gælder det kun, inden man kommer i behandling. Når man først er i behandling som HIV-positiv, så smitter man ikke nogen.”

“Man vil aldrig kunne fjerne HIV, som det ser ud i dag, men man kan destruere det, så det ikke formerer sig. Og på den måde bliver man rask med en velbehandlet kronisk sygdom. Man bliver ikke syg, og man kommer ikke til at dø af det,” siger hun.

Alligevel klæber der stadig et stigma til sygdommen, som har rod i 80’ernes HIV-forskrækkelse, hvor smitten for alt for mange førte til en AIDS-diagnose, der kunne tage livet af dem. Op gennem 80'erne og 90'erne var mediebilledet fyldt med historier om HIV, og hvordan smitten spredte sig, især i det homoseksuelle miljø.

"Dengang havde vi ikke den samme viden om, hvordan det smittede. Så folk var vældig stigmatiserede som homoseksuelle, fordi det var synligt, at de var syge. De fik pletter, de tabte sig, de så mærkelige ud, og alle forbandt HIV med noget voldsomt. Og det var det også dengang,” forklarer Tine Laursen og fortsætter:

“Man var HIV-positiv, og på et bestemt tidspunkt, når ens immunforsvar ikke længere kunne bekæmpe sygdommen, så fik man AIDS-diagnosen, og så døde man inden for et år eller to. Det var sådan, at billedet så ud dengang.”

Sådan er det ikke i dag. Og hvis man spørger Tine Laursen, så er det på tide, at folk træder med ind i den næste kapitel af HIV-historien.

“Jeg tror, at nogle af de største fordomme er, at det skulle være folks egen skyld, at de er blevet smittet. Eller at det er nok nogen, der knalder til højre og venstre. Eller det er kun bøsser, der bliver smittet, ikke andre. Det er ikke sådan, det er. Både mænd og kvinder blive smittet,” siger hun.

Jeg tror, at nogle af de største fordomme er, at det skulle være folks egen skyld, at de er blevet smittet.

I modsætning til for 35 år siden, så er der meget håb på HIV-området, fordi behandlingen er så effektiv, at man kan leve et helt normalt liv, selvom man har HIV.

“Udover at behandlingen er effektivt, så kan vi også tale om, at der er ikke nogen hindringer i forhold til, hvilken uddannelse man vil have, der er ikke nogen barriere for, om man kan få børn. Bare man er velbehandlet. Man må få alle de kærester, man vil, og man kan leve et liv akkurat som alle andre,” siger Tine Laursen.

Troede det var influenza

Marcus Beyer har en lille Batman-æske i sort og gul, som han opbevarer sine tre daglige piller i. På sin telefon har han en alarm, der minder ham om at tage dem. Hans hverdag er på mange måder slet ikke påvirket af den skjulte lidelse, der blev en del af hans liv, allerede før han var klar over det.

Han husker dog klart den afgørende episode, som fandt sted i 2020, hvor han var sammen med en mand, han havde mødt på Grindr, og hvor han havde ubeskyttet sex.

I situationen var Marcus Beyer bevidst om risikoen, men han husker, at han slog det hen.

“Jeg tror, at jeg tænkte, fuck, hvad nu hvis der er et eller andet? Men så kastede jeg det lidt væk igen, fordi jeg tænkte, det var en rar oplevelse. Der var ikke rigtig noget andet at gøre ved det,” siger han.

To uger efter mødet, blev Marcus Beyer dog rigtig syg. Rigtig, rigtig syg. Men stadig uden at overveje, at han måske havde fået HIV.

“Jeg ligger derhjemme, og det prikker i hele min krop. Jeg har sådan lidt influenzafølelse, og jeg havde det virkelig dårligt. Det var i coronatiden i juni 2020, og jeg ringede til min læge, og de tog nogle infektionstal, og de testede mig for corona og alt muligt. Der var ingen, der tænkte, det kunne være HIV,” siger han.

Hans coronatest var negativ, og han tænkte, nåja, så har jeg jo bare influenza. To uger efter tikkede der en besked ind fra fyren, som skrev, at han lige havde testet positiv for HIV.

“Dagen efter tog jeg ud på Hvidovre Hospital, hvor jeg får taget en priktest i fingeren, som tester for antistoffer. Og det er så en måned efter, man kan få taget den test. Jeg kan huske meget specifikt, der er gået 40 dage, fra jeg har haft sex med den her fyr, til at jeg får den her test. Så jeg tænker, den er i orden, og det siger sygeplejersken også til mig,” siger han.

Marcus Beyer ventede 20 minutter på svar fra priktesten, som viste sig at være negativ.

“Alt letter bare i mig, og jeg tænker bare, fuck! Og fra den dag går jeg så i et halvt år og tænker, jeg har ikke HIV.”

Efterfølgende begyndte Marcus Beyer at ses fast med en fyr, og de kom til et punkt i deres relation, hvor de gerne ville droppe kondomet. Derfor tog de et rutinetjek for at teste, om de havde kønssygdomme.

Det var den test, der viste sig at være positiv for HIV.

“Da jeg får at vide, at jeg har HIV, bryder min verden bare sammen, men jeg tænker ret hurtigt, at det her ikke skal være hemmeligt. Det skal ikke ødelægge mig. Fordi selvom jeg havde den her følelse af, at fuck, alt er noget lort, og nu kan jeg ikke få arbejde, jeg kan ikke få kæreste, jeg kan ikke få alt muligt, så skulle det bare ud. Fordi hvis jeg gik at holde det hemmeligt, så blev det endnu værre,” siger Marcus Beyer.

Han fortalte det derfor til sine venner og sin familie, som reagerede positivt på nyheden. På mange måder var det mest Marcus Beyers egne fordomme om HIV og frygten for at miste omsorg fra sine nærmeste, der fyldte.

“Nogle dage efter jeg får diagnosen mødes jeg med en af mine allertætteste venner. Han giver mig bare det største smækkys lige på kinden og krammer mig. Det var for at vise mig, at han ikke var bange for mig. Og det var bare det, jeg havde brug for. Den der berøring. Det var det, jeg var bange for at miste, fordi jeg tænkte, nu mister jeg al form for berøring og intimitet med andre mennesker. Jeg følte, at folk kunne se det på mig. Jeg følte mig nærmest radioaktiv,” fortæller han.

Han giver mig bare det største smækkys lige på kinden og krammer mig. Det var for at vise mig, at han ikke var bange for mig.

Viden er vejen frem

Én ting er at vænne sig til at have HIV og fortælle ens venner og familie om det, men for Marcus var det også et stort skridt at blive seksuel aktiv igen. Der skulle gå omkring et år, før han begynder at date andre igen. Og det var desværre ikke alle, som accepterede hans sygdom. Han oplevede at blive afvist af fyre, men havde også positive oplevelser.

Til sidst fik han nok blod på tanden til at skrive et opslag på Instagram, hvor han fortalte, at han havde HIV og i øvrigt levede et dejligt liv.

Men når vi snakker, oplyser, informerer, går det kun fremad, og jeg kender ikke nogen, der har afvist en tæt pårørende, der har HIV.

Reaktionerne på opslaget var mange og forskellige. Der var især én, som var ret sur, og som Marcus Beyer endte med at mødes med for at forklare, hvad en HIV-diagnose i virkeligheden indebærer i dag.

“Han endte med at forstå det. Så det var en succesoplevelse for mig, og fra den dag, tror jeg, at det gik op for mig, at jeg kan sagtens fortælle det her til folk, og jeg kan sagtens oplyse folk, der ikke ved noget om det. Så det er lidt min pligt,” siger Marcus Beyer.

Tine Laursen fortæller, at det stadig er normalt at møde voldsomme reaktioner, ligesom Marcus Beyer oplevede ved at være åben, og at det også er helt almindelig hos de pårørende.

“Pårørende reagerer jo på en måde akkurat som den, der har fået at vide, at vedkommende er HIV-positiv. De får et chok lige som en start, og det næste, de tænker, er: Kan jeg være blevet smittet? Men når vi snakker, oplyser, informerer, går det kun fremad, og jeg kender ikke nogen, der har afvist en tæt pårørende, der har HIV,” siger hun.

De fleste vil gerne have nok viden, så de føler sig sikre, og det er meget naturligt, forklarer hun. Heldigvis er det også noget, man kan gøre noget ved.

“Viden og information er nok – det fjerner angst og bekymringer. Og så kommer det jo også til et niveau, hvor man tænker, at vi selv kunne have været i den situation, for hvis vi tager stort set alle, så er der jo ikke nogen, der ikke har haft sex uden et kondom. Der er bare nogen, der har været uheldige at få et virus med.”

Marcus Beyers møde med uvidenheden omkring HIV har været med til at forme hans liv. Han har dedikeret sig til at forsøge at ændre opfattelsen af, hvad det vil sige at være smittet i 2023. Derfor medvirkede han blandt andet i et teaterstykke på Det Kongelige Teater, der handlede om 80'ernes AIDS-epidemis betydning for eftertiden. Derudover arbejder han hos AIDS-fondet, hvor han hjælper andre som tester og rådgiver.

“Jeg er et rigtig godt sted, hvor jeg har overskuddet til at oplyse om det, så er der nogle udfordringer, når jeg er ude at date, og hvis jeg er så uheldig at møde en, der ikke vil være sammen med en, der har HIV, så skal vi ikke være sammen,” siger han.

Han lægger ikke skjul på, at han selvfølgelig gerne ville have været foruden sin sygdom, men han har ikke længere et behov for, at folk skal have ondt af ham.

“Jeg er så privilegeret, at jeg lever med det i dag, og ikke for 20 år siden, eller for 30 år siden, og at jeg bare skal tage de her tre piller, og så er det egentlig bare det. Fysisk har jeg det godt, jeg kan leve med det, og jeg kommer ikke til at dø af HIV. Jeg kommer til at dø med det, så det er ikke det, der slår mig ud i hvert fald.”