Overgangsalderen: “Jeg føler, jeg har vendt den her røvtur til noget godt”

Hedeture, lidt søvnløshed og menstruationens endeligt. Det er nok sådan, de fleste af os kender til overgangsalderen, der rammer alle kvinder på et tidspunkt i livet. Men så simpel er tilstanden imidlertid ikke. Slet ikke.

Det erfarede Annamette Fuhrmann, da hun stod midt i orkanens øje. For sådan føltes det vitterligt at blive ramt af overgangsalderen for hende. Det fortæller hun om i podcasten ’Det, du ikke kan se’, som Heartbeats har produceret for Sygeforsikringen ”Danmark”. En podcast, der nu kører på anden sæson, og som handler om de skjulte lidelser, som 100.000-vis af danskere går igennem livet med. Mange af dem er så syge, at det må karakteriseres som decideret invaliderende. Alligevel møder de ikke altid forståelse fra deres omverden.

“I januar 2018 begynder jeg at få vilde hedeture om natten. Og det, synes jeg, var underligt. Det bliver bare ved og ved og ved, så jeg tror, at jeg er syg. At jeg fejler noget alvorligt. Jeg sagde det til min mor, og hun var sådan: “Tror du ikke, du kunne være i overgangsalderen?” Hun syntes, jeg skulle prøve at ringe til min læge, så det gjorde jeg. Jeg fik taget en blodprøve, fordi jeg kun var 44 år gammel, og så glemte jeg egentlig alt om det igen,” fortæller Annamette Fuhrmann, der under interviewet har sin vifte lige ved hånden.

Den er blevet fast inventar hos hende, også selvom den værste storm af overgangsalderen er løjet af. For hedeturene kan stadigvæk godt liste sig ind på hende. I dag er hun blevet fortrolig med den altopslugende varme, der kan skylle ind over hende uden varsel.

Jeg fik nærmest et chok. Jeg sad i min bil med mine hænder på rattet, og jeg syntes, jeg så leverpletter på dem.

Men da Annamette Fuhrmann oplevede hedeturene første gang i 2018, kom de som lyn fra en klar himmel. Svarene fra blodprøverne, der var blevet taget hos lægen, tikkede ind på hendes telefon. Og den var god nok. Hun var i overgangsalderen. Resultatet var ledsaget af et tilbud om, at hun kunne få nogle hormoner, der kunne dæmpe generne.

“Jeg fik nærmest et chok. Jeg sad i min bil med mine hænder på rattet, og jeg syntes, jeg så leverpletter på dem. Jeg fik en nærdødsoplevelse, vil jeg sige. Jeg kørte hjem med det samme og kom forbi et gymnasium på vejen. Der stod nogle unge piger ude på gaden. De havde sommertøj på, korte kjoler, nederdele og en lille top, og der kunne jeg bare mærke, at jeg blev rasende og fik lyst til at rulle vinduet ned og råbe: “Fuck jer!” Det var sådan et maskefald,” husker hun.

For Annamette Fuhrmann føltes det som en eksistentiel nulstilling. Overgangsalderen var et ukendt land, som hun intet anede om. Selvom hun ikke så anderledes ud, end dagen før hun fik beskeden fra lægen, så blev hun ramt af tanken om, at nu kunne hun ikke få børn længere. Hun var lige blevet skilt og havde ingen planer om at få flere børn, men faktummet skabte alligevel en retningsløs følelse. Hvad skulle hun nu?

Research-amok

Et ekstra tjek hos en gynækolog bekræftede chokket. Den var god nok. Annamette Fuhrmann var virkelig i overgangsalderen. Hun vidste jo godt, at det ville ske en dag, men hun havde ikke regnet med, at det ville ske så tidligt. Hun følte sig totalt uforberedt og greb derfor til den journalistiske værktøjskasse, som hun kendte så godt fra sit arbejde.

Spørgsmålene hobede sig op. Hvor lang tid varer overgangsalderen? Hvad er symptomerne egentlig? Annamette Fuhrmann tog hul på en research, der kom til at minde om et mindre medicinsk studie.

“Jeg forstod simpelthen ikke noget af det. Det var sindssygt komplekst, og der var ikke nogen af de der Google-links, der kom med en løsning. Jeg anede ingenting og havde ikke nogen referenceramme. En dag skrev jeg med en veninde på Facebook, der var i overgangsalderen. Jeg havde været i det i fem måneder, og min hedetur var løjet af. Naiv som jeg var, troede jeg, at jeg nok var igennem. Så det skrev jeg til hende. Der sendte hun sådan en emoji, der griner virkelig meget,” siger Annamette Fuhrmann.

Veninden havde nemlig på det tidspunkt været i overgangsalderen i fem år, og det gjorde kun Annamette Fuhrmann endnu mere fortvivlet. Var der ikke nogen udløbsdato på den her ubehagelige rejse? Og var der virkelig ikke noget, man selv kunne gøre for at mildne den en lille smule?

Så er der nattesvedeture, søvnforstyrrelser, hovedpine, blødningsforstyrrelser, ledsmerter, muskelømhed, hudirritation og nedsat seksuel lyst.

Maria Hybholt er lektor på Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og hun forsker blandt andet i lige netop overgangsalderen ud fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv. Hun forklarer, at overgangsalderen kan karakteriseres som den periode i en kvindes liv, hvor østrogenniveauet svinger betydeligt. Det skal nemlig lande på et andet niveau end det, som det er på, men kvinder er i ‘den reproduktive fase’, hvor de menstruerer.

“Vi har desværre kun ét begreb på dansk for denne her periode i en kvindes liv, som er overgangsalderen, men i forskningsverdenen og i den engelske terminologi, skelner man mellem tre forskellige faser hos kvinder,” siger Maria Hybholt og forklarer, at de fleste kvinder altså oplever symptomer på overgangsalderen i en eller anden grad i en periode på fire til fem år.

Forskeren understreger, at symptomerne kan variere meget fra kvinde til kvinde. Nogen oplever lette symptomer, andre så alvorlige symptomer, at de er invaliderende for deres hverdagsliv. Faktisk er der nogen, der er så heldige, at de vågner en morgen og ikke får menstruation længere, og så er det det.

“De typiske symptomer er hedeture. Så er der nattesvedeture, søvnforstyrrelser, hovedpine, blødningsforstyrrelser, ledsmerter, muskelømhed, hudirritation og nedsat seksuel lyst,” siger Maria Hybholt og forklarer, at hvis du er en af dem, der oplever de svære symptomer i din overgangsalder, så er du samtidig i øget risiko for depression og nedsat livskvalitet.

Ensomhed

Overgangsalderen er altså en langvarig fase med et væld af forskellige symptomer. Det første, Annamette Fuhrmann mærkede til sin overgangsalder, var som før nævnt hedeturene. Men snart meldte nye symptomer sig, som hun havde svært ved at forstå, og hun anede ikke, hvem hun skulle spørge til råds. Det skabte en ensomhed i hende.

“Jeg sov ikke om natten. Hedeturene vækker mig konstant, jeg får ømme led, noget kløen under øjet og tinnitus. Jeg bliver angst, føler mig deprimeret og begynder at tage på. Jeg kan ikke holde ud at træne på samme måde mere og får nogle underlige spisevaner. Jeg er sulten på mærkelige tidspunkter og kan ikke forstå, hvordan jeg kan leve af nærmest ingenting og samtidig tage på,” fortæller Annamette Fuhrmann, der ellers aldrig tidligere i sit liv har kæmpet med vægten.

De depressive tanker og følelser kunne Annamette Fuhrmann heller ikke kende sig selv i. For hendes mønster plejede at være, at hun blev stresset og febrilsk, hvis hun var presset, ikke tungsindig. Forandringerne skræmte hende.

Hvordan kan det egentlig være, at en journalist som Annamette Fuhrmann, der er nysgerrig af sind, vidste så lidt om overgangsalderen, som jo rammer alle kvinder på et tidspunkt? Forsker Maria Hybholt kalder det helt almindeligt, at overgangsalderen kommer bag på de fleste kvinder i det danske samfund.

“Vi er meget dårlige til at snakke om overgangsalderen som en helt almindelig og naturlig proces i en kvindes liv. I det danske samfund er der meget oplysning omkring puberteten. Som mødre er vi opmærksomme på, hvornår vores piger nærmer sig en alder, hvor det er en god idé at snakke om bind osv. Men overgangsalderen har vi ikke for vane at tale om. Hverken i samfundet eller i vennekredse over middagsbordet,” siger forskeren.

Hun forklarer, at overgangsalderen er et tydeligt tegn på, at kroppen aldres, og at vi i Danmark i ret høj grad stigmatiserer tegn på alderdom. Derfor er der heller ikke mange kvinder, der står på spring for ligefrem at skilte med deres overgangsalder.

Svært at lave radio

Generne begyndte at være ret invaliderende for Annamette Fuhrmann, samtidig med at hun stod alene med dem. Men hun insisterede på at leve det liv, som hun plejede. Hun fik tilmed et nyt job på en landsdækkende radiostation, hvor hun både skulle tage hånd om redaktionen som chef og selv stå bag mikrofonen som journalist og sende live.

“Vi lavede et eftermiddagsprogram, som skal formidle aktualitet. Jeg plejede at elske deadlines, at være på, lave radio, at skulle skynde sig og at være presset i studiet. Det plejede at afføde en hel masse energi for mig. Men jeg kunne mærke, at jeg bare blev træt, og at jeg ikke kunne restituere ordentligt, når jeg kom hjem,” siger Annamette Fuhrmann.

Hun blev mere og mere presset og stresset i sit job som chef og radiovært. Mest af alt, fordi hun følte, at hun ikke kunne tænke ordentligt. Hun følte sig slet og ret ved siden af sig selv langt det meste af tiden. Hun blev ved med at sove dårligt og led ofte af hovedpine.

I begyndelsen slog hun det hen og tænkte, at det nok bare var, fordi det var et nyt arbejde. Hun skulle lige ind i det. Men så fik hun en dag et angstanfald ud af det blå.

“Jeg havde det faktisk fint den dag. Jeg sad og forberedte mig, og lige pludselig kunne jeg ikke trække vejret overhovedet. Mine børn var i hjemmeskole - det var under pandemien - og jeg sad i mit køkken og begyndte at hyperventilere,” fortæller Annamette Fuhrmann.

Episoden fik hende til at opsøge sin læge, der opfordrede hende til at se tiden an i to uger, hvor hun gearede ned. Det prøvede hun, men det fungerede bare ikke på arbejdet, og ved den anden konsultation sygemeldte lægen hende på ubestemt tid. Hun havde det fysisk dårligt meget af tiden og var samtidig ved at lære en side af sig selv at kende, som hun ikke havde mødt for.

“Jeg var forvirret over, hvor meget af det, der handlede om hormonændringer, stress og coronapandemien. Det var bare en enormt dårlig cocktail.”

Vendepunktet

Sygemeldingen brugte Annamette Fuhrmann på at researche og på at forsøge at lære sin krop bedre at kende, men en dag blev hun syg med en lungeinfektion og fik det rigtig skidt. Lægen målte et infektionstal i den pænt høje ende, så hun blev sendt videre for at få taget et røntgenbillede af lungerne.

“De finder en plet på min ene lunge, og så sætter de bare et apparat i gang, der hedder:

“Værsgo, du er nu i lungepakken for at blive udredt for lungecancer.” Der blev jeg simpelthen så angst for, hvis nu det skulle vise sig, at jeg var alvorligt syg,” fortæller Annamette Fuhrmann.

Angsten tændte imidlertid en ild i hende. Hun tænkte, at nu skal hun være så sund som overhovedet muligt, så hun har kræfterne til at stå igennem et potentielt opslidende sygdomsforløb. Al researchen, som hun havde brugt det sidste års tid på, om anti inflammatorisk kost og motion, tog hun nu i brug i praksis.

“Jeg kan se, at min krop begynder at reagere på de her ting. Jeg tænker: “Det var da vildt nok.” Jeg begynder at tabe mig, slapper lidt mere af i mit nervesystem. Jeg begynder at svømme i havet, går i infrarød sauna, ligger med varmepuder og på pig-måtter og begynder at meditere fast hver dag,” siger Annamette Fuhrmann, der til sin store lettelse fandt ud af, at hun ikke har lungekræft.

Til gengæld har alle tiltagene haft en god effekt på hende. Huden blev pænere, håret voksede, og neglene voksede. Så hun fortsatte med alle sine nye vaner. Selvom Annamette Fuhrmanns fik lettet generne i sin overgangsalder med ny kost og motion, så er det ikke noget den evidensbaserede forskning endnu kan understøtte.

Det er jo meget tit sådan, at hvis man håndterer sit livs udfordringer ved rent faktisk at gøre noget, så oplever man faktisk en forskel.

“Problemet er, at vi ikke ved særlig meget om, hvorfor overgangsalderen er så kompleks. Vi ved meget lidt om de individuelle forskelle. Cyklussen varierer fra kvinde til kvinde, og den spiller ind på mange parametre indenfor humanfysiologien og biologien. Men noget af det, vi kan sige, er, at i forhold til livskvaliteten, så har fysisk aktivitet en positiv indvirkning på kvinder i overgangsalderen,” siger forsker Maria Hybholt og forklarer, at motion helt generelt har en positiv indvirkning på livskvaliteten for alle mennesker.

Der er altså en begrænset viden om, hvilke tiltag man kan gribe til, hvis man står midt i sin overgangsalder og gerne vil lindre sine symptomer. Det betyder imidlertid ikke, at man lige så godt kan lade være med at gøre noget. Tværtimod.

“Det er jo meget tit sådan, at hvis man håndterer sit livs udfordringer ved rent faktisk at gøre noget, så oplever man faktisk en forskel. Om det så er en reel forskel biologisk og fysiologisk set er ikke altid afgørende. Vi kender alle sammen den her placebo-effekt ved det. Men bare det at handle og føle sig handlekraftig kan have stor betydning for, hvordan man egentlig oplever overgangsalder,” forklarer Maria Hybholt og understreger, at symptomerne selvfølgelig ikke forsvinder som dug for solen, bare fordi man er handlekraftig.

Det nye liv

Summasummarum er, at den nye livsstil fik Annamette Fuhrmann til at indse, at hun ikke kunne leve sit liv, som hun gjorde før overgangsalderen. Hendes fysiske og mentale livskvalitet var markant forbedret, og hun var klar på at omlægge sit liv.

“Jeg er nødt til at gå lidt langsommere til værks. Jeg er nødt til at slappe mere af. Jeg kan ikke arbejde på den måde, som jeg gjorde før. Så jeg vælger at blive selvstændig, fordi jeg simpelthen har brug for, at jeg nogle gange simpelthen har brug for at tage en lur om formiddagen, lægge mig lidt om eftermiddagen eller træne om morgenen,” siger Annamette Fuhrmann.

Det var dog ikke en helt nem beslutning, for som bekendt begynder man ikke at tjene penge fra den ene dag til den anden som selvstændig. Men for Annamette Fuhrmann var det en brændende nødvendighed for at få en hverdag, der fungerede. Som selvstændig har hun nemlig mulighed for at lytte til sin krop.

Samtidig slog det hende, at der manglede et fællesskab, hvor kvinder kunne dele deres erfaringer med overgangsalderen med hinanden. Den dårlige søvn, ledsmerterne, hjertågerne, de depressive tanker, angsten og hedeturene skulle have et forum. Så det skabte Annamette Fuhrmann.

“Det startede med et opslag på Instagram, og så gik det bare virkelig stærkt. Der var virkelig et behov for det her fællesskab, hvor man er fælles om at kommunikere om overgangsalderen og om at tage den med ud i hverdagen og på sin arbejdsplads. For et par måneder siden hørte jeg fra en af mine følgere, der fortalte, at de var nogle kvinder, der var begyndt at mødes i et forsamlingshus i en lillebitte by i udkantsdanmark for at snakke om overgangsalderen,” fortæller hun.

Det lykkedes, det med fællesskabet. Annamette Fuhrmann har mødt folk på gaden, der er begyndt at græde, når de har set hende, fordi fællesskabet, som hun har skabt, har betydet for dem, at de ikke længere har følt sig ensomme eller følt, at der var noget galt med dem.

“Det er jo en vild reaktion på noget, man følger på internettet. Men det er jo det, et community kan, og jeg er meget taknemmelig for det,” siger hun.

I skrivende stund har profilen @fuhrmannshedetur over 27.000 følgere, og den fungerer som en platform, hvor kvinder kan tale åbent og ærligt og dele deres erfaringer. Der er stadigvæk mange spørgsmål, der står ubesvaret hen, men vi ved for eksempel nu, at overgangsalderen kan have direkte indflydelse på nogle kvinders ydeevne på arbejdet, forklarer Annamette Fuhrmann.

“Faktisk viser en britisk undersøgelse fra 2022, at op mod hver tiende kvinde, der var i arbejde under sin overgangsalder, endte med at sige op som direkte følge af de gener, der fulgte med. Og en dansk undersøgelse viser, at det kan koste op mod 4 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste om året. I Storbritannien har det fået nogle virksomheder til at tilbyde kvindelige ansatte mulighed for senere mødetider eller ekstra fridage, hvis man lider af voldsomme symptomer,” siger hun og understreger, at kvinder i overgangsalderen ikke skal sygeliggøres, men at de skal behandles med respekt og hensyn. Og så skal vi anerkende, at nogle kvinder har brug for hjælp og støtte.

“Jo mere vi kan tale om det, jo mere normaliseret bliver det også, så vi ikke bare bliver den her vittighedstegning af en svedende kvinde, der sidder med sin vifte,” siger Annamette Fuhrmann.

Det er nu seks år siden, hun selv blev ramt af sin første hedetur. Meget har ændret sig på de år. Vigtigst af alt så forstår hun i dag, hvad der sker i hendes krop. Og hun lytter til den.

“Jeg føler mig stærk og powerfuld. Og oplyst ikke mindst. Jeg føler, at jeg har vendt den her røvtur til noget godt.”