Asger har ortoreksi ”Hvor jeg før så en stor og muskuløs fyr, så jeg nu et lille blegt væsen”

Atlethjerte, nedsat sædkvalitet og dårlig hukommelse er nogle af de mén, Asger til daglig kæmper med. Det er mén, han har fået som en konsekvens af ortoreksi, en lidelse hvor man udvikler en obsessiv kontrollerende adfærd omkring madindtag. Asger tænker tilbage på en episode:

"Jeg står i en alder af 23 år og ringer til min mor, stortudende, og siger, at jeg ikke kan nå hjem inden kl. 18:00, hvor jeg skal have min mad."

Asgers hverdag er struktureret ned i mindste detalje, fra hvornår han skal spise, hvad han skal spise, til hvornår han skal træne. Hvis et af de her tidspunkter bliver overskredet, bryder Asgers verden sammen. Det var det, der skete en kold vinternat, hvor han kørte direkte over i en rundkørsel på isglatte veje med biler susende forbi, for at han kunne nå hjem og få sin aftensmad til tiden. Det kan måske være svært at forstå for almindelige mennesker, at noget så basalt som mad kan fylde så meget, at det kan være tæt på at koste dig livet. Men det var præcis det, der skete for Asger.

Asgers barndom

For at forstå, hvordan det kunne komme så langt ud, skal vi tilbage til hans barndom. Asgers barndom har nemlig ikke altid været ligetil. Hans far kæmpede med et alkoholmisbrug, der gjorde, at han ikke kunne være der for ham. Det betød, at Asger voksede op uden nogen mandlig rollemodel.

"Min opvækst var rodet. Min far var dybt alkoholiseret. Jeg har altid været meget forvirret omkring, hvorfor han aldrig kunne holde en aftale, hvorfor han var så mærkelig og ikke bare som alle andres forældre. Han gik hurtigt over til at blive en person, jeg gik i biografen med, men ikke en person, jeg så som min far, hvilket har påvirket mig rigtigt meget efterfølgende."

Denne opvækst førte til en masse vrede inden i Asger. Han var ikke guds bedste barn og begyndte at lave en del ballade med sine venner. Nogle gange gik det også ud over ham selv. Han kunne simpelthen ikke styre sit temperament.

"Det kunne være, at der stod en smadret flaske på bordet, som jeg i et vredesudbrud og med tankerne tilbage på da jeg var yngre, kunne finde på midt i en samtale med min gode ven, bare at smadre mine knoer ned i. Det kom ud af ingenting, og det slag kunne lige så godt have været i hovedet på den nærmeste."

Fitness blev et vendepunkt

Asgers livsstil med byture, slagsmål, hash og usunde madvaner begyndte at kunne ses på hans fysik, så en dag besluttede ham og vennerne at starte i fitness. Dette blev et vendepunkt for Asger.

Jamen så må jeg jo bare tabe mig endnu mere, for de kan jo ikke se det endnu.

Gennem træning fik han kanaliseret sin energi på en positiv måde og begyndte at få ros for sin forbedrede livsstil og udseende. Men det var også her, at han gradvist udviklede et usundt forhold til sundhed og kost. Han blev mere og mere besat af at kontrollere sit madindtag og udviklede symptomer på ortoreksi, selvom han ikke selv erkendte det på det tidspunkt.

"Jeg var ikke så aggressiv mere, hverken når jeg drak eller ikke drak. Jeg var ikke så vred. Jeg blev fanget af det her. Der var et eller andet i mig, der sagde klik, på en rigtig fornuftig måde i starten. Derudover begyndte jeg at få komplimenter, en ting jeg aldrig nogensinde er vokset op med, og det gjorde noget ekstremt stærkt ved mig.”

De mange komplimenter som træningen førte med sig, endte med at blive en besættelse for ham. Det førte til at han tabte sig drastisk og blev mere og mere isoleret fra sit tidligere sociale liv. Træningen begyndte at fylde alt.

”Jeg står pludselig i et meget slim-fit jakkesæt til en nytårsaften, og lige pludselig var der ikke så mange komplimenter fra damerne mere. Og i mit hoved var det bare: Jamen så må jeg jo bare tabe mig endnu mere, for de kan jo ikke se det endnu”.

Hvad er ortoreksi egentligt?

Virkeligheden er dog en helt anden. For Asger har allerede på det her tidspunkt udviklet et sygeligt forhold til sundhed. Asger har Ortoreksi, han ved det bare ikke endnu. Men hvad kendetegner egentligt en spiseforstyrrelse og mere konkret ortoreksi? Cahtrine Wulff, psykolog og faglig leder i Forening for Spiseforstyrrelser og Selvskade, forklarer:

”Man får ofte en spiseforstyrrelse ind på livet, når man har brug for en eller anden form for livstyring. Ortoreksi beskrives som en spiseforstyrrelse, der særligt handler om mennesker, der bliver ængstelige over for at spise noget, der ikke er sundt. Og man skal i højere grad spise noget helt særligt mad på helt særlige tidspunkter og dyrke noget helt særlig motion for at stræbe mod den her sunde perfekte krop.”

Spiseforstyrrelser opstår altså ofte i forsøg på at få en styring over sit liv. Man kontrollerer sin spisning, fordi det giver en følelse af generel kontrol i livet. Sådan var det også for Asger. Allerede et år efter, han begyndte at træne, har han tabt sig 30 kilo. Asger begynder at opleve alvorlige konsekvenser af sin spiseforstyrrelse, herunder blackout episoder og en stadig mere ensom tilværelse.

”Jeg kan huske en episode på arbejdet, hvor jeg gik i panik, fordi jeg skulle arbejde over tid. Det var en dag i december, hvor det var mørkt, myldretid og iskoldt, og jeg tog min racercykel uden hjelm eller lys og kørte hjem. Jeg skulle bare nå min aftensmad til tiden. På vej gennem en rundkørsel, i mørket og på isglatte veje, rammer en bil mit bagdæk. Jeg kører bare videre, jeg skulle bare hjem. Jeg når det, får spist min brocoli og kylling og først der, kan jeg se, hvor vanvittig situationen havde været. Det hele handlede om min træning og min mad.”

Mødet med behandlingssystemet

På det her tidspunkt er Asger ikke bare underernæret, han er dybt fejlernæret, og han begynder at få blackouts. Han kan finde sig selv gående på kørebanen eller cyklende gennem en rundkørsel midt om vinteren.

Man får ofte en spiseforstyrrelse ind på livet, når man har brug for en eller anden form for livstyring.

Det er en kommentar fra to store gutter i træningscentret, som Asger ser op til, der får ham til at ændre kurs. En dag spørger de ham, om han ikke skulle til at spise noget? I det sekund ser Asger noget i sit spejlbillede, han aldrig har set før. Hvor han før så en stor og muskuløs fyr, ser han nu et lille blegt væsen. Det får langt om længe Asger til at gå til lægen, og her bliver han hurtigt henvist til gruppeterapi.

”Jeg sidder der mellem 8-12 kvinder med to kvindelige behandlere. Der ligger lyserøde brochurer på min stol med meditation for kvinder og billeder af små lyshårede piger, der ser sig selv som tykkere, end de er. Der står intet om dårlig sædkvalitet eller andre ting, jeg kan relatere til. Alt handler om, hvordan kvinder mister deres menstruation og ægløsning. Intet af det har noget med mig at gøre, og mit humør falder drastisk."

Det første møde med behandlingssystemet puster altså kun til Asgers følelse af, at han er alene med en sygdom, der ikke burde kunne ramme ham. For der er ikke nogen mænd, han kan spejle sig i, og materialet han bliver tilbudt er henvendt til kvinder. Cathrine Wulff mener også, at behandlingssystemet har været for målrettet mod kvinder:

”Jeg tror bestemt, behandlingssystemet har været målrettet kvinder, fordi det var dem, der henvendte sig. Men der er ingen tvivl om, at der er mange i behandlingssystemet, der ser en bevægelse hen imod, at der kommer flere mænd i behandling. Og at det er rart at sidde sammen med nogle, der oplever det samme som en selv.”

Støtten kom et uventet sted fra

Terapien hjalp altså ikke, og der kommer til at gå tre år i behandlingssystemet, før Asger bliver erklæret rask. Han finder dog nogen, han kan spejle sig i, og måske et lidt uventet sted fra. For som tidligere nævnt kæmpede Asgers far med et alkoholmisbrug op gennem Asgers barndom, men på det her tidspunkt, hvor Asger er i behandling, har han formået at lægge alkoholen på hylden. Pludselig står Asger selv et sted, hvor han kæmper med afhængighed, og pludselig er det som om, de to kan spejle sig i hinanden.

”Han gik fra at være en, jeg var periodisk sur på, fordi han aldrig var der, til at blive mit største forbillede, da jeg pludselig selv stod med en afhængighed. Jeg kunne pludselig forstå, hvad det var han havde været igennem, og han blev den her person, jeg kunne spejle mig i, snakke med, og han kunne fortælle om, hvad han havde gjort. Han gik fra at være den her lidt halvfremmede person til at være en rigtig god ven, en meget stor støtte og en person, jeg har ekstremt meget respekt for i dag.”

I dag arbejder Asger som selvstændig fra sin foodtruck på Refshaleøen i København. Han har skrevet en bog om sin tid med spiseforstyrrelsen og holder jævnligt foredrag om den. Sidst men ikke mindst er han blevet meget klogere på, hvem han selv er.