Georgia har skizofreni: "Da det var værst, var der over 200 stemmer"

Georgia Brask er tre år gammel, første gang hun mindes, at hun hører stemmer i hovedet. Hun er lige vågnet og kigger på et maleri overfor hendes seng og tænker: "Der er noget i mit hoved, der ikke er mine egne tanker."

Hun er født i 1994 i England. Familien flytter senere til Roskilde, hvor hun også bor i dag, og til at starte med, er der intet, der indikerer, at hun har en psykiatrisk diagnose.

"Jeg var intelligent for min alder. Jeg var sensitiv, men generelt bare glad. Jeg var helt almindelig. Men jeg hørte jo også stemmer dengang. Jeg vidste bare ikke, at alle mennesker ikke hørte stemmer."

Georgia Brask lider af skizofreni og forklarer det som at høre musik gennem høretelefoner fremfor højtalere. Fordi højtaleren er adskilt, men når Georgia Brask hører stemmer, føles det som om, de taler inde i hendes hoved.

Det fortæller hun om i podcasten 'Det, du ikke kan se', som Heartbeats har produceret for Sygeforsikringen "Danmark". En podcast, der nu kører på anden sæson, og som handler om de skjulte lidelser, som 100.000-vis af danskere går igennem livet med. Mange af dem er så syge, at det må karakteriseres som decideret invaliderende. Alligevel møder de ikke altid forståelse fra deres omverden.

Hvad er skizofreni?

Men hvad indebærer det at have skizofreni? Det kan Bjørn Ebdrup, der er overlæge og professor på Københavns Universitet, forklare.

"Typiske symptomer kan kategoriseres som det, man kalder 'positive' symptomer. Det er ikke 'positive' i en god forstand, men i den forstand, at det er tillæg til normal følelse og adfærd. Det kan være hallucinationer, hvor man for eksempel hører stemmer, eller vrangforestillinger, hvor man har en oplevelse eller en vished om, at nogen forfølger en eller vil en noget ondt. Så er der også 'negative' symptomer, som er sværere at få øje på, men som i virkeligheden er fravær af almindelige følelser og adfærd. I gamle dage brugte man udtrykket ungdomssløvsind. Man blev på teenageværelset, kom ikke ud og interagerede med andre. Endelig er der et helt domæne, hvor man taler om kognitive vanskeligheder. Problemer med at koncentrere sig, problemer med at få planlagt sin dagligdag, få planlagt uddannelse og få færdiggjort ting."

Skizofreni er altså en psykisk lidelse med en række forskellige positive, negative og kognitive symptomer. Fælles for symptomerne er dog, at de påvirker ens oplevelse af verden.

Men det var først i teenageårene, at stemmerne begyndte at blive onde og aggressive

Selvom Georgia har levet med sine stemmer siden hun var 3 år gammel, får hun først stillet sin diagnose i 2012. Der er flere grunde til dette. For det første ved Georgia slet ikke, at det ikke er normalt at høre stemmer, fordi hun aldrig har prøvet andet. Derudover oplever Georgia ikke sine stemmer som ubehagelige eller mistroiske. Tværtimod støtter de hende og bakker hende op. Det ændrer sig dog, da hun når teenageårene.

I starten var stemmerne søde, men så vendte det

Da Georgia begyndte i gymnasiet, var det en tid, hvor mange teenagere finder nye venskaber og udvikler deres identitet. Men for Georgia blev det en periode præget af øget isolation og utryghed. Mobningen, som mange oplever i skoleårene, ramte Georgia hårdt og blev en udløsende faktor for forværringen af hendes skizofreni. Stemmerne, som tidligere havde været søde og støttende, ændrede sig til at blive kritiske og fjendtlige. Og da hun kom i gymnasiet, kulminerer det.

"Faktisk nærmest fra dag et, da jeg startede i skole, blev jeg mobbet. Man kan ikke udløse skizofreni i en, der ikke er disponeret for det, men mine oplevelser med mobning, der var meget stressende, har måske fremskyndet min psykose en smule. Men det var først i teenageårene, at stemmerne begyndte at blive onde og aggressive. Det hele kulminerede, da jeg var 17 år gammel, lige i slutningen af 1.g og starten af 2.g i gymnasiet," fortæller Georgia Brask.

Hendes forældre havde lagt mærke til, at hun ikke opførte sig som hun plejede. Hun virkede mere tilbagetrukket og indelukket. I 2.g kom sammenbruddet. I stedet for at være stille og tilbagetrukken, begynder hun at blive paranoid og vred og opføre sig helt anderledes end hun plejer.

"Jeg kan huske, at min bror holdt fødselsdag, hvor jeg stak af hjemmefra. Og der var nogle episoder, hvor jeg tog alle mine ting og lagde dem ude i haven. Jeg kunne ikke forklare hvorfor. Jeg tror, at det var fordi, jeg havde så meget støj inde i mit hoved på grund af de her stemmer, at jeg ikke kunne overskue noget – hverken mennesker eller alle mine ting. Jeg ville bare have ro."

Men hvorfor skifter stemmerne pludselig karakter? Det kan Bjørn Ebdrup give svar på.

"Rent forskningsmæssigt ved man, at der er en stor genetisk og biologisk komponent. Tingene udvikler sig langsomt og gradvist over tid, og det tager tid at udvikle en forestilling om, at FBI er ude efter en. Det er altså meget at forlange, at en pige på 3-4 år kan verbalisere det, fordi hun ikke har noget begrebsapparat til det. Der sker formentlig også noget rent biologisk i teenageårene, som forskellige studier har vist. De ledningsbaner og områder af hjernen, som er involveret i de oplevelser, man har, kommer til at involvere frygtområder og nogle dybereliggende krybdyrsstrukturer, som gør, at ens oplevelser kan blive farvet i et mere fjendtligt skær."

Diagnosen blev en lettelse

Symptomerne bliver til sidst så mange, at Georgia Brask til sidst må tvangsindlægges. I starten vil hun ikke tage medicinen, for hun føler ikke, der er noget galt, men da hun til sidst overgiver sig og tager pillerne, ser hun pludselig det hele klarere. Hun får at vide, at hun har en psykose, men hun ved stadig ikke, at det er unormalt at høre stemmer.

"Da jeg først blev spurgt af min psykiater, 'Hører du stemmer?' så var jeg bare sådan, 'Ja, det gør jeg.' Og det går op for mig der, at 'Ah, okay, så de stemmer jeg altid har hørt, det er ikke noget, alle har.' Men ja, på det tidspunkt var de også meget onde og aggressive, og da det var værst, havde jeg over 200 stemmer i hovedet. Det var uudholdeligt."

Ah, okay, så de stemmer jeg altid har hørt, det er ikke noget, alle har.

Pillerne hjælper dog, og da hun får stillet diagnosen, er det som om, at brikkerne falder på plads.

"Det kom nærmest som en lettelse for mig. Fordi nu havde jeg endelig en forklaring på stemmerne, blandt andet, men også hvorfor jeg havde kæmpet socialt.”

Det var dog svært at vende tilbage til hverdagen efter indlæggelsen. Hun startede på VUC, men måtte droppe ud, fordi det var for hårdt. Alt imens kunne hun se sine veninder feste, studere og leve deres ungdomsliv.

"Alle mine veninder var i gang med studier, og de havde kærester og jobs, og de levede et helt almindeligt liv. Jeg følte i lang tid, at jeg var meget bagud med alt. Det var ensomt i starten, fordi jeg følte, at jeg også skulle nå alt det."

Alt ændrede sig, da jeg turde åbne op omkring min diagnose

I lang tid kæmpede Georgia Brask med at forklare, hvorfor hun ikke kunne gennemføre uddannelser eller holde på et job. Skizofreni gav hende kognitive udfordringer, der gjorde det svært at navigere i hverdagen. Samtidig var der et enormt stigma forbundet med lidelsen, hvilket gjorde hende og hendes familie tilbageholdende med at dele hendes diagnose. De forklarede hendes fravær fra gymnasiet som problemer med stress, men blandt nære veninder, som havde set hendes nedtur tæt på, var hun mere åben. Heldigvis modtog de hendes åbenhed med støtte og forståelse, hvilket gav hende modet til at åbne op overfor flere.

"Jeg blev positivt overrasket over, at ingen tog afstand fra mig, som jeg havde frygtet. Tværtimod kom vi tættere på hinanden, da jeg fortalte, hvad der var sket," siger Georgia Brask.

Efter et tilbagefald i 2015 besluttede hun og hendes familie, at det var tid til at være helt ærlige omkring hendes skizofreni.

"Det ville være en lettelse for os at være åbne om det, da det ikke var noget, der ville gå væk," forklarer hun.

Denne nyfundne åbenhed blev et vendepunkt i Georgia Brasks liv. Som en del af sin bedring genfandt hun sin skaberkraft og begyndte at dyrke sin kreativitet. Hun startede med keramik sammen med sin farfar og begyndte at skrive om sig selv og sin sygdom. I 2016 lancerede hun bloggen "Georgias verden", hvor hun delte sin historie.

"Jeg var så nervøs, da jeg skulle trykke udgiv, men jeg blev virkelig positivt overrasket over, hvor godt folk tog imod det. Jeg tænkte, at jeg kunne have været åben meget før," fortæller Georgia Brask.

Bloggen blev et frirum for Georgia og gav hende en stemme til at fortælle om de op- og nedture, hun oplever i livet som skizofreni-ramt. Den har også givet hende en plads i verden, hvor hun kan spejle sig i andres oplevelser og hjælpe dem med at forstå deres egne eller deres nærmestes kampe med psykisk sygdom.

"Der er så mange, der har skrevet til mig og sagt tak, fordi jeg har skrevet om det. Nu forstår de deres egen eller deres søns sygdom meget bedre," siger Georgia.

Åbenheden omkring hendes diagnose har også ført til flere kreative projekter. Georgia har skrevet og illustreret to bøger, og en tredje er på vej. Hun har fundet en ny vej i livet, som hun måske aldrig havde opdaget, hvis ikke det var for hendes sygdom.

"Hvis jeg var gået den traditionelle vej gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, var jeg måske ikke vendt tilbage til det kreative."

Selvom rejsen har været lang og fyldt med udfordringer, har Georgia nu fundet en balance. Hun tager sin medicin, får hjælp af psykiatrien og har et stærkt netværk.

"Jeg har stadig stemmerne, men nu hvor jeg tager medicin dagligt og har været i behandling siden 2011, er de mere neutrale. Jeg bruger dem som et alarmsystem nu og ved, at hvis stemmerne bliver slemme igen, skal jeg tage den med ro og undgå stress," afslutter Georgia.