Gå til hovedindhold
kontakt

5 ting, du skal vide om osteopati

Osteopati lyder måske alternativt, men det er faktisk en autoriseret uddannelse og behandlingsform. Her kan du blive klogere på, hvad en osteopat kan hjælpe dig med.

1.  Ondt i kroppen? 

Den osteopatiske klient er typisk præget af smerter eller funktionsnedsættelse, der hæmmer eller besværliggør hverdagen og fysisk aktivitet, f.eks. smerter i ryggen, nakken, bækkenet, hovedet eller ekstremiteterne.

2. Helhedsorienteret

Den osteopatiske tilgang er personcentreret og tager udgangspunkt i hele mennesket og ikke blot det problematiske område.

3. Osteopatisk behandling

Osteopater anvender manuelle teknikker der bl.a. består af manipulation og mobilisering af muskler, led og bindevæv. Dertil kan strategier for smertehåndtering, livsstilsvejledning, planlægning af aktivitetstiltag og træning m.m. indgå i behandlingen. 

4. Alle aldre

En osteopat undersøger og behandler skader og gener i hele kroppen – hvad enten du lige er kommet til verden eller har mange år på bagen.

5. God tid til klienterne

En konsultation hos en osteopat tager typisk mellem 30 og 60 min, hvilket er med til at skabe rammerne for en behandlingssession, hvor der er god tid til klienten. Netop tiden til en grundig undersøgelse, klinisk refleksion, behandling og en dybdegående dialog er med til at skabe forudsætningerne for et godt resultat.

Snak med din læge

Er du i tvivl om, hvilken behandling du skal vælge, er det en god ide at snakke med din praktiserende læge.

  

Få mere hjælp

Sygeforsikringen "danmark" giver tilskud til osteopati, hvis du er medlem af en tilskudsberettiget gruppe. Det kan du læse mere om her.

Savner du information om, hvor du finder en osteopat? Så kan vi hjælpe.

 

Hvilken baggrund har en osteopat?

Mange osteopater har en uddannelse som fysioterapeut, inden de videreuddanner sig til osteopat.
Titlen “osteopat” er beskyttet og må kun bruges af de osteopater, der har fået udstedt deres autorisation af Styrelsen for Patientsikkerhed.