Gå til hovedindhold
kontakt
30. oktober 2023

4 tegn på, at du bør besøge en fysioterapeut

Døjer du med smerter i muskler og led? Så kan en fysioterapeut måske hjælpe. Her får du fire typiske tegn på, at din krop har godt af et besøg hos en fysioterapeut.

Du har kun én krop, og den skal du passe på. Men det kan være svært at regne ud, hvornår du skal søge professionel hjælp til dine smerter – og hos hvem. Her har vi samlet fire typiske tegn på, at din krop har gavn af et besøg hos en fysioterapeut.

1. Noget føles forkert

Kroppen har 639 muskler, 206 knogler og forskellige typer led, så det er ikke altid let at vide, hvad der er galt. En fysioterapeut ved, hvordan din krop fungerer og kan derfor hjælpe med årsagen til dine smerter – og en løsning.

2. Smerter i nakke og hovedet

Ved smerter i nakken og spændingshovedpine kan en fysioterapeut hjælpe med holdningskorrigering og afspændingsøvelser.

3. Dine led råber om hjælp

Mere end 700.000 danskere er ramt af en gigtsygdom. En fysioterapeut kan hjælpe med øvelser, der styrker og støtter kroppen og tager hensyn til dine smerter.

4. Det kan ikke løbes væk

Faktisk bliver det værre, jo mere du prøver! Overbelastning opstår, når kroppen ikke er klar til den belastning, de udsættes for. En fysioterapeut kan finde det rette træningsniveau og -øvelser, så din krop gradvist igen opnår den rette styrke.

Kilde: Fysioterapeut Henrik Jan Hove

Tal med din læge

Er du i tvivl om, hvilken behandling du skal vælge, er det en god ide at snakke med din praktiserende læge.

Få mere hjælp

Er du medlem af Sygeforsikringen "danmark" i en tilskudsberettiget gruppe, kan du få tilskud til fysioterapeut – også uden en henvisning fra lægen.
Tjek dine tilskudsmuligheder og læs mere om betingelser for at få tilskud.

Savner du information om, hvor du finder en fysioterapeut? Så kan vi hjælpe