Kristina Young har borderline: “Det piller ret meget ved selvbilledet”

En vild rutsjebanetur. Det er sådan, 29-årige Kristina Young beskriver sin personlighedsforstyrrelse borderline. Der er milde perioder, hvor hun har det rigtig godt, men pludselig kan følelserne og humøret eksplodere.

“Jeg tror, de fleste af mine pårørende vil sige, at jeg er ret normal nu,” siger hun.

I dag lever Kristina Young altså på mange måder et helt normalt liv. Hun arbejder som optiker, bor sammen med sin datter, men vejen dertil har været lang for den unge kvinde. Hendes personlighedsforstyrrelse var på et tidspunkt ved at koste hende livet.

Det fortæller hun om i podcasten ’Det, du ikke kan se’, som Heartbeats har produceret. En podcast, der nu kører på anden sæson, og som handler om de skjulte lidelser, som 100.000-vis af danskere går igennem livet med.

Voldsomme følelser

Vi kender vist alle sammen følelsen af, at et skænderi løber helt af sporet. At man pludselig står der på hver sin ø og taler til hinanden uden at lytte eller prøve at forstå.

Jeg reagerer ikke så godt på konflikter og kan blive meget vred og meget ked af det.

Alting bliver pludselig meget polariseret. Nuancerne forsvinder, og i de minutter skænderiet står på, er verden malet i sort og hvid.

Men for Kristina Young har de stærke følelser og den sort og hvide tænkning været en ledsager, som har formet hendes syn på tilværelsen.

“Min borderline-diagnose kommer til udtryk hos mig ved, at jeg har et ret ustabilt humør, så det kan være ret udmattende at leve med. Jeg reagerer ikke så godt på konflikter og kan blive meget vred og meget ked af det,” forklarer Kristina Young.

De voldsomme følelser og det skiftende humør er en del af hendes borderline-diagnose. De værste triggere for hende er, når hun mærker en følelse af frygt eller af at blive forladt. Det kan få hende til at holde øje med små tegn i hverdagen, tegn, der i virkeligheden ikke betyder noget som helst, men som hun kommer til at tillægge en værdi.

“Det kan være, at min veninde ikke svarer i et par timer, fordi hun måske har travlt. Men det opfatter jeg på en helt anden måde, og så reagerer jeg ret voldsomt på det,” siger Kristina Young.

Og selvom der er mange af borderline-symptomerne, som hun kan tjekke af, så er der også mange ting, der ikke passer på hende. Hun er for eksempel ikke selvskadende. Derfor synes hun også, at borderline-diagnosen kan være en kompliceret størrelse. Og det forstår professor i klinisk psykologi i psykiatrien i Region Sjælland, Bo Bach, godt.

“Borderline er en personlighedsforstyrrelse, som ikke er så let at sætte i en kasse. Der er ni kriterier, som vi opererer med,” siger Bo Bach, der også er seniorforsker i Psykiatrisk Forskningsenhed, hvor han blandt andet forsker i personlighedsforstyrrelser, heriblandt borderline.

Forskeren forklarer, at man kun skal have fem af de ni kriterier opfyldt for at have personlighedsforstyrrelsen. Kriterierne er, som Kristina Young også oplever det, meget forskellige. Faktisk er der hele 256 sammensætninger af symptomerne, og det betyder, at diagnosen i praksis kan se ud på rigtig mange forskellige måder.

Som udgangspunkt er der et mønster af ikke at føle sig valideret i forhold til de følelsesmæssige behov man har.

Selvom personlighedsforstyrrelsen har mange ansigter, er det ikke alle og enhver, der kan udvikle borderline.

“Der er altid nogen, der har en medfødt disposition, en sårbarhed. Det kan være et nervesystem eller temperament, der er mere sensitivt over den modgang, man møder i livet. Som udgangspunkt er der et mønster af ikke at føle sig valideret i forhold til de følelsesmæssige behov man har,” siger Bo Bach og forklarer, at der også kan have været nogle helt konkrete belastende hændelser og svigt fra ens liv, der kan have spillet en afgørende rolle.

Det kan eksempelvis være, hvis man er vokset op i et ustabilt miljø, hvor de voksne er utilregnelige eller fraværende, og hvor man hele tiden ”overlever” ved at tilpasse sig og ved hele tiden at forvente det værste. Til sidst kan den mekanisme blive til et livsmønster, der præger ens personlighed.

Det stille barn

Borderline er altså et tveægget sværd. Både arv og miljø spiller ind, og hvis man dykker ned i Kristina Youngs historie, er der en række hændelser, der formentlig har skubbet til den sensitivitet, som hun nok har haft med sig hele livet.

Jeg har desværre været udsat for rigtig meget mobning, og jeg har haft en følelse af hele tiden at være udenfor, at være anderledes, og at folk ikke kunne lide mig.

Hun voksede op i Randers med sin mor, der er dansk. Hendes biologiske far er engelsk, og han forlod familien ret tidligt, og Kristina Young har ikke haft et forhold til ham siden. Moren skulle arbejde meget for at forsørge sine børn, som hun altså var alene med.

“Jeg har været det stille barn, der har siddet på sidelinjen og passet sig selv. Det har nok resulteret i, at jeg har haft nogle følelser, som jeg ikke har kunnet give udtryk for, og som der ikke har været plads til. Jeg har desværre været udsat for rigtig meget mobning, og jeg har haft en følelse af hele tiden at være udenfor, at være anderledes, og at folk ikke kunne lide mig,” siger Kristina Young.

Da hun skulle starte i 7. klasse, måtte hun skifte skole, fordi mobningen var blevet så slem. Men det, der skulle være en frisk start, endte med ikke at være så nemt. For hun trådte ind i en klasse, der havde kendt hinanden i mange år, og hun havde svært ved at finde sin plads i gruppen.

“Jeg skulle til at konfirmeres og havde faktisk ikke lyst til hverken at blive konfirmeret eller at tage til blå mandag. Jeg havde ikke lyst til at tage i skole, jeg var træt og sov meget. Jeg havde ikke lyst til at lave noget som helst, interesserede mig ikke for noget, og desværre kæmpede jeg også med nogle ret voldsomme selvmordstanker,” husker Kristina Young.

Men dengang talte hun ikke højt om, at hun havde det dårligt psykisk. Faktisk følte hun, at hun var den eneste i verden, der sad med den slags tanker og følelser. Hun følte sig enormt ensom, men på et tidspunkt blev det alligevel tydeligt for hendes mor, at der var noget helt galt.

Depressioner

Med morens hjælp blev Kristina Young henvist til Center for Selvmordsforebyggelse og havde nogle samtaler med en psykolog. I forløbet viste det sig, at hun havde en depression. Med god hjælp kom hun op til overfladen igen og kunne se frem til at starte på efterskole.

Efterskolen blev et åndehul for den unge pige. Her kunne hun nemlig starte forfra og være den person, hun havde lyst til at være. Det resulterede i to gode år med en masse nye venskaber. Tilbage i Randers startede hun i gymnasiet og meldte sig ind DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvor hun mødte endnu flere venner.

Da vi kørte fra lægen og hen til apoteket for at hente pillerne, græd jeg bare.

Sammen dyrkede de deres politiske interesse, og sommetider tog de også på weekendophold, hvor der var oplæg og fest. Da hun var 17 år, skulle hun på endnu en DSU-weekendtur, og som sædvanligt glædede hun sig. Men til festen om aftenen blev hun ramt af en skræmmende følelse.

“Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvor jeg skulle gå hen, følte mig ikke tilpas med nogen, og pludselig fik jeg en stærk følelse af, at jeg skulle hjem hurtigt, for ellers ville der ske noget rigtig, rigtig grimt,” siger Kristina Young, der med det samme ringede til sin mor.

De voksne, der var med til at afholde arrangementet, fik hjulpet den unge pige til stationen, selvom klokken var to om natten. Da hun kom hjem, sov hun næsten tre dage i streg. Hendes mor var selvsagt bekymret og tog hende med til lægen.

Mange af de samme symptomer, som Kristina Young tidligere havde slåsset med, var igen boblet op til overfladen. Hun følte sig deprimeret og havde en manglende lyst til at leve. Lægen gav en henvisning til en psykolog og en recept på antidepressiv medicin.

“Det var et kæmpestort nederlag for mig. Da vi kørte fra lægen og hen til apoteket for at hente pillerne, græd jeg bare. At jeg skulle tage en pille hver morgen for at kunne føle mig lykkelig, for at jeg kunne blive ved med at leve… jeg følte mig som en fiasko,” husker Kristina Young.

Selvmordsforsøg

Selvmordstankerne forblev heldigvis ved tanker. I hvert fald lige indtil en mørk januardag, hvor der var et voldsomt skænderi i hendes familie. Det fik Kristina Young til at handle impulsivt. Hun gik ud på badeværelset fandt en beholder med omkring 40 hovedpinepiller i, som hun havde samlet sammen uden om sin mors vidende.

“Min lyst til at gøre det var så stor. Jeg var rigtig dårlig til at sluge piller, så jeg startede med at tage en ad gangen. Men jeg kunne hurtigt se, at det ville tage for lang, så jeg tog flere og flere. Så det endte med, at jeg tog ti i én mundfuld uden problemer. Og så gik jeg i seng,” fortæller Kristina Young.

Seks timer senere vågnede hun med dobbeltsyn, kvalme og ondt i maven. Hun blev bange. Effekten af pillerne havde sat ind, og hvad, der nu skulle ske, var ude af hendes hænder.

Hendes familie fik hende skadestuen, og her var meldingen desværre ret nedslående. Pillerne var blevet optaget i kroppen, og der var ikke andet at gøre end at vente og se, hvordan leveren ville klare det. Efter en uges indlæggelse viste det sig imidlertid, at leveren havde det fint. Fysisk var Kristina Young rask, men episoden havde slået skår i familielivet.

“Det var svært for mig at erkende, at jeg havde såret min familie på den måde. Og for dem var det svært at kunne stole på mig igen. Det var mit første og eneste selvmordsforsøg. Jeg nåede så langt ud, hvor jeg fik set, hvor svært det faktisk er at tage livet af sig selv, og jeg fik også set, hvor meget det påvirkede mine pårørende. Efter det har jeg ikke kunnet gøre det igen. Heller ikke selvom tankerne har været der,” siger Kristina Young.

I tiden efter indlæggelsen fortsatte hun med at tage sin antidepressive medicin. Det forhindrede desværre bare ikke, at hun fik en depression igen, da hun var 19 år.

“Da jeg fik den nye depression, sagde min læge, at vi var nødt til at finde ud af, hvorfor jeg fik de depressioner. Hun havde kendt mig hele livet, så i stedet for at udskrive endnu en recept på antidepressiv medicin og en henvisning til en psykolog, sendte hun mig til lokalpsykiatrien,” fortæller Kristina Young.

Udredning

Et forløb med psykologsamtaler med henblik på en udredning for en personlighedsforstyrrelse gik i gang, og Kristina Young fik at vide, at hun ville blive ringet op, når psykologen, sundhedsplejersken og psykiateren havde konfereret. Men i mellemtiden klikkede hun ind på Netdoktor. Hverken skizofreni, maniodepressivitet eller flere af de andre diagnoser, som hun scrollede igennem, kunne hun relatere til.

“Men da jeg kom til borderline-diagnosen, gik det op for mig, at det var den, de havde tænkt sig at give mig. Det stod helt tydeligt, for jeg kunne genkende rigtig mange af symptomerne. Den usikre identitet, de voldsomme følelser og min kæmpe frygt for at være alene,” siger hun.

Pludselig var der en masse, der gav mening. Og da de ringede fra Psykiatrien, kunne de melde om, at Kristina Young havde, hvad de kaldte en ‘emotionel ustabil personlighedsstruktur’, som er en borderlinetype, og så tilbød de hende at starte i gruppeterapi.

“Det var utroligt befriende, for det er så ulideligt at være i en ond cirkel, hvor man bare får depression efter depression uden at vide, hvad man kan gøre for at undgå det,” siger Kristina Young.

Men selvom det var befriende at få en forklaring, var det også svært. For hvilke fordomme ville der melde sig hos folk? Og hvordan skulle hun leve sit liv videre?

“Det piller ret meget ved selvbilledet. Personlighedsforstyrrelsen er noget, man skal lære at acceptere ved sig selv,” siger Kristina Young og forklarer, at hun nok ikke rigtig var klar til det selvransagende arbejde, da hun fik meldingen som 19-årig.

Det piller ret meget ved selvbilledet. Personlighedsforstyrrelsen er noget, man skal lære at acceptere ved sig selv.

Teenageårene er i forvejen fuld af store og forvirrende følelser. Det er nogle år, hvor man helst ikke vil skille sig for meget ud fra flokken. Desværre er det bare ofte i de sårbare teenageår, at borderline begynder at vise sit ansigt.

Lyn-eventyr i stedet for behandling

I stedet for at gå i intensiv behandling valgte den dengang 19-årige Kristina Young at opsøge et eventyr. Hun havde brug for at tænke på noget andet end sin nyfundne personlighedsforstyrrelse, så hun flyttede til København for at forfølge sin drøm om at blive modeblogger.

For at få økonomien til at køre rundt, fik hun sig et job som au pair. Hun får et lille værelse hos en familie, hvor hun skal gøre rent og passe deres børn.

“Der begyndte det at gå galt,” fortæller Kristina Young.

Hun havde det ikke godt hos familien, så hun sagde op og blev tjener i stedet for. Det job mistede hun også hurtigt, så der stod hun midt i København og gik i panik. Pludselig havde hun hverken et arbejde eller en adresse. Tre måneder efter hun var flyttet fra Randers, var planen faldet fra hinanden.

“Jeg blev indlagt på Psykiatrisk Afdeling på Bispebjeg Hospital og var der i to ugers tid. Bagefter flyttede jeg hjem til min storesøster i København, men jeg kunne godt se, at det var uholdbart, så det endte med, at jeg flyttede hjem til Randers for at starte min behandling,” siger Kristina Young.

“Selvom det var et hurtigt eventyr, der var overstået på et halvt år, tror jeg, at det var noget, jeg havde brug for at gøre. Og jeg fandt ud af, at København bare ikke er noget for mig.”

Det var således en afklaret ung kvinde, der vendte hjem til Randers, og hun startede i et gruppeforløb med et åbent sind. Forløbet stod både på motion, psykoedukation om mentalt helbred og forskellige diagnoser og psykoterapi

“Det fungerede egentlig ret godt, for det skabte et sammenhold, som gjorde det trygt at være i. Og derfor havde jeg heller ikke følelsen af, at jeg ikke hørte til, eller at jeg var udenfor. Jeg synes, det fungerede rigtig godt, at terapien ikke kun var for folk med borderline. Vi havde alle sammen forskellige personlighedsforstyrrelser,” siger Kristina Young og forklarer, at det hjalp hende at møde sine modsætninger.

Det, som hun selv kunne have svært ved, havde nogle af de andre nemt ved, og det gav en styrke og en tro på, at hun også godt selv kunne rykke sig. Der var flere måder at leve livet på.

Det nye liv

I dag er det 11 år siden, at Kristina Young blev færdig med sit terapiforløb. Der har været op- og nedture, men diagnosen viser efterhånden sjældent sit ansigt. Når den alligevel gør, ved hun, hvordan hun skal håndtere det. Men borderline vil for altid være en del af hendes historie.

“I hverdagen skal jeg passe på ikke at få for meget stress. For hvis jeg bliver for presset, har jeg ikke tid til at reflektere over, hvordan jeg har det, og så går det galt. Det vigtigste for mig er, at jeg har tid til at mærke efter, så jeg kan tage en pause, hvis jeg har brug for det,” siger Kristina Young og forklarer, at hun har en aftale med sin kæreste om, at det er okay, hvis hun ikke får brugt sin fridag på at få tømt opvaskeren og ryddet hjemmet op.

“Jeg har egentlig accepteret, at jeg nok ikke bliver helt rask. Jeg har perioder, hvor jeg har det dårligt, og jeg har også haft nogle sygemeldinger i løbet af min uddannelse og min nuværende stilling. Men jeg er nået til et punkt, hvor jeg er meget ærlig om, hvem jeg er, og hvad jeg har gået igennem. Det er vigtigt, at dem omkring mig kender mig. Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mindre usikkert bliver mit selvbillede. Jeg bliver mere klar over, hvem jeg er som person, og dermed bliver jeg også mere rolig.”

Hvis du eller nogen du kender går rundt med tanker om selvmord, så husk, at der er hjælp at hente. Kontakt Livsliniens telefonrådgivning på 70 20 12 01.