Talblindhed er et overset problem

Når man har svært ved tal, kan det give problemer i hverdagen. Det kan være vanskeligt at skulle med et tog, når man ikke kan læse tidstabeller, finde frem til den rigtige perron og sit pladsnummer i toget. Det kan være en udfordring at gå i butikker, når man ikke kan kende forskel på 100 kroner og 1000 kroner.

Mange talblinde har oplevet, at de ikke fik den forståelse og hjælp, som de havde behov for. I skolen blev de ofte betragtet som værende dumme, til trods for at de ellers klarede sig godt i andre skolefag end lige matematik.

At have vanskeligt ved matematik er kategoriseret som diagnose i WHO's katalog over alle officielle diagnoser. Her kaldes det ”Specifik regnevanskelighed (dyskalkuli)”. Dyskalkuli beskrives her som personer, der har: ”… tilbagestående regnefærdigheder, som ikke skyldes mental retardering eller mangelfuld skolegang. Regnevanskeligheder omfatter manglende evne til at beherske basale regnefærdigheder…”.

For diffus definition af talblindhed

Bent Lindhardt er lektor i matematik og en del af et projekt nedsat af Undervisningsministeriet, der blandt andet skal udvikle en ny test til brug for diagnosticering af talblindhed. Talblindhed eller dyscalculia, som det omtales internationalt, er et relativt nyt forskningsområde.

- Forskere og praktikere arbejder ud fra mange forskellige definitioner og kriterier, som gør det vanskeligt at overskue. Det betyder derfor også, at der er uenighed om, hvor mange der reelt set lider af talblindhed. Mange forskere estimerer det til at være omkring fem til seks procent af befolkningen, men vi mener, at det er alt for mange. Vi tror, at de også medregner dem, der generelt har indlæringsproblemer, samt elever der er stået af i undervisningen eller på anden måde vægrer sig ved faget. Diagnosen bør kun omfatte personer, der alene har talproblemer, men som ellers klarer sig godt i andre fag. Vi tror derfor, at det snarere drejer sig om en til to procent, der er deciderede talblinde, siger Bent Lindhardt.

Ikke det samme som matematikvanskeligheder

Når man ser på Pisa-test i skolen gennem de senere år eller andre større test, kan man konstatere, at der er en gruppe på omkring 15-17 procent af eleverne, der er lavt præsterende i matematik – for lavt i forhold til, hvad uddannelsessystemet synes burde være hensigtsmæssigt for at klare sig i livet og i forhold til videreuddannelse. Ifølge Bent Lindhardt forveksler mange mennesker talblindhed med matematikvanskeligheder. Man behøver ikke at være talblind, fordi man har matematikvanskeligheder. Nogle elever præsterer nemlig bedre ved at få ændret de ydre rammer og for eksempel skifte lærer eller komme i et mere roligt læringsmiljø, og så er de ikke talblinde.

Det er vigtigt, at man som forældre anerkender sit barns vanskeligheder med tal og fremhæver, hvor godt det klarer sig i andre sammenhænge.

Når der ses bort fra dem, der vil lære bedre af at skifte ramme, er der to grupper, som har iboende vanskeligheder, det vil sige funktionsnedsættelser, som gør det vanskeligt at tilegne sig stoffet. Den ene gruppe er de langsomt lærende, det vil sige, at de også har svært ved andre fag, fordi de har indlæringsvanskeligheder i forskellig grad. De bruger lang tid på at lære og skal have mange gentagelser. Den anden gruppe – og det er her talblindhed kommer ind i billedet – har specielle komplikationer med talgenkendelse, talfremkaldelse og talberegning, som adskiller sig fra deres præstationer i andre fag.

Kompliceret at forske i

Man ved endnu ikke, hvorfor nogle mennesker er talblinde. Samtidig er det et kompliceret område at forske i.

- Forskere har fundet frem til, at man kan være talblind og have problemer med sin arbejdshukommelse. Er man så talblind, fordi man har en dårligt fungerende arbejdshukommelse, eller indvirker talblindhed på arbejdshukommelsen? Det er ikke helt tydeligt. Man kan også have flere diagnoser samtidig, og det kan forstyrre billedet. Man ved for eksempel, at en høj procentdel af dem, der har diagnosen ADHD, også har træk af talblindhed. Men man ved ikke, om talblindhed er en følgevirkevirkning af ADHD, siger Bent Lindhardt.

Forskellig hjerneaktivitet

Statistisk set er der en sammenhæng mellem det at være ordblind og talblind. Er man ordblind, har man ofte også vanskeligheder med tal og regning. Det gælder for 20-50 procent af de ordblinde. Hvis man har svært ved at læse, kan det være svært at tilegne sig matematisk viden, når der er forklaringer, tekstopgaver osv.

Neurologisk set er ordblindhed og talblindhed to forskellige ting.

- Neurologer har fået bedre måleinstrumenter end tidligere og kan derfor foretage mere præcise målinger og skanninger af hjernen. Den aktivitet, som vi kan aflæse i hjernen ved at skanne den, når man tænker på tal, findes et andet sted, end der hvor man operer med ord. Vi har et lille område i hjernen, kaldet IPS (Inter Parietale Sulcus), hvor man kan spore øget aktivitet, når man kan genkende tal og forholde sig til antal. Det omtales også som talcentret. Hvis man forstyrrer dette område med et magnetfelt, har man kunnet konstatere, at det påvirker vores evne til at forstå tal, siger Bent Lindhardt.

Sådan stilles diagnosen

Ifølge Bent Lindhardt har de en til to procent af befolkningen, som han vil anse for talblinde, ofte visse fællestræk. De har typisk problemer med tidsfornemmelse. Hvis man eksempelvis beder talblinde om at komme til et møde om 10 minutter, kan de blive desperate, for de har ingen fornemmelse af tid. Det kan betyde, at talblinde ofte kommer meget for sent eller flere timer for tidligt. Talblinde er desuden ofte længe om at lære klokken at kende.

- Talblinde har svært ved at aflæse uret. I forhold til intellektuel formåen i øvrigt, vil man som regel undre sig over, at de ikke kan klokken, hvis man ikke ved, at de er talblinde, siger Bent Lindhardt.

Herudover er et typisk symptom, at man som talblind tit har problemer med at finde ud af, hvad der er højre og venstre. Man har derfor også problemer med at orientere sig og finde rundt. Endelig har man svært ved at huske tal som for eksempel sit personnummer eller pinkode.

- Man blander ofte tal sammen, og det kan give problemer i hverdagen med at handle og huske, hvad ting koster. Man tager for eksempel 1000 kr. med for at købe sig en is. For at kunne begå sig med penge, opfinder mange talblinde deres egne systemer, hvor de oversætter tallene. De oversætter for eksempel tallene til figurer – 9 er for eksempel en liggestol. Eller de laver farvekoder for hvert ciffer for at klare sig, siger Bent Lindhardt.

Nogle har alle de nævnte symptomer, og andre har næsten alle. Man har endnu ikke vedtaget, hvor mange af symptomerne, der skal til, for at man er talblind. Det er forskerne ved at finde ud af.

Talblinde er ikke dumme

Ifølge Bent Lindhardt er det vigtigt at understrege, at talblinde ikke er dumme, til trods for, at de selv tror det.  Det er omgivelserne, der har givet dem indtryk af, at de er dumme, når de ikke kan finde ud af selv de mest simple regnestykker.

- Der er formodentlig tale om en neurologisk funktionsnedsættelse, hvor noget i hjernen blokerer for evnen til at genkende og huske tal. Og her er der ingen forskel på de to køn. Talblindhed er måske arveligt. Det er der flere forskningsresultater der tyder på, siger Bent Lindhardt.

Nogle forskere mener, at det er noget, vi er født med, og at det måske hænger sammen med en nedsat evne til at se antal og opfatte mængder.

De fleste af os har en medfødt evne til at se antal. Når vi ser tre-fire elementer samlet, behøver vi ikke tælle hver enkelt, men vi kan se, hvor mange der er. Denne evne kaldes subitizing.

Vi er også født med en evne til at kunne estimere en mængde – vi kan for eksempel fornemme, at der er flere i en mængde end i en anden.

- Man ved, at babyer kan se forskel på størrelsesforhold. Denne evne kan af en eller anden grund være nedsat hos talblinde, siger Bent Lindhardt og understreger, at det kun er en teori, som endnu ikke er bevist, for noget tyder nemlig også på, at talblindhed kan hænge sammen med, at tallene glider ind i hinanden, ligesom farver gør hos farveblinde, der har svært ved at se farvenuancer.

Sådan opdages det

Talblindhed opdages typisk af lærere og forældre, når man er barn. Tidligere havde skolelærere en opfattelse af, at talblindhed ikke fandtes, så mange har lidt igennem deres skolegang med mangel på anerkendelse. Flere af de voksne talblinde opfandt selv i deres barndom begrebet talblindhed, uden at vide at det eksisterer, for at forstå deres egne svage præstationer

Bent Lindhardt mener, at det både er en fordel og en ulempe, at vi i dag har diagnosen talblindhed.

- Når vi stiller diagnoser, skal vi være meget sikre i vores sag, fordi det giver eleven en etiket. Vi ved fra forskningen i ordblindhed, at nogle af eleverne giver op og ikke gør sig umage for at lære at læse, når de får diagnosen. Det kan blive en passiv identitet og en sovepude at få en diagnose. Hvis det skal give mening at stille en diagnose ved talblindhed, så skal det være, mens man stadig kan gøre noget ved det. I arbejdsgruppen nedsat af Undervisningsministeriet har vi derfor valgt at anbefale, at man har opmærksomhed på talblindhed i de små klasser, men at man først stiller en egentlig diagnose i fjerde klasse, siger Bent Lindhardt.

Test og hjælpemidler

Der findes mange forskellige test, men ikke én samlet anerkendt test i Danmark. Der er gjort forsøg rundt omkring, hvor man selv har lavet test, eller hvor man har oversat test fra udlandet. En type af disse test kan bruges på tværs af uddannelse og lægger vægt på at undersøge den neurologiske årsagsforklaring. Nogle test går på at opfatte, hvilken mængde der er størst af to mængder, andre på hvor hurtig man er til at opfatte mængder på tre eller fire. Og atter andre går ud på at undersøge forskellige slags regnefærdigheder.

- Ingen ved, hvordan man bedst tester talblindhed i Danmark. Derfor vil Undervisningsministeriet nu have, at vi laver en test inden for tre år. I arbejdsgruppen tror vi dog ikke, at én test kan gøre det, men at vi nok skal kombinere forskellige test. Det er blandt andet det, vi undersøger. Det er også vigtigt, at der ikke kun er en elektronisk standardtest, men også en samtaletest, som følger op på præstationerne for at konstatere det rimelige i at bruge diagnosen talblind på den, der testes, siger Bent Lindhardt.

- Når vi har fundet frem til en god måde at diagnosticere på, er næste skridt at finde frem til hjælpemidler og at angive veje at gå i undervisningen, der kan hjælpe de talblinde. Vi ved endnu ikke, hvad der virker for talblinde. Det giver eksempelvis ikke mening bare at træne og gentage – der skal andre ting til, siger Bent Lindhardt.

Hvad kan man selv gøre?

Ifølge Bent Lindhardt er det vigtigt, at man som forældre anerkender sit barns vanskeligheder med tal.

- Man skal huske på, at talblinde er født med et handicap, så støt dem ved at bemærke over for dem, hvor godt de klarer sig i andre fag end matematik. De talblinde har forståelseskraften, men ikke færdighedskraften – så når de skal lægge tal sammen, så kan man med ord forklare, hvad sker uden at skrive tal ned. Lad dem tælle sig frem, når de skal lægge sammen eller giv dem en lommeregner som hjælpemiddel, siger Bent Lindhardt.