Pårørende til en psykisk syg? Sådan er du den største støtte

Psykisk sygdom er Danmarks største folkesygdom. Det viser tal fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, foretaget af Bedre Psykiatri, og tallet peger på, at flere danskere lider af psykisk sygdom end kræft, hjertesygdomme og diabetes.

Kampen mod psykisk sygdom er ikke kun hård for den syge, men også for de pårørende, der kan iagttage, hvad sygdommen gør ved deres kære. Det er også benhårdt. Faktisk viser en Epinion-undersøgelse, at 61 % af de pårørende selv føler sig psykisk belastet som konsekvens af familiens situation – og det er ikke så mærkeligt. I hvert fald ikke, hvis du spørger professor i psykiatri, Poul Videbech.

Du skal fokusere på at være kæreste, far, mor, søskende, barn, ægtefælle og ikke den syges læge eller terapeut.

Med sine mere end 30 års erfaring med psykisk sygdom ved han, hvilke udfordringer, bekymringer og svære tanker pårørende kan stå med på sidelinjen:

- Det er en meget vanskelig situation at være pårørende til en psykisk syg. Der er mange forskellige roller, du potentielt kan påtage dig for at hjælpe den, du har kær, fortæller han og pointerer vigtigheden i, at du som pårørende ikke må blive den syges terapeut:

- Du skal fokusere på at være kæreste, far, mor, søskende, barn, ægtefælle og ikke den syges læge eller terapeut. Ellers bliver det en sammenblanding af roller, som kan forvirre situationen yderligere. Både for den syge, men også dig som pårørende, hvilket kan gøre relationen endnu sværere at være i, siger Videbech.

Selvfølgelig skal du som pårørende støtte og hjælpe til, hvor du kan. Og et af de første steder, du kan gøre en stor forskel, er at hjælpe til med at få stillet den rette diagnose.

Hjælp til med at få den rette behandling

At få stillet den rette diagnose er afgørende for den syges videre sygdomsforløb, så han eller hun kan få den helt rigtige behandling. Men det er også væsentligt for dig som pårørende at vide, hvilken sygdom din kære kæmper med.

Som psykisk syg kan man ikke ’bare’ tage sig sammen, og derfor kan du som pårørende være en vigtig ressource i at få tegnet det helt præcise billede af, hvordan den syge faktisk har det.

Du skal selvfølgelig altid spørge den syge, om det er okay, du tager med til lægen. Men det er Poul Videbechs erfaring, at for psykisk syge, f.eks. depression-, stress- eller angstramte, er det vigtigste, at der er nogen, der tager beslutningen for dem. Sig derfor: ”Nu tager jeg med dig til lægen. Så prøver vi dét og ser, hvad han eller hun siger, og så tager vi den derfra.”

- At du siger, du tager med i stedet for at give valgmuligheden, hjælper den syge med ikke at skulle forholde sig til fordele og ulemper ved situationen. Derved fjerner du den ambivalenthed, der ofte er noget af det mest pinefulde ved at være psykisk syg – fordi man dér virkelig mærker, hvor svært og for nogle helt umuligt det er at træffe basale beslutninger, siger Videbech.

Du kan ikke tvinge dig med til lægeaftaler. Du kan ikke hjælpe én, der ikke vil hjælpes, forsikrer professoren, men hvis vedkommende accepterer det, er det vigtigt, at du tager med og gør en indsats i kortlægningen af symptomerne:

- Du kender personen bedre, end lægen gør, og derfor kan dine observationer og oplevelser af personens sygdomstilstand også være afgørende for, at lægen stiller den rigtige diagnose og dermed får sat gang i den rette behandling, siger Poul Videbech og uddyber:

- Rigtig mange syge gør sig bedre ved lægen, end de egentlig er. For ikke at være til besvær, eller fordi de selv tænker, at ”det da nok heller ikke er så slemt, som jeg gør det til” eller ”jeg skal bare tage mig sammen”. Som psykisk syg kan man ikke ’bare’ tage sig sammen, og derfor kan du som pårørende være en vigtig ressource i at få tegnet det helt præcise billede af, hvordan den syge faktisk har det.

Du kan og skal ikke løse problemerne

Poul Videbech forklarer, at mange pårørende kan være tilbøjelige til at tro, at de skal løse alle problemer for den syge. Du bliver løsningsorienteret og vil gerne gøre en forskel ved at hjælpe med at få løst de udfordringer, personen sidder med i den pågældende situation.

Men det er sjældent den rette tilgang:

- De fleste gange skal du ’bare’ lytte – låne ører – og ikke foreslå konkrete løsninger. Foreslår du konkrete løsninger, signalerer du nemlig, at der rent faktisk er noget at gøre ved det pågældende problem. Men det kan man bare ikke se eller magte, når man har en psykisk sygdom. Det er ud fra de bedste intentioner, at du kan finde på at sige, at den syge nok bare lige skal forsøge at tage sig lidt sammen, tænke positivt, at det hele nok skal gå osv. Men det kan man ikke, når man har en psykisk sygdom, siger han.

De fleste gange skal du ’bare’ lytte – låne ører – og ikke foreslå konkrete løsninger.

At nævne de ’nemme’ løsningsmuligheder, som den syge ikke har mulighed for at handle på grundet sygdommen, vil groft sagt være som at sparke til én, der allerede ligger ned, pointerer professoren:

- Har man brækket benet, kan man heller ikke danse tango. Det er netop dét, der er vigtigt at forstå som pårørende; at det medfører en række indskrænkninger, når man er psykisk syg, som ikke kan ses med det blotte øje, men som er mindst lige så begrænsende som et brækket ben for en tangodanser.

Derfor er en af de bedste løsninger derfor at bruge konstateringer i kommunikationen med den syge i stedet for spørgsmål. Sig: ”Kom, lad os lige gå en tur” eller ”Nu vasker jeg lige op, så kan du tørre af” i stedet for at spørge: ”Vil du med ud at gå en tur?” eller ”Skal vi ikke lige vaske op?”

- Der kan være mange undskyldninger for ikke at gå den tur eller for ikke at vaske op, men den største hæmsko kan være noget så simpelt, som at det for den syge er umuligt at tage beslutningen om at gøre det. Opfordr derfor til aktivitet sammen for at aktivere, men gør det nænsomt, så du altid gør det med henblik på, at det er en aktivitet, den syge kan magte, siger Videbech.

Sæt dig ind i sagerne – for din egen skyld

At du kender den syge som nær pårørende gør, at du har en fordel i at hjælpe lige præcis dér, hvor den pågældende har mest brug for det og på den rette måde. Der er dog én ting, som er vigtigt i alle relationer til psykisk sygdom, nemlig den førnævnte nænsomhed.

- Du skal prøve at finde ud af, hvad der er i den syges bedste interesse. Det må aldrig være dine egne fordomme og meninger, du presser ned over hovedet på den syge – og det er virkelig svært, forsikrer Poul Videbech.

For hvad kan vedkommende tage stilling til lige nu? Er det frisk luft, en snak, en kop kaffe? Skal jeg snakke, spørge ind – eller bare sidde? Har han eller hun brug for, at jeg tager hjem til vedkommende, eller at jeg får ham eller hende ud af huset og hjem til mig? Er han eller hun dårligere, end personen giver udtryk for? Bør jeg handle på mere, end jeg har gjort – eller gør jeg det rigtige lige nu?

- Som pårørende er det altid vigtigt, at du kan forsøge at koble tingene sammen og forstå, hvorfor den syge reagerer, som han eller hun gør. Dermed også hvordan du kan støtte personen bedst muligt. Du kan derfor læse bøger om sygdommen, søge råd på støtte- og rådgivningssider, siger professoren, men pointerer, at især at spejle sig i andre pårørende gør en stor forskel:

- Min erfaring er, at det for pårørende er ekstremt givende at være med i pårørendegrupper. Det er fint, at læger og sygeplejersker informerer om sygdommen og forløbet, men at møde en person, der er i samme situation som én selv, er uvurderligt. Både ift. oplevelser, følelser, udfordringer og meget mere.

Pas på dig selv

Det er enormt krævende tids-, energi- og følelsesmæssigt at være pårørende, men ikke desto mindre et vigtigt stykke arbejde for, at den syge kommer tilbage på rette spor. At du kan blive overvældet af bekymring samt negative tanker og følelser er derfor helt naturligt, og endnu vigtigere er det derfor også, at du forsøger at passe godt på dig selv i forløbet også.

- Det er en enorm belastning at være pårørende. Faktisk kan det være så hårdt, at den pårørende selv begynder at få symptomer på psykisk sygdom. F.eks. at føle sig deprimeret, angst eller sove dårligt om natten. Og dét er store advarselstegn på, at du har brug for hjælp til at være i situationen. Derfor anbefaler jeg, at du som pårørende overvejer selv at tale med læge eller psykolog. Både ift. dagligdagsudfordringer med den syge samt i de ekstra svære situationer, siger Poul Videbech.

Selvom det kun er i yderst sjældne tilfælde, der er behov for tvangsindlæggelse eller tvangshandlinger, kan det være aktuelt, hvilket også er en ekstrem barsk oplevelse for pårørende. Hvis den syge befinder sig i et stadie, hvor han eller hun ønsker at begå selvmord eller er til skade/fare for sig selv eller andre, bliver du som pårørende nødt til at gribe ind. Selvom det er frygteligt:

- Skulle det nogensinde blive aktuelt, ringer du 112, til lægen eller den nærmeste psykiatriske akutmodtagelse – alt efter situationens alvor – og især herefter vil det være de færreste, der ikke har brug for hjælp til at komme videre efter den oplevelse, siger professoren og afslutter. I en situation som denne kan du som pårørende sagtens stå med følelsen af frygt, svigt, afmagt, angst osv., men her er det vigtigt at tænke, at var det gået galt for den syge, og havde du ikke handlet på situationens alvor, kunne alternativet være meget værre, afslutter professoren.

Poul Videbech forsikrer, at tvang udelukkende kommer på tale ved de allersværeste psykotiske sygdomme og situationer, og det sker heldigvis sjældent. En almen praktiserende læge oplever kun dette et par gange om året.