Gå til hovedindhold

Hår, hud og negle

Udgivet: af Birgitte Staahl, redaktør, Netdoktor.dk

Huden i overgangsalder: Pigmentforandringer, tør, uren og rynket hud

Hedeture og søvnløse nætter er de mest kendte tegn på overgangsalderen. Men vidste du, at perioden faktisk også kan have stor betydning for din hud?

Dine hormoner og din hud hænger tæt sammen. Det er for eksempel derfor, at du kan få uren hud i puberteten, hvor hormonerne raser. Og derfor du kan opleve pigmentforandringer, når du er gravid, og hormonniveauet endnu engang er i top. Og endelig er dine hormoner også forklaringen på, at huden bliver tør og mindre spændstig, når du kommer i overgangsalderen, og hormonniveauet begynder at falde.

- Når østrogenmængden i overgangsalderen falder, så falder niveauerne af de stoffer, østrogenet før har stimuleret, også. Det er blandt andet kollagen og elastin, som er nogle proteiner, der er med til at give huden spændstighed og fylde, forklarer Tamara Theresia Lund, der er ph.d. i dermatologi og hoveduddannelseslæge i Region Hovedstaden.

Hun peger på, at der især er fire almindelige hudforandringer, som du kan støde på i forbindelse med overgangsalderen; pigmentforandringer, tør hud, uren hud og mindre spændstig hud. Heldigvis er der flere ting, du selv kan gøre, hvis du gerne vil forebygge eller mindske hudforandringerne.

Almindelige symptomer på overgangsalder

Overgangsalderen er betegnelsen for perioden omkring den sidste menstruation. Perioden ligger typisk i alderen 45-55 år. Der er mange forskellige symptomer, som er relateret til overgangsalderen, men nogle af de mest almindelige er:

  • Hede- og svedeture

  • Tørre slimhinder

  • Søvnløshed

  • Blødningsforstyrrelser

  • Hjertebanken

Kilde: Netdoktor.dk

Der er især fire almindelige hudforandringer, som du kan støde på i forbindelse med overgangsalderen; pigmentforandringer, tør hud, uren hud og mindre spændstig hud.

Pigmentforandringer

Dine hormoner spiller en rolle i forhold til, hvor modtagelig du er for solens stråler. Når hormonniveauet begynder at falde i forbindelse med overgangsalderen, bliver huden mere følsom overfor UV-strålingen fra solen, og det kan give mørke pletter – såkaldte pigmentforandringer.

Ifølge Tamara Theresia Lund er solcreme et af de vigtigste værktøjer til at mindske risikoen for pigmentforandringer.

- Hvis du er konsekvent med solbeskyttelse hele året, så mindsker du både risikoen for, at de pigmentpletter, du har i forvejen, bliver værre, og du undgår også at få nye, siger hun.

Hvad skal du kigge efter: Hun forklarer, at der findes cremer med ingredienser, der modvirker hudens tendens til at danne mørke pletter. Her skal du kigge efter produkter med for eksempel niacinamid eller retinol og vitamin C.

Pigmentforandringer er generelt harmløse, og tit kan de afhjælpes med sol- og ansigtscreme. Er du meget generet af dine pigmentforandringer, eller er du i tvivl om, om det, du oplever, er normalt, kan du kontakte en hudlæge. Hudlægen kan blandt andet fortælle om muligheden for laserbehandling af pigmentforandringer, ligesom hun også kan undersøge, om forandringerne kan have andre årsager end overgangsalder.

Tør hud

Tør hud er en af de mest almindelige hudforandringer i overgangsalderen. Faldet i østrogen påvirker nemlig hudens talgkirtler, så de producerer færre af de olier, der holder huden fugtig og smidig. Samtidig nedsættes hudens evne til at holde på fugt.

Hvad skal du kigge efter: Det bedste, du kan gøre for at mindske tør hud, er at bruge en god fugtighedscreme.

- Du kan også prøve at følge de helt almindelige husråd som at undgå lange, varme bade, der kan tørre huden ud, og sørge for at få drukket rigeligt med vand, forklarer Tamara Theresia Lund.

I nogle tilfælde kan den tørre hud skyldes andre ting, for eksempel eksem. Hvis du udover den tørre hud er meget generet af kløe, kan det være en god idé at lægge vejen forbi en læge, der kan give dig gode råd til at håndtere kløen og den tørre hud og vurdere, om der er tale om en egentlig hudsygdom.

Uren hud

Når niveauet af de kvindelige kønshormoner falder, bliver andelen af det mandlige kønshormon, testosteron, relativt set større. Den relative stigning i testosteron kan have konsekvenser for huden, og især for uren hud. Ifølge Tamara Theresia Lund er der nogle ting, du kan være opmærksom på for at komme den urene hud til livs.

Hvad skal du kigge efter: Der findes midler til behandling af akne, som kan købes i håndkøb. Kig for eksempel efter midler med indholdsstoffet benzoylperoxid, salicylsyre eller niacinamid.

- Du skal passe på med at udtørre din hud, for så kommer huden til at overkompensere for manglen på fugt. Du skal ikke overbehandle huden ved at bruge en masse forskellige syrer og ansigtsmasker hele tiden, for det kan også ødelægge huden.

Hører du til dem, der er ramt af svær akne med øm, rødmende hud og mange bumser, er der hjælp at hente hos lægen, der kan udskrive aknebehandling i form af creme eller tabletter.

Mindre spændstig hud

Når østrogenniveauet falder, gør den naturlige produktion af proteinet kollagen og elastin det samme. Det har betydning for hudens spændstighed, for kollagen og elastin er nemlig det, der holder huden elastisk.

Derfor kan du opleve, at huden mister sin spændstighed, når du kommer i overgangsalderen. Hvis du samtidig har tør hud, kan forandringerne synes endnu større.

- En tør hud virker også mindre spændstig, og rynkerne synes dybere, end de plejer, siger Tamara Theresia Lund.

Hvad skal du kigge efter: Ligesom ved plejen af den tørre hud er en god fugtighedscreme alfa og omega til at pleje din huds spændstighed. Gå efter hyaluronsyre, lipider, kollagen, peptider og retinol i din creme.

- Jeg ville gå efter noget, der giver noget fugt. Der findes nogle fugtighedscremer, som er målrettet tør og mindre spændstig hud, og så er det godt at kigge efter noget, der indeholder hyaluronsyre eller lipider, siger Tamara Theresia Lund og tilføjer, at du også kan kigge efter produkter med kollagen, peptider og retinol for at pleje den mindre spændstige hud.

Kan hormonbehandling hjælpe mod hudforandringer?

Er du generet af symptomer som for eksempel hedeture eller tørre slimhinder, så vil hormonterapi, hvor du får tilført ekstra østrogen, nogle gange være vejen at gå.

Og selvom man ikke giver hormonterapi for hudforandringer alene, så kan du opleve, hvis du kommer i hormonbehandling for de øvrige gener, at behandlingen også har effekt på hudforandringerne.

- Du kan tage en snak med lægen, om du skal have hormonterapi i forbindelse med overgangsalderen. Vi ved fra studier, at hvis du får tilført østrogen, så ser du også en bedring i huden, siger Tamara Theresia Lund.

Gode råd til at passe godt på huden

Der er nogle ting, du kan gøre for at passe godt på din hud, uanset hvilke udfordringer du har med den.

  • Brug solbeskyttelse. Det gælder solcreme, men sørg også for at dække huden til og komme i skygge ved kraftig sol.

  • Brug en god fugtighedscreme for at tilføre nok fugt til huden.

  • Sørg for at drikke nok vand.

  • Undgå lange, varme bade, der kan tørre huden ud.

  • Spis sundt og varieret, og sørg for at få nok proteiner.

Kilde: Tamara Theresia Lund, læge og ph.d.

Mere om hår, hud og negle

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.