Gå til hovedindhold

Det mentale helbred

Udgivet: af Annette Aggerbeck, journalist

Er du for det meste ekstrovert eller introvert?

Ekstroverte henter energi ved socialt samvær, mens introverte har et større behov for alenetid. Men vidste du, at vi alle sammen både har noget ekstrovert og noget introvert i vores personlighed? Læs med og bliv klogere på, hvor du befinder dig på skalaen.

Får du energi af at være alene eller af at være i selskab med andre? Eller sagt på en anden måde: Når du føler dig træt, søger du så samvær med andre eller lader du bedst op alene? Dit svar viser, hvilken personlighedstype du er. Svarer du, at du får trang til at være alene, når du er træt, er du overvejende introvert. Hvis du derimod svarer, at du får mest energi af at være sammen med andre, er du overvejende ekstrovert.

Vi har alle sammen både noget ekstrovert og noget introvert i vores personlighed.

Ifølge psykoterapeut, forfatter og teolog Ilse Sand er det en udbredt misforståelse at tro, at man hele tiden enten kun er ekstrovert eller introvert.

- Der findes ingen mennesker, der kun er ekstroverte eller introverte. Vi har alle sammen både noget ekstrovert og noget introvert i vores personlighed. Der er tale om et kontinuum med forskellige grader af de to personlighedstræk. Hvor du vil placere dig selv, vil sandsynligvis være forskelligt på forskellige dage eller perioder af livet. Hvis du det meste af tiden ligger et stykke ude i den introverte ende af skalaen, vil du sandsynligvis kunne bevæge dig fra middel introvert til meget introvert alt efter, hvordan dit liv former sig i øjeblikket.

Et eksempel på, at ingen af os kun er ekstroverte eller introverte, er, ifølge Ilse Sand, at de mennesker, der for det meste er ekstroverte, kan få energi af at være alene, hvis de har været sammen med andre flere dage i træk. Omvendt kan mennesker, der er overvejende introverte, få energi af socialt samvær, hvis de har været meget alene.

Mange mennesker er hverken specielt ekstroverte eller introverte. De ligger lige midt imellem og kaldes ’ambiverte’.

Hvordan træffer du beslutninger?

Begreberne ekstrovert og introvert stammer fra Carl Gustav Jung (1875-1961), der var psykiater og skaber af den analytiske psykologi. Han anså det, der især kendetegner ekstroverte, for at være deres interesse i den ydre materielle verden, i mennesker og aktiviteter. Introverte anså han for at være mere interesserede i deres eget eller andre menneskers indre verden. Frem for at være optaget af den ydre verden for dens egen skyld er introverte mere interesserede i at mærke, hvad den ydre verden gør ved dem.

- Hvis C. G. Jung skulle stille et spørgsmål for at fastslå ekstroversion eller introversion, kunne det i vore dage lyde sådan: ”Træffer du dine beslutninger mest på baggrund af andres erfaringer eller objektive oplysninger, som du finder uden for dig selv? Eller er din vigtigste målestok, hvad der opleves som godt eller sandt indeni?”

Det er ifølge Ilse Sand meget vigtigt for mennesker, der primært er introverte, at de får ro til at træffe deres egne beslutninger. Det betyder ikke, at de undlader at søge relevante informationer uden for sig selv, men de bruger mere tid end mennesker med dominerende ekstroverte træk på, at en beslutning skal føles rigtig. Derfor sover de gerne på alle større beslutninger og forsøger at have god tid til f.eks. at gå ture alene i naturen undervejs i deres beslutningsproces.

Stimuleringsniveau

Vi har hver især vores eget stimuleringsniveau, som er det optimale for at have det godt. Hvis du er overvejende ekstrovert, skal du stimuleres mere for at have det godt end særligt introverte mennesker. Hører du til de sidstnævnte, bliver du hurtigere overstimuleret og har brug for at trække dig tilbage.

- Det er vigtigt at være opmærksom på forskelle i stimuleringsniveau. Det kan f.eks. give problemer i parforhold, hvis den ene er mest ekstrovert og den anden mest introvert. En uge alene sammen i sommerhus kan være afslappende og rart for den introverte partner, mens den ekstroverte partner hurtigt begynder at kede sig og får brug for at se andre mennesker.

Et ekstrovert træk er at elske fest og farver, mens et introvert træk er at blive overstimuleret af at skulle feste hver weekend. Introverte vil hellere arbejde alene end i en gruppe og vil helst have ro, når der arbejdes. Hvis de har musik i baggrunden, er den lav. Det omvendte gør sig gældende ved ekstroverte træk.

- Hvis du for det meste er introvert, har du brug for længere tid til at bearbejde indtryk, end særligt ekstroverte har. Mange introverte har fået at vide, at de tænker for meget over tingene og hellere skulle tage livet lidt lettere, siger Ilse Sand.

Er de ekstroverte og introverte personlighedstræk arvelige?

- Ja, delvist. Vi ved fra undersøgelser af tvillinger, at omkring 50 procent skyldes gener, og omkring 50 procent afgøres af miljøet. Kultur spiller også en rolle – Danmark er fx et mere ’ekstrovert’ land end Finland, der er et mere ’introvert’. Familien har også betydning. Måske er man vokset op i en familie, hvor alle ville have plads og talte meget, hvor man som det yngste barn ikke fik plads til at være ekstrovert ligesom de andre, men blev mere introvert og stille, siger Ilse Sand, der understreger, at graden af ekstroversion og introversion kan ændre sig gennem livet ved bevidst at arbejde med det, hvis man har behov for det.

Kultur spiller også en rolle – Danmark er fx et mere ’ekstrovert’ land end Finland, der er et mere ’introvert’.

Fordomme går begge veje

Vores danske samfund kan synes optaget af ekstroverte værdier, hvor vi gør meget ud af os selv og går op i ydre ting, og hvor det er i høj kurs at være rap i replikken og velformuleret, som typisk er et ekstrovert træk. Derfor kan det ifølge Ilse Sand være en udfordring at være overvejende introvert.

- Folk vil helst høre til de ekstroverte, fordi andre ofte lytter mere til en, der ser ud til at tale med selvtillid og har store armbevægelser. Introverte taler kun, hvis de har noget, de gerne vil have sagt. Andre fejltolker det ofte som generthed, eller at de ikke er så kloge. Introverte bliver nemt overset.

Ilse Sand mener, at fordomme går begge veje. Mennesker med en ekstrovert adfærd bliver ofte opfattet som overfladiske, fordi de er gode til smalltalk og trives med mange mennesker omkring sig. Men man ikke behøver at være overfladisk, fordi man er ekstrovert.

- Det er ærgerligt, at der eksisterer sådanne fordomme, for den enes måde at være i verden på er ikke bedre end den andens. Det er bare forskellige måder at være på, og det er vigtigt, at man respekterer forskelligheden, siger Ilse Sand.

Ekstrovert

Hvis du kan svare ja på disse spørgsmål, har du flest ekstroverte træk:

  • En weekend uden en fest, synes jeg ikke har været en god weekend.

  • Jeg kan godt lide at vide lidt om alt, men hvis jeg skal fordybe mig i et enkelt emne i længere tid, kommer jeg til at kede mig.

  • Jeg elsker spænding og kaster mig med fornøjelse og uden de store overvejelser ud i helt nye oplevelser.

  • Jeg tænker bedst, mens jeg taler.

  • Jeg gør meget for ikke at komme til at kede mig og sørger altid for at have lidt ekstra aftaler eller aktiviteter på programmet.

Kilde: Psykoterapeut Ilse Sand

Introvert

Hvis du kan svare ja på disse spørgsmål, har du flest introverte træk:

  • Hvis jeg skal sige noget i en større gruppe, vil jeg helst være godt forberedt.

  • Hvis min egen oplevelse af, hvad der er sandt og rigtigt, konflikter med den fælles forståelse af, hvad der er godt, vil jeg være tilbøjelig til at lytte mest til min egen logik eller indre fornemmelse.

  • Andre har sagt til mig, at jeg tænker for meget over tingene.

  • Jeg er selektiv selskabelig. I nogle sammenhænge og sammen med bestemte mennesker kan jeg i høj grad nyde samvær, men ellers foretrækker jeg at være alene frem for at være sammen med andre.

  • Hvis der sker for meget omkring mig, bliver jeg træt og vil helst hvile mig i fred og ro alene eller eventuelt sammen med en enkelt anden, som jeg kender godt.

Kilde: Psykoterapeut Ilse Sand

Ekstroversion og introversion i tal

  • Omkring 30 – 50 procent af befolkningen har overvejende introverte træk.

  • Omkring 50 – 70 procent af befolkningen har overvejende ekstroverte træk.

  • Flest antages at være ’ambiverte’, dvs. de har begge træk i næsten lige høj grad.

Kilde: Psykoterapeut Ilse Sand

Mere om det mentale helbred

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.