Gå til hovedindhold

Familie- og hjemmeliv

Udgivet: af Journalist Maj Dahl-Rasmussen

Sådan undgår du skimmelsvamp i hjemmet

En dag synes du, at der lugter lidt af skovbund og gammelt sommerhus i et værelse. Du kigger dig omkring og finder nogle større områder med sorte, røde eller grønne pletter på væggen – for eksempel i et hjørne eller bag et skab. Nu bør dine alarmklokker ringe, for det er tegn på skimmelsvamp.

Sådan siger Charlotte Gudum, som arbejder som teknisk sagsansvarlig i Byggeskadefonden. Hun beskæftiger sig til daglig med fugtskadede bygninger og er derfor den rette at gå til, når man vil vide mere om skimmelsvamp. Hun forklarer:

- Skimmelsvamp er små organismer, som findes naturligt overalt, og dermed også inde i vores boliger. Der findes flere typer, og fælles for dem er, at de trives særlig godt, hvor der er fugtigt.

Fugt kan opstå i en bolig, hvis du eksempelvis tørrer dit tøj indenfor, eller glemmer at lufte ud regelmæssigt. Det samme sker, når du steger og koger din mad på komfuret. Værre er det, hvis fugten kommer fra en decideret vandskade.

De mest almindelige steder, hvor du vil kunne finde skimmelsvamp i boligen, er bag skabe og reoler, der står op ad kolde vægge. De kolde overflader vil få vandpartikler i den varme luft til at fortættes, dvs. at de bliver omdannet til dug, som så sætter sig på de kolde overflader.

Er skimmelsvamp sundhedsskadeligt?

For de fleste er der ingen gener ved at opholde sig i tørre bygninger med normal forekomst af sporer fra skimmelsvampe.

Når du skal være opmærksom på, om skimmelsvamp har slået sig ned et sted i hjemmet, så skyldes det, at de små organismer i et fugtigt klima, danner sporer som kan genere dine luftveje. Det kan de på to måder: som irritation og allergi.

Det vigtige er at holde den relative fugtighed lav.

Mest almindeligt er det, at du får en irritation i øjne, næse og i halsen. Det kan også være mere omfattende i form af hovedpine, træthed, hoste og udslæt. Desuden kan irritation af luftvejene øge risikoen for at få halsbetændelse og lungebetændelse.

- Du kan ikke være sikker på, at de forskellige symptomer skyldes skimmelsvamp, for de kan komme af andre ting. Men det er altid en god ide at medregne skimmelsvamp som en mulig årsag, forklarer Charlotte Gudum.

Det er sjældent, at personer udvikler allergi for skimmelsvampe. Men har du i forvejen en form for allergi, såsom astma eller høfeber, kan dine symptomer blive værre.

Det, du selv kan gøre, for at finde ud af, om dine symptomer skyldes skimmelsvamp, er at lægge mærke til, om du får det bedre, når du er væk fra din bolig, f.eks. på ferie. Får du det bedre, er det et muligt tegn på, at du reagerer på skimmelsvamp i din bolig.

Tegn på skimmelsvamp

Som nævnt viser skimmelsvamp sig typisk ved sorte, røde og grønne pletter og skjolder. De fleste af os vil have skimmelsvamp i fuger mellem badeværelsets fliser og i kanter i vinduer, så de slår sig ned selv i meget små områder med fugt.

- Men disse steder betyder skimmelsvampene ikke noget, for det er ganske små områder som holdes nede med almindelig rengøring, siger Charlotte Gudum.

Svampen kan ernære sig af støvmider og snavs – men da det er meget overfladisk, kan grundig rengøring hurtigt få bugt med skimmelsvampen der.

- Værre er det, når det kommer til vandskade af tapet, gipsplader og alle former for træ, siger Charlotte Gudum.

Når skimmelsvamp trives så godt i de materialer, så skyldes det, at fugt stille og roligt kan nedbryde dem – og det giver næring til skimmelsvamp. Des mere materialerne opløses af fugten, des større plamager og des større tæthed af skimmelsvamp vil der være.

Det er altså ikke skimmelsvampen, der nedbryder vægge, træ og andre materialer, det er fugten.

Værre er det, når det kommer til vandskade af tapet, gipsplader og alle former for træ.

De mest almindelige steder, hvor du vil kunne finde skimmelsvamp i boligen, er bag skabe og reoler, der står op ad kolde vægge. De kolde overflader vil få vandpartikler i den varme luft til at fortættes, dvs. at de bliver omdannet til dug, som så sætter sig på de kolde overflader. Det kaldes også kondens. Nu bliver vægge og træ fugtigt, nedbryder materialerne – og dermed får skimmelsvamp frit spil. Efterhånden vil materialerne begynde at bule, og er der tapet på væggene vil du se, at det løsner sig.

Også temperaturen i boligen har indvirkning på, hvor godt skimmelsvamp trives. Det er dog ikke kun et spørgsmål om temperatur, det er forholdet mellem temperaturen i rummet og den luftfugtighed, der er i et rum.

- Det vigtige er at holde den relative fugtighed lav. Når temperaturen falder i et lokale eller på en overflade, stiger den relative fugtighed. Og så dannes der kondens, forklarer Charlotte Gudum.

Derfor er det vigtigt at opvarme hele boligen jævnt og holde en ensartet temperatur. At slukke for varmen i soveværelset eller et værelse, som man ikke bruger, er en dårlig ide. Det bedste, man kan gøre, hvis man ønsker at sove i et koldt rum, er at lufte grundigt ud om morgenen og sørge for, at rummet opvarmes om dagen.

Skyldes fugten et sprunget vandrør i gulvet, under huset eller en utæthed i taget, så kan skimmelsvamp virkelig få fart på. Det kan vise sig ved skjolder i loftet, og ved at gulvpanelerne begynder at bule. Det kan desværre tage lang tid, før skaderne viser sig indenfor. Av, av!

Forebyg skimmelsvamp – luft ud

Skal du undgå skimmelsvamp i hjemmet, er det allervigtigste at sørge for, at der ikke er fugtigt. Dvs. at du tørrer fliser og gulv af på badeværelset, lige efter du har været i bad – og lufter ud. At du ikke tørrer tøj indendørs. At du åbner vinduer, når du vasker gulv eller andre større overflader. At du bruger din emhætte, når du laver mad – eller lufter ud i køkkenet undervejs og bagefter. Vær opmærksom på, at ikke alle emhætter trækker damp ud – det gør de kun, hvis luften bliver suget udenfor. Andre emhætter med kulfilter renser kun luften for fedt.

Når man gør rent, skal man også åbne vinduerne – for støv vil hvirvle op, og det skal også føres udenfor. Samme gælder, når gulve er våde efter gulvask. 

I det hele taget skal du sørge for at lufte ud i alle rum – regelmæssigt. Allerhelst flere gange om dagen, for på den måde får du fugten ud og frisk, tør, ren luft ind i boligen. Et supplement til at lufte ud er gennem de små, aflange ventiler, som sidder i vinduerne. De kan reguleres, så de er lukkede eller åbne for luft udefra. Dem skal du lade stå åbne, også selv om det kan trække lidt fra dem. Ventilerne skal støvsuges og vaskes af ind i mellem, så de ikke lukker til. De findes desværre ikke i alle vinduer.

I og med at skimmelsvamp også trives i støv og snavs, er det vigtigt at holde hjemmet rent. Støv skal holdes nede med støveklud og støvsugning. Og snavs med almindelige rengøringsmidler.

- Når man gør rent, skal man også åbne vinduerne – for støv vil hvirvle op, og det skal også føres udenfor. Samme gælder, når gulve er våde efter gulvask. Samtidig skal de klude, man bruger til rengøring, være rene, så at man ikke kommer til at tilføre snavs under rengøringen, råder Charlotte Gudum til.

En affugter er også god at anvende.

Hvordan tester du for skimmelsvamp?

Når man vil undersøge, om en mørk plet er skimmelsvamp, kan man med fordel bruge en Mycometer-test, som også sælges til private. Denne test viser dog kun, om en plet skyldes skimmelsvamp eller ej – den giver ikke noget billede af, hvor omfattende problemet er. Når man derefter skal teste for, hvor alvorlig skimmelsvampen er, er der mange faktorer, der spiller ind.

- Jeg har brug for at vide, hvor stort et område som er fugtigt, og om der er vækst af skimmelsvamp. Vækst af skimmelsvamp bestemmes nemt med en Mycometer-test. Det er kombinationen af de to størrelser, der er interessante, understreger Charlotte Gudum.

For at få indblik i de to faktorer, skal der tages flere prøver fra området, som man så undersøger og holder op mod hinanden. Og man skal vide, hvor prøverne skal tages. Derefter skal prøverne analyseres i et laboratorium. Med andre ord skal der en avanceret og professionel undersøgelse til at afgøre, hvor omfattende en eventuel skimmelvækst er.

Skimmelsvamp – sådan får du det væk

Har du først konstateret, at der er skimmelsvamp et sted, er det ikke længere nok at lufte ud. Det allervigtigste er at finde kilden til, at der er fugt – og stoppe det.

På nogle materialer kan man nøjes med at fjerne skimmelsvampen fra overfladen ved at anvende kemikalier, såsom Rodalon. Er der tale om et mindre område, vil man typisk selv kunne vaske det af. Hvis omfanget er stort, skal der typisk skrappere midler til, og det er kun professionelle, der kan klare det. En anden mulighed er at dampe skimmelsvampen væk. Her anvender man damp, som er så varm, at den brænder skimmelsvampen væk – denne behandling kan også kun udføres af professionelle.

I andre tilfælde kan man kun få skimmelsvampen væk ved at udskifte materialerne med nye. F.eks. kan man ikke rense gipsplader og tapet for skimmelsvamp.

Det allervigtigste råd:

Skimmelsvamp kræver fugt og næring for at vokse. Hold skimmelsvamp fra døren med et tørt og rent hjem.

Kilde: Charlotte Gudum

Hvornår er skimmelsvamp et problem?

Sundhedsstyrelsen har sat en bagatelgrænse for skimmelsvamp svarende til et område dækket med synlig skimmelsvamp ikke bør overstige mere end et par håndflader.

Kilde: Charlotte Gudum

Ingen penicillin uden skimmelsvamp

Skimmelsvamp er ikke kun en svamp, der kan gøre livet surt for os mennesker. Det er faktisk en skimmelsvamp – Penicillumsvampen – der under de rette forhold producerer store mængder penicillin. Dermed kan menneskeheden takke skimmelsvampen for, at vi i dag overlever betændelsestilstande, som man før i tiden døde af, f.eks. meningitis, blodforgiftning, lungebetændelse og blærebetændelse.

Kilde: Miljøstyrelsen

Mere om familie- og hjemmeliv

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.