Sådan kan du hjælpe barnet eller den unge i sorg

Sorgforløb er forskellige fra menneske til menneske. Det gælder også for børn og unge. Alligevel er der visse fællestræk inden for bestemte aldersgrupper, som viser noget om, hvordan børn og unge på dette trin af deres udvikling forholder sig til det at miste en forælder. Nyt & Sundt har talt med Psykoterapeut Preben Engelbrekt, der er direktør på rådgivnings- og forskningscentret Børn, Unge & Sorg, om, hvilke tanker, følelser og reaktioner der er almindelige hos børn. Vi har i det følgende taget udgangspunkt i en inddeling af aldersgrupper i spædbørn og vuggestuebørn op til 2 år, børnehave- og skolebørn i alderen 3-10 år og større børn/unge i alderen 11-19 år.

0-2 år: Spædbørn og vuggestuebørn

Spædbørn i denne aldersgruppe har endnu ikke forudsætninger for at forstå begrebet død. Derfor reagerer de i højere grad end ældre børn på selve adskillelsen fra den forælder, der er død. De forstår ikke, at mor eller far aldrig kommer tilbage igen, men bliver utrygge og reagerer ved at vise angst og græde meget. Spædbørn reagerer ikke kun på at være adskilte fra den døde forælder, men også på at hverdagen er forandret, og på at den efterladte forælder er i sorg. Ifølge Preben Engelbrekt er det vigtigt, at den efterladte og andre pårørende forstår at give barnet så meget tryghed som overhovedet muligt ved blandt andet at sørge for, at hverdagen har faste rutiner.

Det kan også skabe tryghed at lade spædbarnet sove sammen med den efterladte forælder i dennes seng, hvis barnet ønsker det. Institutionen kan bedst støtte ved at sikre stabilitet og rutiner, som er velkendte for barnet.

3-10 år: Børnehave- og skolebørn

Børn mellem 3 og 6 år savner den afdøde, som om fraværet skyldes en rejse, og kan ikke forstå, at den afdøde ikke vender tilbage. Først når barnet er omkring 6 år, begynder det at have en lidt klarere fornemmelse af dødens betydning. De yngste børns åbenhed og manglende forsvar medfører ofte, at de taler meget frit om den døde forælder i tiden efter tabet. Følelsen af forladthed fylder mest. Barnet gør sig tanker om døden som en person, der har taget den afdøde. Det kan bruge meget tid på at tænke over, hvordan det er at være død og opdager, at når mor kan dø, så kan far også dø. Det gør barnet bange for adskillelse og øger behovet for forudsigelighed. Det betyder også, at det kan være angstfyldt at blive afleveret om morgenen i institutionen eller skolen.

- Daglige rutiner er vigtige, og den efterladte forælder kan hjælpe børnehavebarnet ved at få den samme pædagog i institutionen til at tage imod barnet hver morgen, så barnets hverdag bliver forudsigelig med de samme omsorgspersoner og dermed mere tryg, siger Preben Engelbrekt.

Barnet kan have skyldfølelse, idet det kan tro, at det er blevet forladt, fordi det har gjort noget, som den afdøde ikke brød sig om, eller fordi det f.eks. har sagt ”dumme far” eller "Jeg ville ønske, at du var død”.

- Skyldfølelse er normalt i alle aldre, men jo yngre barnet er, desto sværere er det at bearbejde denne følelse på egen hånd. Det er meget vigtigt, at man snakker med barnet om det. Hvis ikke barnet selv giver udtryk for, at det føler skyld, kan man tage emnet op ved for eksempel at sige: ”Jeg har hørt, at nogle børn har skyldfølelse, og at det er ret almindeligt, så hvad med dig – er det noget, du går og tænker på?” siger Preben Engelbrekt.

Det er udbredt, at børn tilbageholder deres følelser, fordi de er bange for at gøre mor eller far kede af det. En ny undersøgelse, som Mandag Morgen står bag, viser, at 40 procent ud af 800 adspurgte børn og unge i alderen 6-24 år ikke viser deres forældre, hvordan de har det, fordi de ikke vil gøre den tilbageværende forælder ked af det. Det kan komplicere sorgen, så Preben Engelbrekts råd er at snakke med barnet om dets følelser. Hvis det er svært at sætte ord på, så få barnet til at tegne sine følelser. Han understreger også, at man som forælder ikke skal være bange for at vise barnet sine egne følelser, da det kan hjælpe barnet til at forstå, at det er i orden at udtrykke sine følelser.

11-19 år: Skolebørn og gymnasieelever

I præpuberteten og puberteten gennemgår kroppen en stor udvikling. Det er meget almindeligt, at man bliver bange for at mærke stærke følelser. Hvis man bliver ked af det, tror man, at det aldrig holder op igen. Så det er normalt at være bange for at være ked af det, og mange i denne aldersgruppe bruger derfor meget energi på at holde på deres følelser.

Fordi man pludselig oplever en alvor i sit liv som følge af dødsfaldet, som er forskellig fra kammeraterne, udfordres man i ikke at ligne sine kammerater, og det er endnu mere sårbart i puberteten, hvor det netop opleves som meget vigtigt at ligne sine kammerater. Nogle teenagere trækker sig fra sine jævnaldrende kammerater, som de nu oplever som meget umodne, og har en tendens til at isolere sig. Det er heller ikke usædvanligt med tanker om selvmord, fordi man ønsker at blive genforenet med den døde forælder, selvom den unge ikke for alvor har tænkt sig at gennemføre det. Her er det vigtigt, at man viser den unge, at den slags følelser er helt normale.

Unge udtrykker deres sorg på en måde, der kan være svær at forstå for voksne. Nogle spiller for eksempel høj musik eller tilbringer ekstra meget tid sammen med deres kammerater. Hvis der har været mange konflikter med forældrene, kan dødsfaldet fremkalde minder, som giver skyldfølelse. Det er meget almindeligt, at unge bebrejder sig selv, at de ikke har fået fortalt den afdøde, hvor meget de holdt af ham eller hende. Det kan desuden være svært at koncentrere sig i skolen. Måske holder man i en periode op med at lave lektier, fordi man har svært ved at se meningen med at lave lektier, når man tænker på, at man alligevel skal dø.

De yngste teenagere vil gå meget ind og ud af sorgen og bruge lang tid på at fordøje den. De kan ofte have brug for, at de voksne fordøjer følelserne lidt ved at fortælle om normale reaktioner som vrede, trods og sorg, hvilket kan skabe ro hos den unge og lede til flere fællesaktiviteter med jævnaldrende.

De ældste teenagere er ofte meget orienterede mod fremtiden, men kan blive usikre på, om den kan realiseres, når afdøde forælder kommer til at mangle. Det er vigtigt at tale med de unge om fremtidsplaner og støtte op om realiseringsmulighederne trods tabet.

Det er vigtigt, at voksne omkring de sørgende unge holder fast i almindelige regler og grænser. Nogle gange kan man tænke, at de sørgende unge har det så svært, at de skal have lidt længere line, men helt ligesom børnene har brug for regler og rutiner i tiden efter tabet, så har de unge det også. Det kan være vigtigt at hjælpe den unge til at få lavet aftaler på skolen, om at opgaver kan udskydes og tilpasses det niveau, den unge kan klare, da koncentrationen ofte er svær i månederne efter et dødsfald.

- Selvom teenageren afviser dig eller er lukket, når du vil tale med vedkommende om, hvordan det går, er det vigtigt, at du bliver ved med at være opsøgende. Spørg til hverdagen, den unges tanker og følelser, herunder ikke mindst til savnet, siger Preben Engelbrekt.

For teenagerne kan det være særligt svært, når den tilbageværende forælder får en ny kæreste. Det er vigtigt at tillade, at det tager meget, meget længere tid for teenageren at kunne lukke en ny voksen ind, end det oftest er tilfældet for den tilbageværende forælder.

Generelle råd til pårørende til børn og unge

Den første tid efter dødsfaldet

Både institution og skole bør informeres om dødsfaldet, så barnet eller den unge kan få den ekstra omsorg, der er nødvendig. Pædagoger og lærere kan således hjælpe barnet eller den unge til at udtrykke tanker og følelser omkring dødsfaldet ved at tale om det. Samtidig kan institutionen og skolen holde øje med, hvis barnet eller den unge ændrer adfærd og får brug for psykologbistand.

Det er vigtigt at se den afdøde før bisættelsen, fordi det er med til at gøre det uvirkelige lidt mere virkeligt. Det er i forvejen svært for børn og unge at forstå, at de aldrig skal se deres far eller mor igen, så det hjælper deres sorgproces at se den afdøde.

- Det vil være godt for børn og unge, at man først forbereder dem på, hvordan den afdøde ser ud, og at man går med dem derind. Nogle vil ikke se den døde, så snak med dem om, hvad de kan være bange for, og forklar dem, at det er sidste gang, de har mulighed for at se deres mor eller far. Snak med dem om deres skrækfantasier. De fleste vil gerne med ind, når man får snakket om det. De få, der ikke vil, skal man ikke presse. Børn i alle aldre kan være med til bisættelsen, men der er ingen grund til, at helt små børn under 2 år ser den afdøde forælder, for det kan skræmme dem, siger Preben Engelbrekt.

Det er en god idé at involvere barnet eller den unge i forberedelsen af bisættelsen, ved at de er med til at vælge kiste og sange. Børn op til skolealderen kan have brug for at få en af deres tegninger med i kisten. Det gælder for alle aldre, at det er vigtigt at være med til bisættelsen, fordi det er med til at gøre det mere forståeligt, at man aldrig skal se den døde forælder igen. Når barnet er op til omkring 12 år, tænker det meget konkret og kan ikke forstå de langsigtede konsekvenser af dødsfaldet, så derfor er det ifølge Preben Engelbrekt ekstra vigtigt at være med til bisættelsen.

- Før selve bisættelsen kan man som forælder forberede sit barn på, hvad der kommer til at ske i kirken, og forklare, at folk vil blive ked af det. Man kan for eksempel sige til barnet, at man nok også selv vil blive ked af det, og at barnet også vil sidde ved siden af for eksempel sin tante, som det er tryg ved, og som kan tage sig af det, hvis man som efterladt forælder bliver meget ked af det. Det er vigtigt, at både børn og unge gøres så trygge som muligt ved at få information om bisættelsen, siger Preben Engelbrekt.

Tiden efter bisættelsen

Som pårørende hjælper man børn og unge ved at snakke om den døde og have fokus på alle de gode minder sammen. Det er helt afgørende, at man både snakker om den afdøde og om sorgen for, at børn og unge kan komme godt igennem sorgprocessen.

Når det gælder de 3-10årige, har de svært ved at sætte ord på deres følelser. Savn og længsel er svært at sætte ord på, for det er for smertefuldt for dem, så hjælp dem med at sætte ord på deres følelser, er Preben Engelbrekts råd. Ofte er det en god idé at få barnet til at tegne sine følelser.

- Både børn og unge har ofte brug for at vide, hvordan den efterlevende forælder har det. Man skal huske, at man som voksen er barnets rollemodel, og hvis man ikke viser følelser eller kun viser dem i meget begrænset omfang, så vil barnet også reagere med at hæmme sine følelser, og det er ikke gavnligt, siger Preben Engelbrekt.

Hvis man lægger mærke til, at barnet eller den unge over længere tid ændrer adfærd ved at isolere sig fra sine kammerater og pludselig er meget hjemme, så snak sammen om det. Især drenge kan være mere aggressive og have flere konflikter med de andre børn. Det kan være udtryk for, at de har brug for at have kontrol over noget, da de jo ikke har kunnet styre, at forælderen døde. Udtrykte aggressioner kan også bunde i vrede over det uretfærdige i, at forælderen døde, som man jo ikke kan rette mod den døde eller den tilbageværende forælder, som man også kan risikere at miste. Derfor går det ud over kammeraterne. Så hav opmærksomhed på barnet ved at tale om det skete, og om hvordan barnet har det.

Sørg for at komme hurtigt tilbage til en hverdag, der minder om den vante med de fritidsinteresser og legeaftaler, som barnet eller den unge plejer at have. Giv også pauser fra sorgen – lad barnet eller den unge forstå, at det er helt okay både at være ked af det og være glad.

For omkring 15 procent af de børn og unge, der har mistet en forælder, kan den efterladte forælder ikke yde tilstrækkeligt med omsorg, fordi vedkommende er for tynget af sorg.

- Det er meget overset, at der kan foregå omsorgssvigt i forhold til børn og unge ved dødsfald. Her er det meget vigtigt, at man som pårørende skrider ind og aflaster den efterladte forælder ved at tage sig af barnet eller den unge ved for eksempel at lave noget sammen, siger Preben Engelbrekt.