Hvad kan man donere i live?

Man kan leve med kun én nyre, hvis man forærer et andet menneske sin ene nyre. Man kan give blod til et andet menneske, der mangler blod, for vi danner hele tiden nyt blod. Det samme gælder vores stamceller. Vi kan for eksempel donere stamceller til én med blodkræft, fordi vi har overskud, og fordi de gendannes. Vi kan med andre ord hjælpe andre mennesker til helbredelse uden de store omkostninger ved at donere disse dele af os selv. Denne artikel handler om nyre-, blod- og stamcelledonationer. Sådanne donationer kan vi nemlig gøre som raske uden først at skulle forholde os til vores egen død.

Nyredonationer

I 30 procent af nyretransplantationerne sker transplantationen fra levende donorer til søskende, børn eller ægtefæller. Donation fra forældre til børn er hyppigst. De resterende 70 procent af nyretransplantationerne sker fra afdøde organdonorer i Danmark. Der er mangel på nyredonorer og lange ventelister på en ny nyre. Det er derfor også blevet muligt donere sin nyre anonymt til en fremmed. Hvordan det foregår, kan man læse mere om på www.anonymdonation.dk.

Selvom der aldrig i Danmark er registreret dødsfald i forbindelse med donation af en nyre, er der en ganske lille risiko. Internationale undersøgelser tal viser, at der er sket 3 dødsfald i 10.000 operationer. Derfor foretrækker man at bruge nyrer fra afdøde personer.

Man kan tilbyde sig som donor, hvis man opfylder Sundhedslovens betingelser herfor (se boksen ’Regler for donation’). Den, der skal have en nyre, finder selv en donor, der så ringer til det sygehus, der skal stå for transplantationen og tilbyder sig. Donor vil herefter blive indkaldt til en samtale på sygehusafdelingen.

Ifølge overlæge Claus Bistrup på Nyremedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital bliver man grundigt informeret om transplantationen, så lægerne er sikre på, at man er indforstået med, hvad der skal ske. Dernæst gennemgår man en række helbredsundersøgelser, der skal fastslå, om man er sund og rask, og om nyren kan fjernes, uden at man lider unødvendig overlast.

- Sygehuset tjekker først og fremmest, om man har to nyrer, da nogle mennesker kun er født med én nyre. Og man sikrer sig, at de fungerer lige godt, så den tilbageværende nyre er af god nok kvalitet til at kunne fungere alene, når den ene nyre er fjernet. Man får blandt andet foretaget blod- og urinprøver samt hjerte- og nyreundersøgelser. Man bliver også røntgenfotograferet for at finde ud af, hvor mange blodkar man har til hver nyre, og hvordan urinafløbet ser ud. Det sker ved at sprøjte radioaktivt kontrast ind i blodet, så man ved hjælp af et gamma-kamera konstaterer, hvordan blodet løber igennem hver nyre. Det gør man for at forberede kirurgerne på, hvad de skal lave, siger Claus Bistrup.

Man spørger ligeledes, om donor har arvelige nyresygdomme i familien, der kan hindre en transplantation. Man må heller ikke have været i kemoterapi.

Sådan foregår en nyretransplantation

Blodtype og vævstype er ikke længere så afgørende for, om en nyretransplantation kan finde sted. Alle nyretransplanterede får medicin, der forhindrer afstødning resten af deres liv. Hvis blodtyperne ikke passer sammen, er medicineringen lidt anderledes, ligesom der kræves en forbehandling. Ligesom blodtyperne skal passe sammen, når man får blodtransfusion, skal blodtypen passe sammen, når man får en organtransplantation. Baggrunden er, at der findes antistoffer mod den fremmede blodtype, som vil ødelægge transfunderet blod eller transplanterede organer.

Man aftaler en dato, og både donor og modtager kommer dagen før operationen, hvor der tages blodprøver. Næste dags morgen køres donor og modtager på operationsgangen, og et hold læger vil tage nyren ud af giveren under fuld narkose, og et andet hold vil indoperere den hos modtageren. Donorer typisk indlagt i 3-6 dage, indtil han/hun er mobil og i stand til at klare sig selv. Efterfølgende er man sygemeldt 4-6 uger afhængigt af operationstype og job. Man kan herefter leve, som man plejer.

Man får dækket udgifter til transport og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med nyredonationen, så det ikke koster noget at give sin nyre væk. Til gengæld kan man heller ikke tjene på det.

10-20% får en akut afstødning, men det betyder sjældent, at nyren går tabt. Alle organer gennemgår en langvarig/snigende kronisk afstødning, som er forklaringen på, at transplanterede organer ikke holder evigt. Der er desværre ingen specifik behandling til den kroniske afstødning.

Hvis man har doneret en nyre og får kræft i den tilbageværende nyre, som skal fjernes for at redde ens liv, bliver man behandlet på samme gode måde, som hvis man aldrig havde doneret en nyre. Så efterlades man uden nyre, og skal i dialyse.

Bloddonation

For at blive bloddonor skal man være mellem 17 og 67 år, være sund og rask og veje mindst 50 kilo. Er man under 18 år kræver det dog samtykke fra den/dem, der har forældremyndigheden. Man kan melde sig som bloddonor og komme i bloddonorregistret ved at henvende sig til blodbankerne eller ved at udfylde tilmeldingsformularen på www.bloddonor.dk. Man kan også tilmelde sig via sms.

Har man tilmeldt sig bloddonorregistret, vil man blive indkaldt af blodbanken. Her vil man blive stillet en række spørgsmål om sit helbred og risikoadfærd samt få foretaget prøver, der bestemmer blodtype og blodprocent. Man vil samtidig få undersøgt blodet for virus.

Hvis man kan bruges som bloddonor, vil man tidligst blive indkaldt to måneder efter den første prøvetapning, så jerndepoterne kan nå at genopbygge sig.

Sådan foregår en bloddonation

Ved hver blodtapning donerer man en halv liter blod. Selve tapningen varer omkring 10 minutter. Der er ingen risiko for smitte, da blodet tappes med éngangskanyler til éngangsposer. Efter tapningen slapper man af i 10 minutter, mens man drikker en juice eller sodavand. Man kan højst donere blod fire gange om året, fordi jerndepoterne skal genopbygges. Man vil dog typisk kun blive bedt om at give blod to gange om året.

Omkring 40 procent af blodet bruges til kræftbehandling. Cirka 30 procent af blodet bruges ved fødsler og operationer. Omkring 30 procent bruges til patienter med kroniske sygdomme.

Stamcelledonation

Tidligere blev stamceller udelukkende taget fra knoglemarven, hvilket gav anledning til betegnelsen ’knoglemarvsdonation’. I dag kan man ved hjælp af medicin få stamcellerne til at frigives til blodbanen, hvorfra de kan tappes uden indgreb i knoglemarven. Derfor anvendes nu termen ’stamcelledonation’ i stedet.

Førhen kunne man kun donere sine stamceller, hvis man var bloddonor, men i dag er der flere muligheder. For at blive stamcelledonor kan man registrere sig som stamcelledonor på sundhed.dk. Hvis man i forvejen er bloddonor kan man også registrere sig som stamcelledonor ved at give besked til det lokale tappested. I så fald vil tappestedet tage en ekstra blodprøve, som anvendes til at bestemme vævstype.

Når man har meldt sig som donor, registreres vævstype, blodtype, navn og cpr.nr. hos Danske Stamcelledonorer i København (ved bopæl øst for Storebælt) eller i Aarhus (ved bopæl vest for Storebælt).

For at blive stamcelledonor skal man være mellem 18 år og 55 år og rask.

En stamcelledonor bliver vævstypebestemt i donorregistret samt i Bone Marrow Donors Worldwide i Leiden i Holland, så stamcellerne både kan bruges nationalt og internationalt.

For at blive udvalgt som stamcelledonor forudsætter det, at man har helt samme vævstype som patienten. Da der findes tusindvis af forskellige vævstyper, er chancen for, at man bliver udvalgt ikke stor. I Danmark udføres der omkring 140 transplantationer af stamceller om året. Heraf udføres cirka 25 procent med stamceller fra en beslægtet donor, mens cirka 75 procent sker med en ubeslægtet donor.

Hvis man bliver udvalgt som donor, vil man blive indkaldt til en samtale på hospitalet og få en grundig forklaring på, hvad det går ud på. Samtidig bliver man både blodtype- og vævstypebestemt endnu en gang for en sikkerheds skyld. Hvis vævstypen passer til patientens, bliver man indkaldt til en samtale samt en helbredsundersøgelse. Herefter aftales et tidspunkt for donationen.

Sådan foregår stamcelledonation

Stamcelledonation kan foregå på to måder: 1. direkte fra knoglemarven eller 2. via blodet.

1. Donation via blodet

Fire dage før donationen, skal man tage medicin, som stimulerer immunsystemet til at danne flere stamceller end normalt, og stamcellerne strømmer ud i blodet. Medicinen kan give bivirkninger, der føles som en begyndende influenza. Det skyldes, at immunsystemet bliver stimuleret ligesom ved en infektion. Ubehaget kan lindres med almindelig smertestillende håndkøbsmedicin som Paracetamol, som må tages helt op til donationen.

Selve donationen foregår som en specialtapning af blodet. Et apparat sorterer og opsamler stamcellerne og sender resten af blodet tilbage til donor.

Omkring 75 procent af stamcelledonationerne foregår via blodtapning.

2. Donation direkte fra knoglemarven

Under fuld narkose bliver ca. 5 procent af knoglemarven suget ud fra hoftebenskammen med en sprøjte og en kanyle. Der stikkes 8-10 gange. Knoglemarven bliver herefter filtreret og behandlet, før patienten får den i en åre i armen ligesom ved en blodtransfusion. Stamcellerne i knoglemarven finder selv vej til patientens knoglemarv, hvor de danner raske blodceller.

Efter knoglemarvsdonationen kan man være øm over hoften et par døgn. Man kommer ikke til at mangle knoglemarv efter donationen. Vi har som raske overskud af knoglemarv, og den fjernede marv bliver gendannet i løbet af få uger. Der er en meget lille risiko for donor, som der er ved enhver bedøvelse. Da indgrebet er kortvarigt, er risikoen minimal.

Det er transplantationscenteret, som i første omgang oplyser, hvilken metode, der foretrækkes. I nogle tilfælde kan donor være med til at bestemme metode, mens donor i andre tilfælde ikke kan vælge, da valg af metode afhænger af patientens sygdom. Visse sygdomme kan kun behandles med stamceller, der er taget direkte fra knoglemarven. Det gælder f.eks. medfødte sygdomme hos børn.