Gå til hovedindhold

Krop, knogler og led

Udgivet: af Annette Aggerbeck, journalist

Hold øje med din urin

De fleste af os tisser mange gange om dagen uden at vide ret meget om vores urin eller holde øje med den. Men urinens udseende, lugt og hvor ofte, vi tisser, afslører meget om, hvordan vi har det. En urinprøve kan også afsløre sygdomme. Nyt & Sundt har talt med urolog Poul Christian Frimodt-Møller om urin og de mest almindelige problemer.

Vi tisser mange gange i døgnet uden at vide ret meget om vores urin, og oftest tænker vi hverken over udseende eller lugt. Men vores urin fortæller, hvad vi har tilført kroppen af mad, drikke og lægemidler og afslører også en del om, hvordan vi har det. Farven, lugten, mængden og hvor ofte, du tisser, kan for eksempel vise, om du har en infektion. En urinprøve kan også give oplysninger om sygdomme i mange forskellige organsystemer. Blod i urinen kan være tegn på forskellige sygdomme i nyrerne, urinlederne eller blæren. Ketonstoffer og sukker i blodet kan skyldes diabetes, og protein i urinen kan afsløre nyresygdom.

Derfor kan det være godt at vide, hvad man skal holde øje med, når det gælder urinen. Men først lidt fakta om vores urin.

Kroppen kan betragtes som en produktionsanstalt for at skaffe energi. For at danne energi forbrænder vi det, vi indtager, og skiller os af med affaldsstofferne. De affaldsstoffer, vi ikke kan ånde eller svede ud, og som kan opløses i vand, går gennem nyrerne som urin. De fedtopløselige affaldsstoffer går gennem galden og føres ud med tarmen. Nyrerne er et filter for blodet, der cirkulerer igennem dem mange gange i døgnet, så affaldsvæsken i stigende grad koncentreres.

Hvert minut dannes 130 milliliter filtrat, hvoraf kun 1 milliliter ender som urin. Vi danner således 60 milliliter urin per time, som samles op i urinblæren, før vi tisser den ud af kroppen. Normal urin er klar og lysegul, men morgenurinen er mere kraftig gul, fordi vi ikke udskiller så meget vand om natten. Urinen bliver så mere koncentreret.

Normal urin er klar og lysegul, men morgenurinen er mere kraftig gul, fordi vi ikke udskiller så meget vand om natten.

Ændringer i urinens udseende eller lugt kan være tegn på sygdom. Som regel vil du dog også have andre symptomer, hvis du er syg og for eksempel har smerter. Din urin kan også sige noget om, hvad du har spist eller drukket. Er din urin kortvarigt rødlig, kan det skyldes, at du har spist rødbeder. Lugter den stærkt, kan det tænkes, at du har spist asparges. Asparges indeholder nemlig svovlholdige bestanddele, som udskilles i urinen og kan give en lettere ubehagelig lugt, kort efter at du har spist denne grøntsag. En ubehagelig lugt kan også skyldes medicin, du har indtaget.

Læs også:

At skulle op om natten og tisse er helt normalt, når man er ældre. Men kun en eller to gange, ellers forstyrrer det ens søvn alt for meget. Læs mere om det i artiklen Sunde tissevaner

En god balance

- Om morgenen tisser vi den største mængde i døgnet, 5-6 deciliter, som er den største mængde urin, blæren kan indeholde. Man regner med, at vi producerer omkring 1½ liter urin i døgnet, alt afhængigt af hvor meget vi drikker og sveder. Hvis man går på toilettet 5-6 gange i løbet af dagen, det vil sige hver 3.-4. time og ikke skal op om natten, har man en god balance, siger Poul Christian Frimodt-Møller, der før sin pensionering var speciallæge i urologi og kirurgi og arbejdede som overlæge ved Organkirurgisk afdeling på Sygehus Lillebælt i Fredericia.

Almindelige problemer

Urinblæren er en elastisk muskel, så hvis man holder sig længe, kan man få problemer med at få tømt blæren helt. Går man for ofte på toilettet, som mange kvinder gør, fordi de lige vil tisse for en sikkerheds skyld, før de skal noget, træner man sin urinblære op til at kunne rumme for lidt, fordi den krymper, når man tisser for ofte. Kvinder har oftere end mænd en ustabil eller overaktiv blære – nogle gange er det et udtryk for, at urinblæren synker mere ned hos kvinder, når deres bækkenbund bliver slap.

- Hos begge køn kan en overaktiv blære være udtryk for en neurologisk lidelse, som for eksempel dissemineret sclerose, og det er meget ofte et delsymptom ved Parkinsonisme. Endvidere er det en hyppig følgetilstand til hjerneblødning eller blodprop i hjernen (apoplexi). Der er mange andre mulige årsager, men man kan ofte ikke påvise den udløsende årsag, siger Poul Christian Frimodt-Møller.

Hos kvinder er urininkontinens et almindeligt problem, ikke kun fordi deres urinrør er meget kort i forhold til mænds, men også fordi fødsler kan gøre bækkenbunden slap. 10-15 procent af kvinder i alle aldre har problemer med at holde på urinen, mens det kun gælder 5 procent af alle mænd. Halvdelen af de inkontinente kvinder lider af stress-inkontinens, hvor de lækker urin i forbindelse med fysisk aktivitet, som løb, løft, host, nys eller latter. I disse tilfælde kan urinrørets lukkemuskel ikke lukke tilstrækkeligt af for det øgede tryk, der opstår inde i blæren, når de omkringliggende organer trykker på blæren i forbindelse med fysisk aktivitet. Man tisser små skvæt i modsætning til den kraftige vandladningstrang, der er typisk for trang-inkontinens, der ses hos 20 procent af de inkontinente kvinder. Her trækker blæremusklen sig pludseligt sammen, og man har svært ved at nå på toilettet. Begge former for inkontinens kan ofte forebygges ved at lave bækkenbundsøvelser, der strammer musklerne, så man kan holde på vandet.

Hos mænd er det typisk prostata, der giver problemer. Prostata er en lille kirtel, der sidder omkring urinrøret og producerer sædvæske. Når denne kirtel vokser, trykker den på urinrøret, og så får man problemer med at komme af med vandet. Nogle mænd med forstørret prostata får også en overaktiv blære. Flest mænd får problemer fra forstørret prostata, når de er mellem 60 og 70 år, men det starter allerede i 40-årsalderen. Når man kommer højt op i alderen, har 80-90 procent forstørret prostata.

- Manden begynder at lægge mærke til, at strålen bliver slap, når han tisser. Over tid får han tømt sin blære dårligt, og han skal tisse hele tiden. Man bør gå til lægen, hvis urinen strømmer langsomt, og man skal tisse flere gange om natten, siger Poul Frimodt-Møller.

Gå til lægen

Mere end en natlig tur på toilettet, eller Noctori som lidelsen også kaldes, kan ifølge Poul Frimodt-Møller også skyldes, at man drikker for meget for tæt på sengetid.

- Drik mindst muligt i timerne før sengetid. Hvis man er tørstig efter aftensmaden, så undgå vanddrivende drikke. Kaffe, te, øl, rødvin og sukkerholdige drikke virker typisk vanddrivende, men det er forskelligt fra person til person, så find selv ud af, hvad du skal holde dig fra, siger Poul Frimodt-Møller.

Noctori kan dog også hænge sammen med diabetes, en overaktiv blære eller en urinvejsinfektion. Urinvejsinfektioner skyldes ofte colibakterier, der kommer fra tarmen. Symptomerne er, at det svier, når man tisser, og at man ofte skal tisse. For at forebygge skal man som kvinde tørre sig forfra og bagud ved toiletbesøg, så man ikke fører tarmbakterier til urinvejene. Kvinder får lettere blærebetændelser end mænd. Hvis man har bakterier i urinen, så skal der mindre til, før man får blærebetændelse.

- Hvis en mand i perioden mellem puberteten og 50 års alderen får blærebetændelse, regnes det for unormalt, mens det er almindeligt, at kvinder får det hvert andet år. Når kvinders østrogenniveau falder ved overgangsalderen, er de mere udsatte for at få blærebetændelse.

- Har du blod i urinen, kan det være et forstadie til kræft – blod i urinen kræver altid undersøgelse hos læge. I det hele taget bør man gå til lægen, hvis urinen har en påfaldende ildelugt, og det ikke bare gælder et par toiletbesøg. Det samme gælder, hvis man har smerter eller har svært ved at holde på vandet, siger Poul Christian Frimodt-Møller.

Gode toiletvaner

  • Tis ikke for ofte. Typisk vil din blære kunne rumme fem-seks deciliter, før du skal tisse, hvis du drikker 1½-2 liter om dagen. Det betyder, at du skal tisse hver 3.-4. time i dagtimerne.

  • Lyt til din krop – gå kun på toilettet, når du skal tisse, og ikke for en sikkerheds skyld på vej ud ad døren. Du kan risikere at få en blære med for lille kapacitet, hvis du tisser for ofte.

  • Giv dig tid under toiletbesøget, og lad din blære tømme sig uden at presse.

  • Kvinder og piger skal tørre sig fra skridtet og bagud mod endetarmsåbningen for at undgå at føre bakterier fra tarmen hen til urinvejene.

  • Drik ikke lige før sengetid. Læg mærke til, hvad der virker vanddrivende på dig. Sukkerholdige drikke kan virke vanddrivende, ligesom rødvin, øl, te og kaffe.

Kilde: urolog Poul Christian Frimodt-Møller

Hvor meget skal man drikke?

Hvor meget væske, man har behov for, afhænger af alder, og om man for eksempel dyrker meget sport og sveder meget. Når vi bliver ældre, fungerer tarmen mere trægt, og har derfor brug for mere væske. Drik almindeligt vand, og undgå at drikke for meget vanddrivende. Som tommelfingerregel skal man drikke 1½-2 liter dagligt.

Kilde: urolog Poul Christian Frimodt-Møller

Smagte lægerne førhen på urinen?

Kigger man i gamle lærebøger for medicinstuderende, fremgår det, at lægerne tilsyneladende både brugte smagssans og lugtesans, når de skulle afgøre, om en patient havde sukkersyge. I en af 1800-tallets mest brugte lærebøger, Haandbog i Therapien af lægen Ole Bang, kan man læse om Sukkersot også kaldet "Dyshæmia saccharina". Der står om urinen: "den er længe skummende, sød af Smag og Lugt" (p. 136). Videre i "Lægen ved sygesengen" (2. udg. 1845), der er skrevet af samme forfatter og er den første danske vejledning i det kliniske arbejde, står der om undersøgelsen af "Afsondringerne", at lægen bruger mest lugtesansen og "sjeldnest, Smagen".

Kilde: Morten A. Skydsgaard, Museumsinspektør, cand.med., ph.d. Steno Museet

Urinens farve.

Hvis din urin ændrer sig, kan det være tegn på sygdom, men også hænge sammen med noget, du har spist eller drukket.

Gul til mørkegul urin:

  • Som regel tegn på at du har drukket for lidt – hvis det altså ikke er din morgenurin. Drik mere vand, hvis urinen er meget gul i løbet af dagen!

Rødlig urin:

  • Kan skyldes, at du har spist rødbeder, brombær eller rabarber, som kan farve din urin rød. Hvis ikke det er årsagen, kan det være blod i urinen, og så bør du gå til lægen og få det undersøgt.

Brun urin:

  • Kan være tegn på leverskader eller gulsot. Gå til lægen.

Uklar urin:

  • Kan være tegn på blærebetændelse.

Ildelugtende urin:

  • Kan være tegn på sygdom, for eksempel en urinvejsinfektion eller blærebetændelse. Måske har du spist noget, der får din urin til at lugte. Lugten kan skyldes medicin eller for eksempel asparges.

Kilde: urolog Poul Christian Frimodt-Møller

Mere om krop, knogler og led

Se flere artikler om emnet

Nyt & Sundt - ny viden om din sundhed

Nyt & Sundt produceres i samarbejde med Netdoktor, som er ansvarlig for indholdet. Artiklerne i Nyt & Sundt belyser ikke nødvendigvis de enkelte emner (herunder symptomer, udredning og behandling) udtømmende, og indholdet må kun bruges som supplement og ikke som erstatning for professional rådgivning og behandling af en faglig ekspert på området. Eksperternes ytringer og eventuelle holdninger er ikke et udtryk for Sygeforsikringen "danmark"s holdning til et givent emne.

Læs mere om Nyt & Sundt

SymptomTjekker

Danmarks første avancerede symptomtjekker, den er udviklet af læger og understøttet af kunstig intelligens. Prøv den anonymt og gratis.

Prøv symptomtjekker

Mere fra Sygeforsikringen "danmark"

Hvordan er det at gå rundt med en sygdom, når andre ikke kan se den?

Vi sætter fokus på, hvordan det er at leve med en usynlig sygdom, og giver mikrofonen til nogle af de danskere, der hver dag lever med en skjult lidelse.

Tjek din medicin og hold styr på dit indtag

Alt omkring din medicin - trygt og anonymt. Bliv klogere på din medicin og hold styr på den medicin, du har brug for.

Bliv medlem af danmark

Når du melder dig ind i ”danmark”, giver du dit helbred en forsikring. Og er du først medlem, kan det blive et livslangt bekendtskab, for der er ingen udløbsdato på dit medlemskab.