Derfor våger hun hos døende

Anita Albrechtsen har siddet mange gange hos døende i det års tid, hvor hun har været våger for Røde Kors’ Vågetjeneste Ballerup/Herlev. Hun har været på plejehjem og i private boliger, men endnu ikke på nogen af de afdelinger på Herlev Hospital, som er tilknyttet ordningen.

Når Anita møder ind på en vagt, bærer hun et skilt, så det er tydeligt for enhver, at hun er våger for Røde Kors. Før hun går ind til den døende, bliver hun briefet af den våger, hun afløser, så hun ved, hvordan det er gået med den døende. Uanset hvilken tilstand den døende er i, præsenterer Anita Albrechtsen sig altid, for det er hendes opfattelse, at selvom den døende som regel ikke er til at komme i kontakt med via tale, er hørelsen noget af det sidste, der forsvinder.

- Når jeg kommer ind til dem, siger jeg typisk: ”Jeg bliver hos dig det næste stykke tid”, så de ved, jeg er der for dem. Jeg sætter mig på en stol tæt ved sengen og holder dem ofte i hånden, med mindre jeg har fået at vide af den våger, jeg afløser, at de ikke bryder sig om det. De fleste af dem, jeg har siddet hos, vil gerne holdes i hånden, fortæller Anita Albrechtsen, 50 år.

Opgaven som våger er at være nærværende over for den døende. Anita Albrechtsen deltager derfor ikke i plejen, men overlader det til personalet. Hvis hun skal tale med personalet om den døende, gør hun det uden for rummet, hvor den døende ikke kan høre samtalen.

- Det er vigtigt at vise den døende respekt ved ikke at tale om vedkommende, mens han eller hun er tilstede. Hvis personalet for eksempel skal vende den døende eller udføre pleje, forlader jeg altid rummet af respekt både for den døende og plejepersonalet.

Typiske tegn hos den døende

Nogle af de døende har pårørende, andre har ikke. Som våger sidder man kun hos den døende, når der ikke er pårørende tilstede. Da dødsprocessen tit kan vare flere dage og i enkelte tilfælde et par uger, er pårørende som regel taknemmelige for, at der sidder en hos deres familiemedlem, når de selv er nødt til at tage hjem for at sove, spise eller ordne andre nødvendige ting.

Til trods for at Anita Albrechtsen har siddet mange timer hos døende, har hun endnu ikke været til stede i selve dødsøjeblikket.

Mange af de døende, Anita Albrechtsen våger hos, kan kun kommunikere via håndtryk ved at pege eller udstøde lyde, ligesom de fleste døende har meget svært ved at tale.

Nogle har fået smertestillende medicin og har ikke været ved bevidsthed. At dødsprocessen er i gang, er Anita Albrechtsen ikke i tvivl om, når hun våger.

- Den døende er holdt op med at spise og drikke og får ikke længere behandling, andet end smertestillende, hvis det er nødvendigt. Hænder og fødder er som regel kolde, og læber og mund bliver tørre, fordi kroppen mangler væske. Væskemangel kan også pludselig gøre næsen spids. Nogle døende lukker ned for omverden og er indadvendte, andre er rastløse eller aggressive. Det er meget forskelligt, hvordan de døende reagerer på deres situation, fortæller Anita Albrechtsen.

Er ikke bange for at tale om døden

Anita Albrechtsen havde længe tænkt på, at hun gerne ville være våger, da hun for et år siden meldte sig. Hun tænkte, at hun ville egne sig til det, selvom hun som farmaceut ikke har professionel erfaring med døende, som nogle af de andre vågere i Røde Kors har, fordi de har arbejdet som sundhedsfagligt personale. Anita Albrechtsen har dog selv haft døden tæt inde på livet, da hun mistede sin mor i en alder af 17 år. Sidenhen har hun flere gange stået for det praktiske, når de ældre i familien døde.

- For mig er døden naturlig og en del af det at være menneske. Jeg er ikke bange at tale med andre om døden. Mange har alt for svært ved at tale om døden. Jeg synes, at det er synd, at døden skal være tabu, især fordi de efterladte ofte har det meget svært, når andre ikke tør tale med dem om deres tab, fortæller Anita Albrechtsen.

Selvom Anita Albrechtsens mand ikke bryder sig om at tale om døden, har hun fortalt ham i detaljer om, hvordan hun ønsker sin egen død og begravelse. Hun har også købt gravsted og betalt gravsten, så alt er ordnet.

-  Det giver mig ro at have styr på min egen begravelse, og så behøver min mand ikke tænke på det, hvis jeg skulle dø før ham. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes ikke, at nogen fortjener at dø alene. Det er en hjertesag for mig, og grunden til at jeg har valgt at blive våger. Det er underligt, at andre mennesker jubler og fester, når vi fødes, men at nogen af os ufrivilligt er mutters alene, når vi dør. Det ligger mig meget på sinde, at der er nogen for dem. Jeg vil ikke selv ligge alene, når jeg skal dø – ikke fordi jeg er bange for døden, men et andet menneskes nærvær er vigtigt. Det mærker jeg endnu tydeligere, efter at jeg er blevet våger, siger Anita Albrechtsen.

Oplever at hun gør en forskel

Det er Anita Albrechtsens erfaring, at de døende får noget ud af hendes nærvær, selvom hun er en fremmed. Hun oplever, at hun gør en forskel.

- Jeg kan mærke, at jeg gør en forskel, ved at den døende nogle gange liver lidt op og får det bedre, når jeg kommer. Det behøver ikke betyde, at de åbner deres øjne og taler, men måden de klemmer min hånd på og deres lyde, viser mig, at det betyder noget, at jeg er der. Jeg kan også mærke, at nogle bliver roligere af, at jeg sidder hos dem. Det handler meget om at give dem ro i situationen, siger Anita Albrechtsen.

Hun ser det som en stor fordel, at hun kan bevare roen, uanset hvordan situationen er eller udvikler sig. Som våger er det vigtigt, at man skal kunne rumme situationen. Og det kræver ifølge Anita Albrechtsen, at man er robust og har lidt livserfaring.

- Når jeg er på vej til en vågning, er jeg er som regel indadvendt og indstiller mig på, at jeg skal være rolig sammen med den døende. Jeg har en stresset hverdag, så det er vigtigt, at jeg genfinder roen i bilen på vej til den døende.

De første gange, Anita Albrechtsen kørte hjem efter at have våget, tænkte hun mere på den døende i de efterfølgende dage, end hun gør nu. Hun opfatter det som et privilegium at få lov at være hos en døende og synes, at det er livsbekræftende at være tæt på døden, fordi det sætter livet i perspektiv.

Har du haft en vågning, der har gjort særligt indtryk?

- Hver gang jeg våger, gør det indtryk på mig. Jeg husker dog særligt en vagt hos en gammel kvinde, der ikke ville slippe min hånd, da jeg skulle gå. Jeg var nødt til at vriste min hånd fri af hendes, så den næste våger kunne tage over. Kvinden havde været svag og ikke til at komme i kontakt med i dagevis, og alligevel var hendes hånd så stærk. Det var en voldsom oplevelse, og jeg forstod, at jeg gjorde en forskel, og at hun gerne ville have, at jeg skulle være blevet. Jeg tænker også, at det var et udtryk for dødsangst, så det mere handlede om, at der var nogen sammen med hende, end at det lige var mig, der var der. Jeg kunne desværre ikke være tilstede, da hun døde, men hun havde en anden kompetent hånd at holde i, siger Anita Albrechtsen.