Hvad er epilepsi?

Når man ser et menneske få et epileptisk anfald og falder om i kramper, gør det et voldsomt indtryk, så stort, at man helt kan miste tidsfornemmelsen og tro, at anfaldet har stået på i f.eks. 10-15 minutter, mens realiteten oftest er, at det har varet 50-60 sekunder.

- Det kan ske, når der er tale om et af de meget voldsomme anfald, et såkaldt grand mal, eller som man siger i dag: tonisk-klonisk anfald. Men epileptiske anfald giver sig til kende på rigtig mange forskellige måder; det afhænger bl.a. af hvilken del af hjernen, der udløser anfaldet, forklarer Jørgen Alving. Han arbejder som speciallægekonsulent på Epilepsihospitalet Dianalund. Han fortæller videre, at epilepsi er en sygdom, som udløser anfald, hvor hjernens almindelige aktivitet pludselig ændrer sig. Man kan miste bevidstheden og få muskelkramper, men man kan også blot smaske eller tabe ting – eller lige være fraværende nogle sekunder eller minutter. Der er altså stor forskel på, hvor voldsomt det er, og hvor længe det varer.

Man kan miste bevidstheden og få muskelkramper, men man kan også blot smaske eller tabe ting – eller lige være fraværende nogle sekunder eller minutter

Nerveceller løber løbsk

Normalt er de enkelte nerveceller i hjernen afstemt efter hinanden. Der er balance i systemet, og man kan tænke og reagere og bruge sin krop kontrolleret. Under et anfald bliver den afstemte funktion i hjernen forstyrret af en unormal nerveaktivitet, som består i, at en gruppe nerveceller pludselig begynder at fyre løs på egen hånd og helt uden varsel. 
 
Hvordan den unormale nerveaktivitet får en til at reagere, afhænger helt af, hvor i hjernen den finder sted, og hvor store hjerneområder den unormale aktivitet spreder sig til. Er det i den del, der styrer musklerne, så giver det kramper og voldsomme bevægelser i kroppen. Det kan også ske, at man foretager sig umotiverede ting, som ikke passer ind i den situation, man befinder sig i, eksempelvis at tage tøjet af, begynde at smaske eller sige uforståelige ord. Samtidig kan man ikke fortsætte med det, man var i gang med – f.eks. skrive eller drikke af en kop. Rammer anfaldet synscentrene i hjernen, kan man se mærkelige ting for sig. Som sagt kan man også ’falde ud’ og være fraværende et kort stykke tid – og så komme tilbage igen og være nærværende, helt udramatisk.

- Der er stort set altid tale om korte anfald, som varer fra nogle sekunder til et par minutter. Kun hvis anfaldet fortsætter i mere end cirka fire-fem minutter, skal man ringe efter en ambulance. Det er derfor en god ide at holde øje med, hvor lang tid anfaldet varer, så man ved, om det er nødvendigt at ringe 112, siger Jørgen Alving.

Kun hvis anfaldet fortsætter i mere end cirka fire-fem minutter, skal man ringe efter en ambulance

Hjernen stopper selv anfaldet

Når de nerveceller, som er løbet løbsk, falder til ro igen efter kort tid, skyldes det, at andre nerveceller ’omringer’ dem og får dem til at falde til ro. Det kræver en forklaring.

Hjernen har både nerveceller, som kan fremme aktivitet og andre, der kan hæmme aktivitet i hjernen. Når nogle nerveceller pludselig sender masser af impulser afsted uden grund, så vil de hæmmende nerveceller tage over og genoprette balancen. Der findes altså en slags ’brandalarm’ i hjernen, som gør, at den uhensigtsmæssige aktivitet bliver stoppet, inden den breder sig til hele hjernen.

Derfor gælder det om at slå koldt vand i blodet, når man står over for et menneske, som har et epileptisk anfald. Forsøg også at berolige de andre mennesker, der er til stede: Det går over.

- Det, man skal sørge for, er, at personen ikke kommer til skade. Hjælpe dem til at komme væk fra genstande, de kan slå sig på. Guide dem væk fra trafikken. Eller støtte dem i at komme ned at ligge, så de ikke falder ukontrolleret. Og læg dem så i stabilt sideleje – andet skal man ikke gøre, forklarer Jørgen Alving.

Det, man skal sørge for, er, at personen ikke kommer til skade

De fleste mennesker vil få en vældig tilskyndelse til at gøre noget, når det er voldsomt, f.eks. holde personen fast og på den måde forsøge at stoppe kramperne. Det kan og skal man ikke. Og den meget sejlivede forestilling om, at man skal komme noget mellem tænderne på personen, så vedkommende ikke bider sig i tungen, er en skrøne. Det er der ikke fare for, så lad endelig være med at prøve på det.

Desværre sker det i sjældne tilfælde, at ’brandalarmen’ ikke fungerer, og anfaldet ikke stopper af sig selv. Dér er det vigtigt at tilkalde hjælp med det samme, så patienten kan blive bragt på sygehus, hvor man kan standse anfaldet med medicin. Hvis ikke det sker, kan tilstanden blive farlig. Men som sagt er det heldigvis sjældent.

Gener og hovedskader kan føre til epilepsi

Sygdommen epilepsi kan man få i alle aldre. Der er dog flest, der får det som barn, og dernæst rammer sygdommen typisk voksne over 50-60 år. Man kan også være født med sygdommen. Nogle epilepsier i barnealderen svinder af sig selv efter en årrække. Når man behandler med den rigtige epilepsimedicin, vil cirka 70 % af alle med nykonstateret epilepsi blive anfaldsfrie. Hvis de fortsætter med at være anfaldsfrie, kan omkring halvdelen efter to til fem år kunne undvære medicinen – men det afhænger af, hvilken slags epilepsi der er tale om.

For de flestes vedkommende ved man ikke, hvorfor de har epilepsi. Det gælder for hele 70 %.  De andre 30 % har fået epilepsi, fordi de har arvet en sammensætning af gener, som medfører sygdommen. Eller man har fået en sygdom som følge af en skade i hjernen.

Alle sygdomme og skader, som påvirker hjernen, kan medføre epilepsi. Det kan være svulster, blodpropper i hjernen eller Alzheimers. En ulykke med voldsom hjernerystelse kan også føre til epilepsi, ligesom alkoholisme kan.

Epilepsi behandles med medicin

Hvis man har hyppige og langvarige anfald, vil de før eller siden skade hjernen. F.eks. kan ens hukommelse blive nedsat. Derfor er det vigtigt at forebygge anfaldene med medicinsk behandling. Medicinen ’lægger låg’ på nervecellernes aktivitet og forhindrer dermed, at anfaldet udvikler sig, når det kommer. Med medicin vil omkring to tredjedele blive fri for anfald. Hos andre vil deres anfald blive sjældnere og måske ikke så voldsomme. Nogle få procent reagerer ikke på epilepsimedicinen. I de tilfælde kan der blive tale om operation, som er en meget effektiv behandling. Det kræver dog et stort og omfangsrigt undersøgelsesprogram, bl.a. skal man finde ud af præcis, hvor i hjernen anfaldet opstår. Om det er muligt at operere, findes der ikke nogen faste regler for, der skal man tale om med en specialist på området.

Selv den mest moderne epilepsi-medicin giver desværre bivirkninger hos omkring halvdelen af patienterne. I mange tilfælde kan det hjælpe at skifte til en anden slags medicin.

- Det skal man tale med sin læge om – som udgangspunkt bør ingen patient affinde sig med meget generende bivirkninger, men det kan ikke loves på forhånd, at man helt kan slippe for dem, siger speciallægekonsulenten.

...som

udgangspunkt bør ingen patient affinde sig med meget generende bivirkninger...

I de fleste tilfælde er det ikke meget farligt at have epilepsi. Dog er man mere udsat for ulykker, fordi man under et anfald ikke kan reagere hensigtsmæssigt. Bl.a. derfor er dødeligheden hos mennesker med epilepsi højere end for gennemsnittet af befolkningen; det gælder især dem med hyppige anfald. Hvor meget større dødeligheden er, varierer meget efter, hvor svær epilepsien er at kontrollere. Det er derfor ikke nemt at angive gennemsnitstal, så det er bedst at drøfte det med den behandlende læge.