Elektrochok bekæmper depression - men påvirker hukommelsen

243 mennesker med depression eller andre sindslidelser fik sidste år behandling med elektrochok på Aarhus Universitetshospitals psykiatriske afdeling. Elektrochok er en effektiv behandling, og derfor er taknemmeligheden over for personalet ofte stor, når depressionen eller manien endelig slipper sit tag.

Gennemsnitligt går der syv minutter, fra man kommer ind på stuen, bliver bedøvet, behandlet og til man er ude igen og så småt er ved at vågne op.

Det fortæller overlæge Elisabeth Tehrani, der blandt andet har været ansvarlig for elektrochok-behandlingen på Aarhus Universitetshospital i Risskov siden 2005. Hun har sin daglige gang flere steder i psykiatrien og har bemærket, at netop personalet på den enhed, hvor der gives elektrochok, meget ofte bliver forkælet med chokolade af færdigbehandlede patienter.

- Det afspejler selvfølgelig først og fremmest en taknemmelighed over, at behandlingen har haft effekt, for der er tale om mennesker, der i lang tid har været dybt forpinte og uden held har prøvet flere forskellige medicintyper. Men det handler nok også om, at det er et dedikeret hold, patienterne møder, så de føler sig i trygge hænder undervejs, siger hun.

Behandlingen med elektrochok har da også ændret sig meget, siden den italienske læge Ugo Cerletti og hans assistent Lucio Bini for første gang satte strøm til et menneskes hjerne i 1938. Og behandlingen er langt fra så dramatisk og ubehagelig, som den for eksempel bliver fremstillet i den amerikanske film Gøgereden.

Epilepsianfald dæmper psykiske lidelser

Men hvordan finder man overhovedet på at udsætte folk for elektrisk stød for at helbrede en psykisk lidelse? Svaret på det er, at lægevidenskaben allerede i 1500-tallet begyndte at se en sammenhæng mellem krampeanfald og sindslidelser, som man dengang kaldte ’galskab’.

Patienten får kramper og kommer så ud af sin psykose.

Ifølge Elisabeth Tehrani opdagede man nemlig et mønster hos datidens ’gale mennesker’, som ud over deres sindslidelse også var ramt af epilepsi: Når deres epilepsi var rigtig slem med mange krampeanfald, blev de helt fri for symptomer. Hvis det omvendt var længe siden, de havde haft epilepsianfald, så blev de tiltagende sindssyge.

- På den måde kunne man se, at krampeanfald tilsyneladende havde en gunstig virkning på sindslidelser, og derfor har man gennem tiden prøvet alle mulige præparater for at fremkalde de her krampeanfald kunstigt. Blandt andet brugte man stoffet kampfer, der er udvundet af planter, og som i små doser kan fremkalde krampeanfald, fortæller hun og fortsætter:

- I starten af 1930’erne udvinder en psykiater i Bulgarien kampfer og giver det direkte ind i årerne på en svært syg skizofren patient, som har ligget fastfrosset og ikke talt i flere år. Patienten får kramper og kommer så ud af sin psykose. Kampfer er imidlertid meget svært at dosere, hvilket var et stort problem, for hvis man kramper for længe, får hjernen ikke ilt nok, og man risikerer at få en hjerneskade.

Italienere fremkalder kramper med strøm

I 1938 begyndte de to italienere, Ugo Cerletti og Lucio Bini, så at fremkalde kramper hos mennesker ved at påføre dem strøm, og det blev startskuddet for elektrochok, der herefter blev hurtigt udbredt som et effektivt behandlingsredskab til blandt andet skizofreni, bipolar lidelse og depression. I Danmark blev behandlingen givet første gang i 1940.

Netop fordi kramperne varede længe og var kraftige, gik arme og ben af led, nogle fik brud i rygsøjlen og hjerneskader.

Der er dog stor forskel på, hvordan man giver elektrochok i dag og dengang. Alene navnet har ændret sig, så det i dag kaldes ECT, som er en forkortelse af Electroconvulsive Therapy.

- Dengang brugte man væsentligt stærkere strøm, end man gør i dag, folk blev ikke bedøvet og man kunne ikke afbryde kramperne. Netop fordi kramperne varede længe og var kraftige, gik arme og ben af led, nogle fik brud i rygsøjlen og hjerneskader. Men det helbredte også rigtig mange, fortæller Elisabeth Tehrani.

Elektrochok bliver mere human

Fra 1952 begynder man at lægge folk i narkose og give et muskellammende stof, som mindsker krampeanfaldene, for det er ikke krampeanfaldene i musklerne, men det der sker oppe i hjernen, der afhjælper psykiske lidelser. Også på andre måder har man forfinet behandlingen gennem tiden.

- Den væsentligste forskel er, at den energi, som hjernen påvirkes med, er kraftigt reduceret og i dag svarer til et eller to glimt fra en gammeldags batteridrevet stavlygte. Det er essentielt, for bivirkningerne ved ECT afhænger af stråledosis og antallet af behandlinger, og derfor bestræber vi os på at give så lidt strøm som muligt og færrest mulige behandlinger, forklarer Elisabeth Tehrani.

ECT gives sædvanligvis i det, der kaldes serier, hvor man får tre behandlinger om ugen i nogle få uger, så man i alt får et sted mellem 12-20 behandlinger. Selve behandlingen foregår ved, at man får nogle elektroder på hovedet, så man udsættes for svag strøm i få sekunder og maksimalt op til et halvt minut.

- Gennemsnitligt går der syv minutter, fra man kommer ind på stuen, bliver bedøvet, behandlet og til man er ude igen og så småt er ved at vågne op, fortæller Elisabeth Tehrani og tilføjer, at de fleste kan mærke en effekt af behandlingen efter en uge eller to.

Stresshormoner mindskes, og hjerneområde vokser

Ifølge Elisabeth Tehrani er det ikke helt klarlagt, hvad der sker i hjernen under ECT, men der er forskellige antagelser i spil. Den ene er baseret på en viden om de to kerner, der sidder langt inde i hjernen, som kaldes hippocampus. Hippocampus er blandt andet relateret til vores håndtering af stress og hukommelse, og hvis man har svær depression over længere tid, skrumper hippocampus. Hos deprimerede, der får ECT, vokser hippocampus imidlertid og bliver til normal størrelse på ret kort tid.

Den anden antagelse er bundet op på stresshormonet kortisol, som man typisk har et meget højt niveau af, når man har en svær depression. Normalt vil hjernen registrere, hvis kortisolniveauet er for højt og sende besked til binyrerne om at stoppe produktionen. Hvis hjernen er i kronisk stresstilstand, virker denne feedback-mekanisme ikke, og det høje niveau af kortisol over længere tid vil slå hjerneceller ihjel. Det er formentlig også forklaringen på, at hippocampus skrumper. Ved at give ECT kan man tilsyneladende dæmpe det forhøjede kortisol-niveau og modvirke skrumpning af hippocampus.

En tredje antagelse er, at ECT gør, at hjernen selv danner en slags epilepsi-medicin i form af nogle såkaldt neuropeptider, som virker krampestillende og stemningsstabiliserende.

ECT påvirker hukommelsen

Som med al anden behandling følger der også bivirkninger med ECT. Først og fremmest de fysiologiske bivirkninger, som er ømme muskler og hovedpine på den dag, hvor man får behandlingen. Så er der også den kognitive bivirkning, som ofte kaldes ’huller i hukommelsen’. Men Elisabeth Tehrani forklarer, at der faktisk snarere er tale om en manglende evne til at lagre information og nye oplevelser i hukommelsen.

- Hvis man for eksempel er indlagt, og der kommer en kollega med blomster, vil man selvfølgelig blive glad i situationen. Men næste dag kigger man måske på blomsterne og vil ikke kunne komme i tanke om, hvem der kom med dem. Det er simpelthen ikke lagret i hukommelsen, så man kommer aldrig til at huske det. Det er en velkendt bivirkning, der rammer alle i større eller mindre udstrækning, fortæller hun og tilføjer, at mange derfor kan have gavn af at skrive dagbog i den periode, hvor de får ECT.

- Her kan man for eksempel notere, hvordan man har det, hvor langt man er kommet i behandlingen, og hvem man har fået besøg af. Man kan også tage et billede eller en lille videosekvens, foreslår hun.

Evnen til at lagre indtryk i hukommelsen vil typisk være påvirket under behandlingen og et par uger før og efter. De oplevelser, patienterne allerede har lagret tidligere i deres liv, rører ECT meget sjældent ved. Og når det sker, gælder det kun den såkaldt autobiografiske del af hukommelsen – det vil sige erindringen om ting, man har oplevet i sit liv.

Ifølge Elisabeth Tehrani går det aldrig ud over de færdigheder, man engang har lært. For eksempel er der ikke nogen, der glemmer, hvordan man cykler, kører bil eller pludselig ikke kan huske færdselsregler eller sin faglige viden. Men, tilføjer Elisabeth Tehrani, der er nogle få patienter, der rapporterer, at de pludselig ikke kan huske deres bryllup eller deres barns fødsel.

Depressionslidelsen i sig selv giver virkelig dårlig kognition og dårlig indlæring, og derfor kan det nogle gange være svært at fastslå, om hullerne er opstået på grund af lidelsen eller som følge af ECT-behandling.

- Og der må vi bare erkende, at det er muligt, at nogle få patienter bliver ramt på den autobiografiske del af hukommelsen. Det interessante er, at en del af patienterne med meget svære tilbagevendende depressioner, der aldrig har fået ECT-behandling, også lider af denne slags hukommelseshuller. Depressionslidelsen i sig selv giver virkelig dårlig kognition og dårlig indlæring, og derfor kan det nogle gange være svært at fastslå, om hullerne er opstået på grund af lidelsen eller som følge af ECT-behandling, uddyber hun.

Vigtigt med grundig information

Netop fordi lagringen i hukommelsen kan blive påvirket, er det utrolig vigtigt, at patienterne bliver informeret grundigt om, hvordan behandlingen foregår, samt hvilken effekt og hvilke bivirkninger man kan forvente, mener Elisabeth Tehrani.

Nogle gange får man ikke det hele med, og så kan pårørende fungere som et ekstra sæt ører i samtalen.

Det er direktør for Hjerneskadeforeningen Morten Lorenzen enig i.

- Når folk er i en udsat position, bør man være særlig omhyggelig i processen omkring det informerede samtykke. Det er vigtigt, at lægerne – også i deres planlægning – er opmærksomme på, at samtalen måske skal gentages over nogle dage, så de er sikre på, at patienten forstår, hvad der bliver sagt. Det giver også god mening, at psykologerne er en del af den proces, fordi de er særligt uddannede til at forstå, hvordan mennesket reagerer, siger han.

Morten Lorenzen tilføjer, at også pårørende kan spille en vigtig rolle, når det gælder det informerede samtykke.

- Nogle gange får man ikke det hele med, og så kan pårørende fungere som et ekstra sæt ører i samtalen. Pårørende behøver ikke at være nogen, man har en familierelation til – det kan også være naboen eller ens bedste ven, påpeger han.

Morten Lorenzen erkender, at det kan kræve noget ekstra arbejde, når informationen skal strækkes over flere dage eller gives af flere faggrupper, men han mener, at det vil kunne løse mange udfordringer efterfølgende. I Hjerneskadeforeningen møder han medlemmer, som ikke oplever, at de er blevet informeret ordentligt forud for ECT-behandlingen og derfor sidder tilbage med en stor bitterhed over bivirkninger, som ikke rigtig vil slippe deres tag.

- Og det er synd, for det kan spænde ben for, at man kan acceptere tingene, som de er, og arbejde for et bedre liv med de skader, man nu har, pointerer han og tilføjer:

- Der er ingen tvivl om, at ECT hjælper rigtig mange mennesker, og at man bør bruge behandlingen i de tilfælde, hvor folk virkelig er plaget og måske er selvmordstruede. Det er bare vigtigt, at hele processen omkring informeret samtykke er meget grundig, så patienten også er indforstået med det efterfølgende.

Det er bare vigtigt, at hele processen omkring informeret samtykke er meget grundig, så patienten også er indforstået med det efterfølgende.

Overlæge drømmer om nye effektive behandlinger

Forud for en ECT-behandling skal der gives både mundtligt og skriftligt samtykke, men i meget sjældne tilfælde behandles også uden informeret samtykke.

Det er essentielt, for bivirkningerne ved ECT afhænger af stråledosis og antallet af behandlinger, og derfor bestræber vi os på at give så lidt strøm som muligt og færrest mulige behandlinger.

- Man kan kun insistere på ECT, hvis den syge er i overhængende livsfare og med alle metoder prøver at tage livet af sig selv, for eksempel nægter at spise og drikke, tager plastikposer over hovedet eller skærer sig, fastslår hun og fortsætter:

- Det er meget forskelligt, hvordan vores patienter har det med ECT, men for dem, der tidligere har prøvet det, er det typisk en kæmpe lettelse, fordi de har oplevet, at det virker.

Omkring 80 procent af dem, der får ECT, oplever, at de får det bedre. Til sammenligning hjælper medicin kun i 50-65 procent af tilfældene.

- ECT er altså en effektiv, men også en smule omstændig behandling, fordi man skal bedøves og være fastende – og så er der selvfølgelig bivirkningerne. Jeg tror, at alle ECT-overlæger ville ønske, at der kom nye behandlinger, der var lige så effektive, men mindre omstændige og med færre bivirkninger. De behandlinger, håber vi, vil komme en dag, siger Elisabeth Tehrani.